Døden er skræmmende og ukontrollerbar.
Den fylder alt for meget i mine tanker og har gjort det et stykke tid.
Det er selvmordstankerne men så sandelig også tanken om andres død.
Mine forældre er oppe i årene efterhånden og tanken om at miste dem, piner mig voldsomt.
Jeg kan ikke styre tankerne eller bekymringerne og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.
Nogen gange tænker jeg at det ville være lettere hvis jeg døde først, så skulle jeg ikke forholde mig til deres død eller andre omkring mig og selvom at nogen siger at forældre ikke skal begrave deres eget barn så er tanken alligevel dragende og pisse skræmmende.
Jeg har forsøgt mange gange at tage livet af mig selv og selvom det er ved at være lang tid siden at jeg forsøgte sidst så har jeg bare enormt svært ved at slippe tanken.
Jeg skal snart op til min behandler på psyk og jeg er rædselsslagen for at hun vil sætte mig yderligere ned i medicin hvilket hun snakkede om sidst. Jeg er bange for mig selv og mine tanker.
Forsøger at holde gejsten oppe men sandheden er at jeg har flere og flere nætter hvor jeg langsomt falder i søvn imens tårerne triller. Døden fylder meget i de vågne timer og så sandelig også i søvnen.
Har ikke lyst til at fortælle nogen om disse tanker eller om hvordan jeg generelt har det.
Det er lettere at holde afstand end at skulle forholde mig til mit eget helvede..
