Stilheden..

Jeg gemmer mig under dynen.
Trækker puden op til munden og kvæler lyden i den.
Hjertet banker og det samme gør angsten.
Jeg kan ikke forklare det.
Jeg kan aldrig forklare det..

 

Her har været stille længe men ikke med min gode vilje.
Har forsøgt at skrive men alle mine indlæg bliver slettet igen.
Ordene vil ikke rigtig ud, jeg kan ikke rigtig forklare, det virker tåbeligt at forsøge.
Men nu skriver jeg, jeg forsøger.

Jeg kan ikke rigtig forklare hvordan jeg har det, det er som om ordene forsvinder indeni mig eller også er det mig selv der forsvinder i min egen forvirring.
Jeg har det ikke godt, det ved jeg men jeg kan ikke forklare hvordan eller hvorfor.
Medicinen virkede men så stoppede den med at virke og det er ikke logisk, jeg er ikke stoppet med at tage den som jeg tidligere har gjort, nej jeg har taget den hver eneste dag selvom det er en kamp.
Men det virker ikke ligeså godt som før og det mærkes tydeligt indeni.
Jeg er stille og så alligevel ikke, det er som om jeg befinder mig bag en væg og betragter verdenen igennem den, en tåget og mørk verden.
Jeg rammes af angsten flere gange om dagen og tristheden? den har aldrig været væk.
Selvmordstankerne flyver rundt og jeg prøver bare at komme igennem dagene.
Jeg orker intet.. jeg orker virkelig intet..

 

 

 

 

 

 

 

 



Forudsigeligt stormvejr.

Jeg mærker kvalmen, allerede da mine øjne slår op.
Jeg vil allerhelst blive liggende i sengen men jeg får ikke lov.
Tager et tæppe omkring mig og lister ud i morgensolen med en smøg.
Angsten kravler frem fra buskene og hilser pænt goddag.
Jeg ved at jeg er udfordret, allerede før jeg står i stormvejret..

 

 

Jeg var virkelig taknemmelig for at jeg havde valgt at tage et bad i går aftes.
Det betød at opgaverne her til morgen var få, men stadig krævende.
Jeg satte mig bag rettet i bilen, skruede op for musikken og lod gps'en føre vej.
Jeg skulle til barnedåb med min mor og bare tanken om kirken kunne få hårene til at rejse sig.
Vi ankom 15 minutter før og kirken var allerede proppet med mennesker, jeg rendte forvirret rundt men heldigvis vinkede min bror os over til en plads og så prøvede jeg bare at bevare roen.
Alting virkede til at gå godt, jeg følte at jeg havde nogenlunde kontrol over det hele.
Præsten talte om at være taknemmelig, at huske at sige tak hvilket jo er et rigtigt godt budskab der dog blev kvalt i forvirringen inde i mig.
Efter gudstjenesten skulle vi køre 30 minutter for at ankomme til "festen" bagefter.
Der blev serveret mad og jeg endte i en diskussion med min mor der ikke kunne forstå at det var umuligt for mig at spise noget, diskussionen endte ikke kun imellem min mor og jeg, men også mine brødre der alle var uforstående over for hvorfor jeg nægtede at spise noget.
Jeg fløj ud og røg den ene smøg efter den anden og imellem turene nippede jeg til en dåse sodavand.
Alting gik okay, sådan føltes det hvert fald til at starte med.
Men så skete dét, jeg mærkede muren ramme mig med topfart.
Min mor ville ikke hjem før vi havde fået kaffe og kage, folk strømmede ind i lokalet hvor vi sad og jeg var overvældet, alt for overvældet.
Jeg mærkede for alvor følelsen af at være ensom selvom jeg var omgivet af mennesker, jeg følte mig fjern og forsvundet, alt virkede så surrealistisk og så voldsomt.
Folks ord blev høje, larmen blev for overvældende og jeg blev fyldt med rekordfart.
Jeg kunne opsnappe samtaler fra alle ender af rummet som blev blandet sammen og jeg blev forfærdelig bange og så forfærdelig vred.. forvirret.
"Jo men der er noget med skizofreni" hører jeg en dame sige ovre ved det andet bord, "Jeg arbejder med sådan nogle" hører jeg en kvinde sige ved det tredje bord, "Ja det er jo interessant" hører jeg manden sige og så bliver alle ordene kædet sammen til EN samtale indeni mig og jeg blev så.. bange.
Jeg havde en overvældende fornemmelse af at folk omkring mig kunne høre hvad der foregik indeni mit hoved, at de talte om mig og at de grinte af mig.
Fornuften forsvandt fuldstændig, jeg kunne intet gøre.
Endte med at forlade alle gæsterne og min mor, kæmpede for at holde sammen indtil jeg sad inde i bilen og så brød verdenen sammen for mig.
Jeg kunne ikke stoppe med at græde og jeg følte at jeg gik fra hinanden.
Min svigerinde bankede på ruden og jeg åbnede døren, "er du okay?" spurgte hun og jeg kunne kun ryste på hovedet og så kæmpede jeg for at holde tårerne tilbage.
Hun gik og kort tid efter kom min bror med min mor og så kørte vi hjem.
Jeg var opfarende hele vejen hjem og slet ikke koncentreret, da vi endte hjemme skældte jeg ud og bad mine forældre om at lade mig være i fred, jeg kunne slet intet udover at kravle under dynen..

Nu er det så nogle timer siden, jeg sidder i min lejlighed nu og forsøger at finde ro nok til at falde i søvn.. alting er bare for meget, det har været for meget alt for længe.