Sælger min sjæl til dæmonerne.

Det har været en lang nat med stemmerne og gulvet der gabte over mig.
Angsten rev og bed, tårerne løb og jeg var alene.
Vandrede i cirkler indtil jeg fik nok.
Jeg løb ud i natten uden at se mig tilbage.

Jeg stak af i natten men alting fulgte med.
Kørte igennem de mørke gader imens mine hænder blev svedige.
Kravlede ud af bilen og fik et vådt kys på kinden af min baby.
Min mor strøg mig over håret indtil jeg kravlede under dynen.
Søvnen forsvandt imens jeg forsøgte at kæmpe imod alt indeni.
Jeg nåede ikke mange timer i søvnens omfavnelse men de få timer var præget af mareridt alligevel så var taknemmelig for at vågne op til min behårede baby der lagde sig ved min side og logrede med halen, det var som om han vidste at jeg ikke var på toppen og han har stort set ikke ladt mig alene.
Her til aften har jeg så været nød til at køre hjem på bostedet igen men det er ikke med min gode vilje og allerede nu har jeg lyst til at skubbe dem alle væk og gemme mig under dynen.
Mine tanker kører deres eget løb og jeg kan ikke følge med selvom jeg gerne ville.
Hvor meget leponex skal der til for at føre mig ind i den evige søvn? hvis jeg nu topper den med seroquel også? Kan jeg skære mig så dybt at jeg langsomt forsvinder væk? det er skræmmende tanker men de er ikke nye dog alligevel voldsommere disse 2 dage og jeg føler mig voldsomt alene med dem selvom jeg ved at der står flere klar til at snakke med mig..
Min faste kontakt person kommer på mandag efter 3 ugers ferie og det er så til trængt at hun vender tilbage for jeg er et rod jeg ikke selv kan rydde op igen.



Endelig hjemme.. eller noget.

Jeg vandrer i cirkler imens tvivlen fylder mig.
Tasker og poser flyder over alt - er dette virkelig mit hjem?
Griner og snakker om alt andet end det der sker indeni.
Jeg er omgivet af folk men føler mig alligevel ensom.


Jeg er hjemme i min lejlighed igen, altså sårn for real.
Har været væk i næsten 2 uger og det føles ikke som om jeg er hjemme.
Har snakket og været social hele aftenen hvilket måske er godt nok - men nu sidder jeg så her foran skærmen alene med mine tanker og tvivl.
"Skal du have din medicin?" spørger personalet og jeg svarer "jeg har den nede i min lejlighed"
"Og så tager du den?".. "ja det skal jeg nok.." .. "Så skal du ikke brokke dig over at jeg ikke har set dig tage medicinen".. og her sidder jeg så og kan ikke overskue at pakke medicinen frem fra taskerne, faktisk ved jeg slet ikke hvor medicinen er - men jeg ved at jeg har en del medicin jeg ikke har fået taget.. Det ryger i lageret, det tror jeg ikke at der er nogen der er i tvivl om.
Har sat en film på skærmen og ryger smøger som om jeg ikke har røget i evigheder.
Ville ønske at min faste Kontaktperson var på arbejde - at hun var her til at modtage mig når jeg kom hjem men i stedet er det 2 andre som jeg er voldsomt i tvivl om.
Har brugt aftenen på at snakke med nogle af de andre beboere, 2 piger som jeg efterhånden begynder at finde en rytme med herude, udover at jeg ikke kan vise hvordan jeg har det.
Vi har snakket om psyk, ungdomspsyk og overgangen til voksen psyk og det bringer en masse ubehagelige minder op om den tid jeg havde på psyk og som jeg et eller andet sted har brug for at snakke om for at placere dem på den rette hylde men alligevel føler jeg mig tåbelig når jeg gerne vil snakke bælte fikseringer, medicin og modgang igennem. Altså jeg mener.. det er jo over 4 år siden at jeg havde noget med ungdomspsyk at gøre og så går det op for mig at jeg er blevet kastet rundt de sidste 4 år i et system der er så firkantet at jeg slet ikke føler at jeg kan passe ind.




Når det virker uendeligt..

