Jeg vandrer i cirkler imens tvivlen fylder mig.
Tasker og poser flyder over alt - er dette virkelig mit hjem?
Griner og snakker om alt andet end det der sker indeni.
Jeg er omgivet af folk men føler mig alligevel ensom.
Jeg er hjemme i min lejlighed igen, altså sårn for real.
Har været væk i næsten 2 uger og det føles ikke som om jeg er hjemme.
Har snakket og været social hele aftenen hvilket måske er godt nok - men nu sidder jeg så her foran skærmen alene med mine tanker og tvivl.
"Skal du have din medicin?" spørger personalet og jeg svarer "jeg har den nede i min lejlighed"
"Og så tager du den?".. "ja det skal jeg nok.." .. "Så skal du ikke brokke dig over at jeg ikke har set dig tage medicinen".. og her sidder jeg så og kan ikke overskue at pakke medicinen frem fra taskerne, faktisk ved jeg slet ikke hvor medicinen er - men jeg ved at jeg har en del medicin jeg ikke har fået taget.. Det ryger i lageret, det tror jeg ikke at der er nogen der er i tvivl om.
Har sat en film på skærmen og ryger smøger som om jeg ikke har røget i evigheder.
Ville ønske at min faste Kontaktperson var på arbejde - at hun var her til at modtage mig når jeg kom hjem men i stedet er det 2 andre som jeg er voldsomt i tvivl om.
Har brugt aftenen på at snakke med nogle af de andre beboere, 2 piger som jeg efterhånden begynder at finde en rytme med herude, udover at jeg ikke kan vise hvordan jeg har det.
Vi har snakket om psyk, ungdomspsyk og overgangen til voksen psyk og det bringer en masse ubehagelige minder op om den tid jeg havde på psyk og som jeg et eller andet sted har brug for at snakke om for at placere dem på den rette hylde men alligevel føler jeg mig tåbelig når jeg gerne vil snakke bælte fikseringer, medicin og modgang igennem. Altså jeg mener.. det er jo over 4 år siden at jeg havde noget med ungdomspsyk at gøre og så går det op for mig at jeg er blevet kastet rundt de sidste 4 år i et system der er så firkantet at jeg slet ikke føler at jeg kan passe ind.
Tasker og poser flyder over alt - er dette virkelig mit hjem?
Griner og snakker om alt andet end det der sker indeni.
Jeg er omgivet af folk men føler mig alligevel ensom.
Jeg er hjemme i min lejlighed igen, altså sårn for real.
Har været væk i næsten 2 uger og det føles ikke som om jeg er hjemme.
Har snakket og været social hele aftenen hvilket måske er godt nok - men nu sidder jeg så her foran skærmen alene med mine tanker og tvivl.
"Skal du have din medicin?" spørger personalet og jeg svarer "jeg har den nede i min lejlighed"
"Og så tager du den?".. "ja det skal jeg nok.." .. "Så skal du ikke brokke dig over at jeg ikke har set dig tage medicinen".. og her sidder jeg så og kan ikke overskue at pakke medicinen frem fra taskerne, faktisk ved jeg slet ikke hvor medicinen er - men jeg ved at jeg har en del medicin jeg ikke har fået taget.. Det ryger i lageret, det tror jeg ikke at der er nogen der er i tvivl om.
Har sat en film på skærmen og ryger smøger som om jeg ikke har røget i evigheder.
Ville ønske at min faste Kontaktperson var på arbejde - at hun var her til at modtage mig når jeg kom hjem men i stedet er det 2 andre som jeg er voldsomt i tvivl om.
Har brugt aftenen på at snakke med nogle af de andre beboere, 2 piger som jeg efterhånden begynder at finde en rytme med herude, udover at jeg ikke kan vise hvordan jeg har det.
Vi har snakket om psyk, ungdomspsyk og overgangen til voksen psyk og det bringer en masse ubehagelige minder op om den tid jeg havde på psyk og som jeg et eller andet sted har brug for at snakke om for at placere dem på den rette hylde men alligevel føler jeg mig tåbelig når jeg gerne vil snakke bælte fikseringer, medicin og modgang igennem. Altså jeg mener.. det er jo over 4 år siden at jeg havde noget med ungdomspsyk at gøre og så går det op for mig at jeg er blevet kastet rundt de sidste 4 år i et system der er så firkantet at jeg slet ikke føler at jeg kan passe ind.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar