At vælte ud af søvnen.

Det er tirsdag, klokken er knap 10.00.
Jeg er væltet ud af sengen, dopet langt væk på medicinen og med et uklart syn af mine omgivelser.
Sidder her ved mit skrivebord med en smøg og en energidrik og forsøger at trække søvnen ud af min krop så jeg kan kaste den i skraldespanden og finde den igen i aften når det er tid til søvn igen.
Har brugt min morgen på at finde hoved og hale i mine tanker imens jeg hænger i telefonen og sørger for at komme igennem listen over folk jeg skal kontakte nu hvor der har været helligdage og lukkede telefoner over alt.
I skrivende stund sidder jeg i kø og lytter til irriterende "vente" musik imens længden af mit opkald bliver længere og længere, jo bevares de advarede om lang vente tid, men at lytte til den her forfærdelig musik i 15 minutter er nok til at jeg ville give op men jeg hænger alligevel i.
Dagens kp har været ovre 2 gange for at tjekke at jeg er stået op, der er oprettet et del mål på at jeg skal stå op og tage min morgenmedicin før det bliver for sent.
Lige pludselig kommer der en stemme fra telefon "det er Daniel, hvad kan jeg hjælpe med?" og helt forvirret vælter jeg rundt i ordene indtil det lykkedes mig at forklare problemet.
Han er hurtig og venlig og jeg får opklaret mysteriet om den voldsomme regning og får af vide at der er en fejl og jeg selvfølgelig får returneret nogle af pengene og så ønsker vi hinanden en god dag og røret bliver smækket på.
Jeg hader at snakke i telefon, specielt med fremmed men er efterhånden så vant til det med alle de opkald jeg laver på vegne af mine forældre.
Mine tanker er underlige allerede fra morgenstunden og min krop er øm, det er som om jeg har deltaget i en boksekamp i løbet af natten uden at være bevidst om det.
Dagvagten er fyldt med fremmed mennesker, eller jeg ved jo godt hvem de er, men de ved ikke helt præcist hvem jeg er eller hvad jeg bøvler med, sandsynligvis ud fra at de ikke har haft mulighed for at læse mine papirer eller har gidet at sætte sig ned og være undersøgende.
Jeg skodder smøgen i en tom dåse og finder musik så jeg kan finde fokus og være klar til at vandre over i hovedhuset for at hente mine piller..
Jeg har egentlig planlagt en dag i haven, men måske burde jeg i virkeligheden tage mig af min lejlighed og få ryddet op - jeg er dårlig til den slags, eller det var jeg ikke engang men det er så uoverskueligt for mig at få styr på lejligheden, jeg ville næsten hellere bestige et bjerg.
Den summende lyd i hovedet er tilbage og bliver blandet med en svag latter et eller andet sted, det er ikke min latter eller personalets, men noget der har taget bo indeni mit hoved og som psykologen ikke kan fjerne, psykiateren prøver med piller men det hjælper kun svagt.
Jeg frygter at gå ud af min lejlighed og prøver forsigtigt at fjerne gardinet og kigge ud men solen gør mig urolig, jeg hader lyset og jeg hader dagene - men jeg frygter mørket og nætterne.. Det er så ambivalent i know, men for pokker altså..