Jeg kigger skiftevis på hende og en tavle fyldt med barnlige tegninger.
Når jeg får øjenkontakt med hende skynder jeg mig at kigge ned på gulvet.
Jeg er bange for at hun kan høre mine tanker, det må hun kunne så høje som de er.
Jeg vrider hænderne i hinanden og forsøger at finde noget interessant at sige  men jeg kan ikke sige noget, kun småfnise usikkert. Jeg forventer at hun siger noget men det sker ikke og så sidder vi i stilheden og jeg ville helst slutte samtalen før angsten kom buldrende igennem mig,

Jeg har været hos psykologen i dag.
Min kontaktperson og jeg kørte den sædvanlige tur mod vejle imens jeg forsøger at samle mod til at sige noget højt men det er svært når jeg ikke engang er helt sikker på hvad jeg skal sige.
Samtalen hos psykologen var færdig efter 30 minutter, det var vist mig der stoppede samtalen, jeg mistede fokus og jeg kunne ikke holde ud at være på.
En måge fløj forbi vinduet og stjal mit fokus og så var det som om jeg pludselig forsvandt fra samtalen. Jeg kunne se psykologen og min kontaktperson men jeg kunne ikke sige noget.
Det er efterhånden nogle timer siden at vi var til samtalen og jeg husker meget lidt af samtalen, faktisk er det eneste jeg sårn kan huske lige nu, mågen der fløj forbi vinduet og at jeg måske aldrig slipper af med den her udflydende fornemmelse som præger mine dage.
Jeg gik i seng da vi kom retur til bostedet, flad og udmattet men alligevel var søvnen ikke sådan lige til at blive lullet ind i.


Mærkelige tanker fylder mit indre, angsten kommer krybende ud af væggene og jeg forsøger desperat at rydde op og gøre rent, det er et åndsvagt forsøg på at finde ro.
Aftenvagterne har ikke været til nogen gavn og medicinen ligger i bunden af min lomme.
Jeg ville græde lige nu hvis jeg kunne men tårerne kommer ikke.
Jeg hører deres kalden og deres råb men jeg er for træt, jeg er for udmattet.
Tanken om at det en dag skulle blive bedre er svært at holde fast i.
Min lejlighed forvandles til et spøgelseshus hvor væggene truer med at kvæle mig.
Gulvet føles som géle og jeg hopper desperat for at undgå at blive opslugt.
Jeg forsøger med kædedynen, jeg forsøger med ballstick bolden men jeg kan ikke være i det.

Jeg føler mig opslugt af mit indre mørke imens jeg samtidig forsøger at balancere herude.
Jeg skjuler alt elendigheden indeni og det er som en tung last på mine skuldre.
Min kontaktperson har 3 ugers ferie fra søndag og jeg er faktisk bange..
Lukker mig inde, trækker hætten over hovedet og prøver at berolige mig selv.
Hvis bare dé vidste hvad der sker bag den lukkede dør, så ville de nok forstå.
Men ingen kigger bag den lukkede dør og her leger jeg med skyggerne og springer rundt.
Jeg bløder.. og jeg er ødelagt.

 

Lad mig blot sove, lad mig forsvinde ind i drømmenes rige.
Jeg holder ikke til alt ondskaben, jeg holder ikke til alt den pine.
Det gør for ondt at trække vejret og jeg bliver frustreret.
Jeg kaster bolde op i luften i et forsøg på at være "normal" men det virker ikke og så bliver jeg stresset og så bliver alting værre og værre. Lær mig at balancere, Lær mig at leve, Lær mig at gribe boldene og lær mig at det er okay at be om hjælp.
Jeg klarer det ikke alene men alligevel skubber jeg dem væk.



Er det trætheden eller..?

Mit overskud er i bund. Jeg føler mig helt kold og forsvundet. Trætheden er massiv disse dage og jeg tænker ikke at det er medicinen men noget indeni mig som har givet op. Er flygtet hjem til mine forældre men selv her er det svært at være til.

Har ikke lyst til at vende tilbage til lejligheden men har heller ikke lyst til at være her. Fjernsynet kører 24/7 men intet kan fange min opmærksomhed sårn rigtigt. Det er en slags støj men opfanger slet ikke hvad der foregår.

Skal til fødselsdag på mandag og orker ikke at være på og være til. Heldigvis kommer min kontaktperson på arbejde mandag aften og et kram fra hende kan forhåbentligt ryste lidt på plads igen.

Skal på lejren i midten af juli og jeg er spændt men samtidig vildt skræmt. Vi skal langt væk og det er fra torsdag til søndag og jeg ved sgu ikke lige.. Syntes fandme det er svært