Når det virker uendeligt..

Jeg kigger skiftevis på hende og en tavle fyldt med barnlige tegninger.
Når jeg får øjenkontakt med hende skynder jeg mig at kigge ned på gulvet.
Jeg er bange for at hun kan høre mine tanker, det må hun kunne så høje som de er.
Jeg vrider hænderne i hinanden og forsøger at finde noget interessant at sige  men jeg kan ikke sige noget, kun småfnise usikkert. Jeg forventer at hun siger noget men det sker ikke og så sidder vi i stilheden og jeg ville helst slutte samtalen før angsten kom buldrende igennem mig,

Jeg har været hos psykologen i dag.
Min kontaktperson og jeg kørte den sædvanlige tur mod vejle imens jeg forsøger at samle mod til at sige noget højt men det er svært når jeg ikke engang er helt sikker på hvad jeg skal sige.
Samtalen hos psykologen var færdig efter 30 minutter, det var vist mig der stoppede samtalen, jeg mistede fokus og jeg kunne ikke holde ud at være på.
En måge fløj forbi vinduet og stjal mit fokus og så var det som om jeg pludselig forsvandt fra samtalen. Jeg kunne se psykologen og min kontaktperson men jeg kunne ikke sige noget.
Det er efterhånden nogle timer siden at vi var til samtalen og jeg husker meget lidt af samtalen, faktisk er det eneste jeg sårn kan huske lige nu, mågen der fløj forbi vinduet og at jeg måske aldrig slipper af med den her udflydende fornemmelse som præger mine dage.
Jeg gik i seng da vi kom retur til bostedet, flad og udmattet men alligevel var søvnen ikke sådan lige til at blive lullet ind i.


Mærkelige tanker fylder mit indre, angsten kommer krybende ud af væggene og jeg forsøger desperat at rydde op og gøre rent, det er et åndsvagt forsøg på at finde ro.
Aftenvagterne har ikke været til nogen gavn og medicinen ligger i bunden af min lomme.
Jeg ville græde lige nu hvis jeg kunne men tårerne kommer ikke.
Jeg hører deres kalden og deres råb men jeg er for træt, jeg er for udmattet.
Tanken om at det en dag skulle blive bedre er svært at holde fast i.
Min lejlighed forvandles til et spøgelseshus hvor væggene truer med at kvæle mig.
Gulvet føles som géle og jeg hopper desperat for at undgå at blive opslugt.
Jeg forsøger med kædedynen, jeg forsøger med ballstick bolden men jeg kan ikke være i det.

Jeg føler mig opslugt af mit indre mørke imens jeg samtidig forsøger at balancere herude.
Jeg skjuler alt elendigheden indeni og det er som en tung last på mine skuldre.
Min kontaktperson har 3 ugers ferie fra søndag og jeg er faktisk bange..
Lukker mig inde, trækker hætten over hovedet og prøver at berolige mig selv.
Hvis bare dé vidste hvad der sker bag den lukkede dør, så ville de nok forstå.
Men ingen kigger bag den lukkede dør og her leger jeg med skyggerne og springer rundt.
Jeg bløder.. og jeg er ødelagt.

 

Lad mig blot sove, lad mig forsvinde ind i drømmenes rige.
Jeg holder ikke til alt ondskaben, jeg holder ikke til alt den pine.
Det gør for ondt at trække vejret og jeg bliver frustreret.
Jeg kaster bolde op i luften i et forsøg på at være "normal" men det virker ikke og så bliver jeg stresset og så bliver alting værre og værre. Lær mig at balancere, Lær mig at leve, Lær mig at gribe boldene og lær mig at det er okay at be om hjælp.
Jeg klarer det ikke alene men alligevel skubber jeg dem væk.