Dét tvinger mig i knæ og forsøger at holde mig nede.
Mine dæmoner tigger mig om ikke at sige noget højt.
Har jeg solgt min sjæl til mørket? dét der tvinger mig ned.
Søger svar på angsten men ordene kommer aldrig ud.
Jeg sidder i min lejlighed.
Smøgerne sender små røg signaler op men ingen ser dem.
Lyset river i mine øjne og søvnens rige kalder.
I morgen skal jeg sidde på den hårde stol og forsøge at snakke med min behandler.
Det er som om der skal ske store forandringer og alligevel ved jeg ikke hvilke ord der kommer ud.
Måske skal medicinen ændres, måske skal jeg bare acceptere de trælse ting.
Jeg orker ikke at ligge mig i sengen men jeg orker heller ikke at holde mig vågen.
Har snakket med 2 af de andre beboere her på stedet. De siger det jeg frygtede at høre "du er her jo heller ikke så meget" og straks begynder angsten. Måske syntes personalet at jeg er for ofte væk og at jeg intet får ud af at bo her, måske tænker de at jeg kan klare mig selv i det her kaos men jeg kan jo for helvede ikke flytte hjem til mine forældre. Hvis jeg kunne finde strategier til at opholde mig i lejligheden uden angst så ville jeg være glad. Hvis nogen kunne fortælle mig hvordan jeg skal kunne holde ud at være i min lejlighed så ville jeg være glad, men alle er stille og ingen ved rigtig hvordan de skal gribe tingene an. Jeg ved bare at jeg frygter at skulle flytte alt for tidligt og noget indeni mig siger at jeg snart ryger på porten fordi jeg aldrig er hjemme.
Mine dæmoner tigger mig om ikke at sige noget højt.
Har jeg solgt min sjæl til mørket? dét der tvinger mig ned.
Søger svar på angsten men ordene kommer aldrig ud.
Jeg sidder i min lejlighed.
Smøgerne sender små røg signaler op men ingen ser dem.
Lyset river i mine øjne og søvnens rige kalder.
I morgen skal jeg sidde på den hårde stol og forsøge at snakke med min behandler.
Det er som om der skal ske store forandringer og alligevel ved jeg ikke hvilke ord der kommer ud.
Måske skal medicinen ændres, måske skal jeg bare acceptere de trælse ting.
Jeg orker ikke at ligge mig i sengen men jeg orker heller ikke at holde mig vågen.
Har snakket med 2 af de andre beboere her på stedet. De siger det jeg frygtede at høre "du er her jo heller ikke så meget" og straks begynder angsten. Måske syntes personalet at jeg er for ofte væk og at jeg intet får ud af at bo her, måske tænker de at jeg kan klare mig selv i det her kaos men jeg kan jo for helvede ikke flytte hjem til mine forældre. Hvis jeg kunne finde strategier til at opholde mig i lejligheden uden angst så ville jeg være glad. Hvis nogen kunne fortælle mig hvordan jeg skal kunne holde ud at være i min lejlighed så ville jeg være glad, men alle er stille og ingen ved rigtig hvordan de skal gribe tingene an. Jeg ved bare at jeg frygter at skulle flytte alt for tidligt og noget indeni mig siger at jeg snart ryger på porten fordi jeg aldrig er hjemme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar