Jeg har boet her på bostedet i snart 4,5 år.
Jeg er efterhånden blevet vant til rutiner og regler.
Jeg snakker med det meste af personalet efterhånden men netop dette blog indlæg handler om det "åbne brev" jeg ville vise personalet hvis jeg kunne.
Alt i alt kommer dette brev af det kaos der hersker indeni og de ting jeg ville sige højt hvis jeg kunne og måtte.
Kære personale her på bostedet.
Der er så mange ord der aldrig kommer ud, der er så mange tanker der forbliver stille.
Jeg ville ønske at jeg kunne åbne min mund og fortæller om det kaos der hersker indeni, jeg ville så gerne kunne sætte ord på stormvejret uden at blive bange.
Jeg er efterhånden blevet vant til rutiner og regler.
Jeg snakker med det meste af personalet efterhånden men netop dette blog indlæg handler om det "åbne brev" jeg ville vise personalet hvis jeg kunne.
Alt i alt kommer dette brev af det kaos der hersker indeni og de ting jeg ville sige højt hvis jeg kunne og måtte.
Kære personale her på bostedet.
Der er så mange ord der aldrig kommer ud, der er så mange tanker der forbliver stille.
Jeg ville ønske at jeg kunne åbne min mund og fortæller om det kaos der hersker indeni, jeg ville så gerne kunne sætte ord på stormvejret uden at blive bange.
Jeg ville gerne italesætte alt hvad der foregår men jeg er bange, jeg er flov, jeg er et meget lille menneske der er så bange og utryg selvom i har været omkring mig så længe.
Jeg er vokset op i en familie hvor jeg alt for tidligt var hende "den voksne"
Jeg var i klassen kendt som hende der aldrig græd men hende som tog sig af alle andre.
Jeg lærte tidligt at være stærk og at jeg kunne klare mig selv - også selvom det ikke var de bedste måder at komme igennem tingene på, men så længe jeg klarede mig selv så var det ligemeget.
Jeg frygtede hjælpen for jeg vidste at jeg ville blive kastet ud i en orkan jeg ikke selv kunne kontrollere. Jeg vidste at der var noget galt med mig men ingen sagde noget, alt blev fejet under tæppet og jeg fik lov at styre direkte ind i mørket uden noget lys til at guide mig igennem.
Jeg har lært mig selv at overleve men jeg har aldrig lært at leve..
Jeg er vokset op i en familie hvor jeg alt for tidligt var hende "den voksne"
Jeg var i klassen kendt som hende der aldrig græd men hende som tog sig af alle andre.
Jeg lærte tidligt at være stærk og at jeg kunne klare mig selv - også selvom det ikke var de bedste måder at komme igennem tingene på, men så længe jeg klarede mig selv så var det ligemeget.
Jeg frygtede hjælpen for jeg vidste at jeg ville blive kastet ud i en orkan jeg ikke selv kunne kontrollere. Jeg vidste at der var noget galt med mig men ingen sagde noget, alt blev fejet under tæppet og jeg fik lov at styre direkte ind i mørket uden noget lys til at guide mig igennem.
Jeg har lært mig selv at overleve men jeg har aldrig lært at leve..
"Jeg ønsker ikke at leve mere" ville jeg ønske jeg kunne sige højt så jeg ikke var så alene med disse tanker, men jeg er bange for at sige det højt for jeg ville ikke kunne bære at i opgav.
I ville ikke kunne ændre noget men kun klappe mig ovenpå hovedet og sige "det var da træls! du får det bedre i morgen" men sandheden er at hver eneste dag er fyldt med mørke selvmordstanker som jeg efterhånden betragter som en kronisk tilstand jeg ikke kan forlade nogensinde.
I aner ikke hvor hårdt dét er at hver eneste dag er fyldt med tanker som "jeg burde tage alle pillerne".."gad vide hvor meget medicin jeg skal tage for at forsvinde".. "hvis jeg nu springer ud foran den bil, dør jeg så?" og så mange andre hårde og skrækkelige tanker.
Jeg ville ønske jeg kunne sige det højt, for måske ville det betyde at jeg ikke følte mig så alene med dem men samtidig ved jeg slet ikke hvad i skulle gøre for at "redde mig" for kan nogen overhovedet redde mig? eller er det bare min skæbne at knække sammen og gøre det slut?
Stemmerne mejsler deres ord fast indeni mit hoved. De griner og snakker, de kommenterer på mig, på det der sker omkring mig, på jer og der er aldrig helt ro fra dem.
Jeg må ikke tale om dem og selv dét at skrive om dem her, får dem til at krybe frem.
Jeg ville gerne kunne tale om stemmerne men jeg må ikke og indeni hersker der et hav i voldsom uro.
Jeg føler mig latterlig når jeg forsøger at tale om dem, jeg føler mig "syg" når jeg forsøger at sige det højt og jeg føler mig så.. så ødelagt.
Jeg ville så gerne snakke om dem men jeg føler ikke at der er plads til dem, eller måske føler jeg bare ikke at det gør nogen forskel, og hvad skulle i egentlig gøre ved det? Jeg ville bare ønske at jeg ikke var så alene med dem og jeg ville ønske at jeg kunne finde en måde at snakke om dem på uden at jeg efterfølgende skal tæskes til blod og føre kniven over min hud.
Jeg har mødt mange mennesker der har set mig som en stærk og omsorgsfuld pige, én med ben i næsen og med meget mod. Det er stærke ord som jeg slet ikke kan sætte på mig selv.
Jeg er i bund og grund et meget utrygt, bange, angst, trist menneske der kæmper for at finde ud af hvordan det føles at være GLAD. Jeg betragter mennesker omkring mig, forsøger at lære at føle noget andet end de hæslige ting men det er ikke noget man bare lige lærer, det tager tid, det har taget mig år og selvom folk tænker "hun griner jo!".. "hun pjatter!" .. så skulle de bare vide hvad der sker indeni. Jeg er som en kamæleon der skifter farve alt efter mine omgivelser. Jeg kan passe ind mange steder tror jeg men det betyder på ingen måde at det er rart for mig. Det er måske en slags overlevelses mekanisme at skifte farve men jeg ved også at den er farlig for jeg taber mig selv i det og kan slet ikke finde tilbage til noget holdbart - til gengæld bliver jeg vældig skidt og ligger mig ned.
Hanne er blevet en del af hverdagen for mig og for personalet. Vi har sat "mission morgenmad" på det daglige program og jeg kæmper hver dag for at komme igennem. Nogle syntes nok at det går "let" og "elegant" men indeni skriger alting. Jeg ville så gerne i talesætte alt det der sker men jeg føler mig flov og forkert. Jeg har det så svært med maden og imens medicinen gør sin del for at smadre alt kontrol, så gør Hanne den sidste del. Jeg er fed.. nej ikke bare fed.. jeg er FED! og ingen forstår det. Det er så angst provokerende og jeg har lyst til at lukke mig inde. Har ikke lyst til at mødes med nogen for jeg er så flov over mig selv! Jeg kunne græde over dette hver eneste dag og nat, men jeg holder vejret og kommer igennem dagene uden at få sagt et eneste ord om Hanne selvom hun er ligeså stressende som altid. Jeg hader morgen maden og jeg ville allerhelst slippe for det igen. Jeg er total angst provokeret over at VISO har været indover og at de snart skal retur på KK. Jeg kæmper en kamp og jeg ved ikke engang om det er MIG eller Hanne der styrer showet. Men jeg ville ønske at det var okay at snakke om, men jeg ved ikke hvordan.
Jeg virker nok til at have styr på alt omkring mig. Jeg får ryddet op, jeg får vasket tøj, jeg får handlet ind. Men kaos hersker stadig. Det er udsugende at ryddet op, det kræver al min energi - eller bliver gjort når jeg har brug for afledning. Alt kræver stor energi som jeg ikke har.
Får vasket tøj efter lang tids overtalelse fra mig. Jeg forsøger at undgå at handle, jeg forsøger generelt at undgå alt. Jeg ville helst blive i min lejlighed, lukke mig inde og gemme mig væk.
Orker ikke at skifte tøj, gå i bad, børste tænder eller bare være vågen. Måske virker jeg stærk men sandheden er at der indeni er et meget skrøbeligt barn der slet ikke kan balancere i det voksne liv.
Jeg ville ønske at jeg følte at det var "lovligt" at sige tingene højt. Jeg ville fortælle jer om insekterne der kryber ud om natten, når de kravler under huden. Jeg ville fortælle hvordan væggene pludselig kunne rykke sig tæt på og hvordan gulvet pludselig blev flydende og forsøgte at sluge mig.
Jeg ville fortælle hvordan jeres berøringer nogle gange gør mig så bange at jeg trækker mig helt.
Jeg ville fortælle hvor forvirret i gør mig med jeres ord og signaler.
Jeg ville ønske mig en hytte ude i skoven, langt langt væk fra alting.
Når i spørger hvad jeg har brug for, så er det eneste der kommer op i mit hoved, at jeg har brug for ro. Jeg har brug for at alle indtryk forsvinder. Jeg har brug for at solen ikke skærer i øjnene, at lydene ikke truer med at sprænge mine trommehinder. Jeg har brug for at farverne ikke gør mig svimmel og træt. Jeg ville bare være alene og langt væk. Jeg ville selv kunne kontrollere de ting der kommer indenfor.
Ville i springe ud fra broen hvis jeg bad jer om det? sikkert ikke.
For mig kan medicinen betyde det samme, at den er en ond handling som personalet gør.
For mig kan medicinen være værre end døden eller en direkte opfordring til døden.
Jeg har svært ved at balancere i medicinen. Jeg vil gerne have den for at få det bedre - men er det for min skyld at jeg tager den eller sidder der en læge derude og gnider sig i hænderne over at de nu har den fulde kontrol over mig og mine tanker? det gør mig bange og usikker.
Jeg ville pakke en rygsæk og flygte ud i mørket. Jeg ville være ligeglad med politiet der søger med hunde og lygter. Jeg ville løbe over togskinnerne hvis det betød at jeg kunne få fred. Jeg er så splittet.
Jeg vil væk - måske ønsker jeg ikke at dø men jeg har bare ikke lyst til at leve.
Jeg hænger i en tynd tråd mellem liv og død. Ingen ved dog hvor jeg ender.
Jeg ville ønske jeg kunne sætte ord på hvad der foregår indeni mig. Jeg ville ønske at jeg kunne sige "hjælp" men jeg er bange for at tage imod de hænder som rækker ud.
Hver eneste dag er en prøvelse og en test, men jeg står alene med resultatet.
Jeg ville bare ønske.. at jeg kunne sige det højt uden at føle mig flov og forkert.
Jeg føler mig så tosset når jeg forsøger, jeg er bange for at i ikke forstår, og hvordan skulle i egentlig kunne forstå når i aldrig har prøvet det? jeg ved det ikke.. jeg ville bare ønske at der var bedring i sigte.
-
I ville ikke kunne ændre noget men kun klappe mig ovenpå hovedet og sige "det var da træls! du får det bedre i morgen" men sandheden er at hver eneste dag er fyldt med mørke selvmordstanker som jeg efterhånden betragter som en kronisk tilstand jeg ikke kan forlade nogensinde.
I aner ikke hvor hårdt dét er at hver eneste dag er fyldt med tanker som "jeg burde tage alle pillerne".."gad vide hvor meget medicin jeg skal tage for at forsvinde".. "hvis jeg nu springer ud foran den bil, dør jeg så?" og så mange andre hårde og skrækkelige tanker.
Jeg ville ønske jeg kunne sige det højt, for måske ville det betyde at jeg ikke følte mig så alene med dem men samtidig ved jeg slet ikke hvad i skulle gøre for at "redde mig" for kan nogen overhovedet redde mig? eller er det bare min skæbne at knække sammen og gøre det slut?
Stemmerne mejsler deres ord fast indeni mit hoved. De griner og snakker, de kommenterer på mig, på det der sker omkring mig, på jer og der er aldrig helt ro fra dem.
Jeg må ikke tale om dem og selv dét at skrive om dem her, får dem til at krybe frem.
Jeg ville gerne kunne tale om stemmerne men jeg må ikke og indeni hersker der et hav i voldsom uro.
Jeg føler mig latterlig når jeg forsøger at tale om dem, jeg føler mig "syg" når jeg forsøger at sige det højt og jeg føler mig så.. så ødelagt.
Jeg ville så gerne snakke om dem men jeg føler ikke at der er plads til dem, eller måske føler jeg bare ikke at det gør nogen forskel, og hvad skulle i egentlig gøre ved det? Jeg ville bare ønske at jeg ikke var så alene med dem og jeg ville ønske at jeg kunne finde en måde at snakke om dem på uden at jeg efterfølgende skal tæskes til blod og føre kniven over min hud.
Jeg har mødt mange mennesker der har set mig som en stærk og omsorgsfuld pige, én med ben i næsen og med meget mod. Det er stærke ord som jeg slet ikke kan sætte på mig selv.
Jeg er i bund og grund et meget utrygt, bange, angst, trist menneske der kæmper for at finde ud af hvordan det føles at være GLAD. Jeg betragter mennesker omkring mig, forsøger at lære at føle noget andet end de hæslige ting men det er ikke noget man bare lige lærer, det tager tid, det har taget mig år og selvom folk tænker "hun griner jo!".. "hun pjatter!" .. så skulle de bare vide hvad der sker indeni. Jeg er som en kamæleon der skifter farve alt efter mine omgivelser. Jeg kan passe ind mange steder tror jeg men det betyder på ingen måde at det er rart for mig. Det er måske en slags overlevelses mekanisme at skifte farve men jeg ved også at den er farlig for jeg taber mig selv i det og kan slet ikke finde tilbage til noget holdbart - til gengæld bliver jeg vældig skidt og ligger mig ned.
Hanne er blevet en del af hverdagen for mig og for personalet. Vi har sat "mission morgenmad" på det daglige program og jeg kæmper hver dag for at komme igennem. Nogle syntes nok at det går "let" og "elegant" men indeni skriger alting. Jeg ville så gerne i talesætte alt det der sker men jeg føler mig flov og forkert. Jeg har det så svært med maden og imens medicinen gør sin del for at smadre alt kontrol, så gør Hanne den sidste del. Jeg er fed.. nej ikke bare fed.. jeg er FED! og ingen forstår det. Det er så angst provokerende og jeg har lyst til at lukke mig inde. Har ikke lyst til at mødes med nogen for jeg er så flov over mig selv! Jeg kunne græde over dette hver eneste dag og nat, men jeg holder vejret og kommer igennem dagene uden at få sagt et eneste ord om Hanne selvom hun er ligeså stressende som altid. Jeg hader morgen maden og jeg ville allerhelst slippe for det igen. Jeg er total angst provokeret over at VISO har været indover og at de snart skal retur på KK. Jeg kæmper en kamp og jeg ved ikke engang om det er MIG eller Hanne der styrer showet. Men jeg ville ønske at det var okay at snakke om, men jeg ved ikke hvordan.
Jeg virker nok til at have styr på alt omkring mig. Jeg får ryddet op, jeg får vasket tøj, jeg får handlet ind. Men kaos hersker stadig. Det er udsugende at ryddet op, det kræver al min energi - eller bliver gjort når jeg har brug for afledning. Alt kræver stor energi som jeg ikke har.
Får vasket tøj efter lang tids overtalelse fra mig. Jeg forsøger at undgå at handle, jeg forsøger generelt at undgå alt. Jeg ville helst blive i min lejlighed, lukke mig inde og gemme mig væk.
Orker ikke at skifte tøj, gå i bad, børste tænder eller bare være vågen. Måske virker jeg stærk men sandheden er at der indeni er et meget skrøbeligt barn der slet ikke kan balancere i det voksne liv.
Jeg ville ønske at jeg følte at det var "lovligt" at sige tingene højt. Jeg ville fortælle jer om insekterne der kryber ud om natten, når de kravler under huden. Jeg ville fortælle hvordan væggene pludselig kunne rykke sig tæt på og hvordan gulvet pludselig blev flydende og forsøgte at sluge mig.
Jeg ville fortælle hvordan jeres berøringer nogle gange gør mig så bange at jeg trækker mig helt.
Jeg ville fortælle hvor forvirret i gør mig med jeres ord og signaler.
Jeg ville ønske mig en hytte ude i skoven, langt langt væk fra alting.
Når i spørger hvad jeg har brug for, så er det eneste der kommer op i mit hoved, at jeg har brug for ro. Jeg har brug for at alle indtryk forsvinder. Jeg har brug for at solen ikke skærer i øjnene, at lydene ikke truer med at sprænge mine trommehinder. Jeg har brug for at farverne ikke gør mig svimmel og træt. Jeg ville bare være alene og langt væk. Jeg ville selv kunne kontrollere de ting der kommer indenfor.
Ville i springe ud fra broen hvis jeg bad jer om det? sikkert ikke.
For mig kan medicinen betyde det samme, at den er en ond handling som personalet gør.
For mig kan medicinen være værre end døden eller en direkte opfordring til døden.
Jeg har svært ved at balancere i medicinen. Jeg vil gerne have den for at få det bedre - men er det for min skyld at jeg tager den eller sidder der en læge derude og gnider sig i hænderne over at de nu har den fulde kontrol over mig og mine tanker? det gør mig bange og usikker.
Jeg ville pakke en rygsæk og flygte ud i mørket. Jeg ville være ligeglad med politiet der søger med hunde og lygter. Jeg ville løbe over togskinnerne hvis det betød at jeg kunne få fred. Jeg er så splittet.
Jeg vil væk - måske ønsker jeg ikke at dø men jeg har bare ikke lyst til at leve.
Jeg hænger i en tynd tråd mellem liv og død. Ingen ved dog hvor jeg ender.
Jeg ville ønske jeg kunne sætte ord på hvad der foregår indeni mig. Jeg ville ønske at jeg kunne sige "hjælp" men jeg er bange for at tage imod de hænder som rækker ud.
Hver eneste dag er en prøvelse og en test, men jeg står alene med resultatet.
Jeg ville bare ønske.. at jeg kunne sige det højt uden at føle mig flov og forkert.
Jeg føler mig så tosset når jeg forsøger, jeg er bange for at i ikke forstår, og hvordan skulle i egentlig kunne forstå når i aldrig har prøvet det? jeg ved det ikke.. jeg ville bare ønske at der var bedring i sigte.
-
Ingen kommentarer:
Send en kommentar