En underlig dag.

Træthedens vægt tynger mig ned,
den tvinger mig i knæ.
Jeg kæmper for at holde øjnene åbne,

men der er ingen kræfter tilbage.
Jeg kravler under dynen og håber på at falde i søvn;
men angsten flår dynen af mig og tvinger mig ud.

Jeg har mærket en hel del til trætheden i dag, mere end normalt.
Det er som om der ikke er en eneste dråbe energi i min krop.
Har kravlet i seng og kravlet ud flere gange end hvad der kan tælles på to hænder.
Kan ikke holde uroen ud, kan ikke holde angsten ud.
Men jeg er nød til at sove, jeg er nød til at få ro.
Det er som om dagen er forsvundet i tåger og hvis nogen spurgte hvad jeg havde foretaget mig i dag så ville jeg ikke kunne svare, hvilket gør mig endnu mere urolig.
Vil gerne sove og alligevel tør jeg ikke.
Mit sind er forvirrende og skræmmende, men jeg holder hovedet højt.
- Det er man nød til når ens indre er ved at slå en ihjel.