fredag den 22. maj 2015

Når alting falder på plads og falder fra hinanden.

Det er fredag aften.
Jeg sidder alene i lejligheden, musikken pumper ud af højtalerne i et desperat forsøg på at berolige mig selv.
Min medicin ligger ved siden af askebægeret hvor smøgen damper ud i rummet.
Jeg har været på ambulatoriet i dag, du ved dér hvor der sidder læger og psykologer som hver dag skal høre på folks bekymringer og tanker og alt der imellem.
Min kontaktperson var med, det har hun været alle gangene indtil videre, jeg tør simpelhen ikke at tage afsted alene og sidde alene hos psykologen.
Hver gang spørger psykologen P "hvad skal vi snakke om i dag?" og jeg forsøger desperat at finde et emne der kan tages op denne gang i terapien, men det er som om jeg ikke rigtig kan finde ud af hvad der er relevant at snakke om og hvad der bare.. er fyldstof.
Vi snakkede om forandringer, de forandringer i mine omgivelser som jeg har så pokkers svært ved at håndtere.
Her hvor jeg bor, altså bostedet, er lige flyttet i nye bygninger for omkring 1 måned siden, og alting er vendt på hovedet og har efterladt mig som et angstfyldt væsen der forsøger at isolere mig i min 13 kvm. lejlighed imens jeg hører mine medbeboere snakke og grine på gangene.
Psykologen stiller spørgsmål og jeg er ved at tude indeni, for jeg ved ærligt ikke hvad jeg skal svare hende, det er som om jeg ikke har noget interessant eller gyldigt at sige.
Vi snakker om den mærkelig lyd indeni hovedet, hun siger at det er noget alle oplever - selv hende når hun har været omgivet af mennesker en hel dag.
Problemet er bare at jeg ikke er omgivet af mennesker hele dagen, jeg er alene og ensom, bange og gemt væk i min lejlighed som jeg kun kommer ud af når jeg skal besøge nogen eller når jeg forsigtigt kigger ud og prøver at overbevise mig om at verdenen udenfor ikke er så farlig som mine tanker siger.
55 minutter efter afslutter samtalen og jeg kigger spørgende på min KP imens jeg forsøger at finde ud af hvad samtalen gik ud på, og hvad vi kom frem til.
Men jeg finder aldrig ud af hvad samtalen gik ud på eller hvad der blev aftalt, der er simpelhen ikke plads indeni mit hoved til snakken eller til aftalerne.

Min kontaktperson kom med en "god" besked i dag.
Det er sådan at min normale sagsbehandler er gået på barsel og jeg i mellemtiden har fået en vikar.
Denne vikar var så åbenbart blevet overbebyrdet af sager og nogle måtte få en ny sagsbehandler fordi tiden ikke var der til alle.
Jeg frygtede at jeg skulle have en ny, jeg har hørt om onde og hæslige sagsbehandlere fra alle dem der har skiftet og jeg kunne slet ikke magte tanken om endnu en pissesur og ligeglad sagsbehandler, men heldigvis har jeg fået lov at beholde hende her L.
Begrundelsen var at man havde vurderet at det ikke ville gavne mig positivt at få en ny socialrådgiver og jeg derfor holder vikaren indtil min faste socialrådgiver kommer tilbage fra barsel - hvis hun altså vender tilbage.. Jeg håber på en eller anden måde at hun ikke vender tilbage, jeg kan godt li' L.
L er en ældre dame eller.. hun er ældre end den gamle, en lille dame som smiler rigtig meget og som altid har en masse ting hun skriver ned. Den faste jeg normalvis har, er en ung og muligvis også ret ny i faget.. Jeg har haft mine kampe med den faste og er nu tryg ved vikaren som er imødekommende og som forstår hvad det vil sige at have en diagnose og være nød til at bo på et bosted for at overleve og lære at leve.

Jeg sidder og stirrer på medicinen.
Jeg ved godt at jeg har "brug for den" det siger lægerne og psykologen, selv min kontaktperson siger dette og jeg ved at hvis jeg springer over den så får jeg rigtig hurtigt meget dårligt indeni hovedet.
Det er svært at forklare hvad der sker, men det er som om at der kryber noget rundt derinde, små dyr der æder af min hjerne og jeg kan høre deres gnaskeri og de små ben der kryber rundt.
Jeg bliver forfærdelig bange - ikke kun for det indeni hovedet, men også for verdenen.
Medicinen kan hjælpe lidt på dette og uden ville jeg kravle under dynen og gemme mig langt væk indtil jeg blev så bange at jeg ville forsøge at forsvinde fra verdenen.
De triste tanker som jeg har kæmpet med i mange år, bliver kaldt et symptom - som man først mente ikke kunne medicineres væk, men nu får jeg anti depressiv medicin i håb om at tristheden letter lidt.
Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde over dette, for det har ikke hjulpet på tristheden men tilgengæld græder jeg ikke hele tiden så noget må det have hjulpet.
Jeg ruller pillerne rundt i håndfladen og ligger dem på bordet, så tager jeg dem op igen og kigger nøje på dem og så tæller jeg til 3.. 1-2-3 og sluger lortet.. det ville jeg normalvis gøre, og normalvis ville der være personale omkring mig imens jeg tager dem men personalet var optaget af telefoner og overlap med nattevagten, så jeg listede væk med pillerne..
Men jeg skal nok tage dem, det lover jeg mig selv og tænker samtidig at jeg er nød til at snakke med min KP om det i morgen når hun møder ind på vagt igen..

I går var der to damer på besøg.
De kommer fra Pomona huset (tror jeg nok det hedder) et slags bosted for spiseforstyrrede.
Bostedet hvor jeg bor, mente at det var på tide at få VISO på banen i forhold til maden og så kom VISO med de her to damer.
Jeg har mødt dem 3 gange indtil videre og jeg ville faktisk ønske at de arbejdede her.
Jeg føler mig så forstået når jeg snakker med dem, de kender tankerne og følelserne jeg kæmper med hver eneste dag og de forstår mig.
De kommer igen til den nok sidste samtale i Juni, og så skal de lave en vurdering af mine behov og hvor personalet her på mit bosted kan hjælpe.
Jeg frygter hvad de kommer frem til, jeg ved at mit bosted ikke er klædt på til den slags og at jeg vil ende i nogle diskussioner om maden når først de begynder at presse på.
Jeg er splittet.
En del af mig ønsker at få den hjælp til at få kontrol over maden igen og samtidig så magter jeg ikke kampen og venter egentlig bare på at ja.. jeg ved ikke hvad jeg venter på.
Prøver at snakke med min KP om det men jeg får ikke sagt det jeg gerne ville og nu hvor jeg skriver her, så ved jeg ikke engang hvad jeg ville sige til hende eller nogen andre.

Jeg sluger medicinen og tænker på at jeg skal op i morgen tidlig og i gang.
Jeg har en aftale med nogle af personalerne om at jeg skal arbejde i haven.
Det er den bedste strategi, hvert fald indtil videre - det der med at grave et hul indtil jeg bliver så træt at jeg ikke engang kan balancere på mine fødder.
Samtidig kan jeg gå og passe mig selv - lige indtil angsten kommer og jeg må krybe tilbage i min lejlighed.. Men det er okay..
Det er okay at trække sig, det tror jeg psykologen ville sige - jeg må bare ikke trække mig for altid.
Lige netop det dér med at trække sig for altid er en tanke der vender tilbage.
Måske er det bare ikke alle der er skabt til at bevæge sig imellem andre mennesker, måske er vi bare nogen der har det bedre med ensomheden - for ensomhed behøver ikke være negativt.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar