"Du virker distræt".. "er der noget i vejen?".. "du virker ikke til at være til stede"
Mit eneste svar er "Jeg ved det sgu ikke lige"
Jeg holder vejret og lukker mine øjne men tankerne kører stadig.
Jeg ville gerne sige det højt men jeg er tom for ord, sådan er det altid.
Mit eneste svar er "Jeg ved det sgu ikke lige"
Jeg holder vejret og lukker mine øjne men tankerne kører stadig.
Jeg ville gerne sige det højt men jeg er tom for ord, sådan er det altid.
Jeg ved sgu ikke lige hvad der foregår. Har det som om jeg er fanget i min egen verden.
Kæresten har bemærket at jeg er distræt, min far siger jeg er stille og min mor brokker sig over at jeg altid er træt - det er min eneste undskyldning "jeg er bare træt.."
Jeg har svært ved at sige det højt selvom jeg har gode mennesker omkring mig.
I går sagde aftenvagten at jeg altid kunne sige til hvis jeg havde brug for noget, om det så bare var at få vasket tøj eller ryddet op. Men jeg har ikke lyst til at lukke dem ind i min lejlighed.
Den eneste der får lov er min faste kp, trygheden. Det har taget noget tid at gå med til at hun kan hjælpe med at få styr på det kaos der hersker ude omkring mig.
Jeg tager min medicin og det hjælper også, men ikke ligeså meget som ønsket og jeg ved at lægerne ikke kan gøre mere for mig - de har forsøgt og jeg er ligesom landet her.
Jeg ville gerne sige "nej jeg har det ikke godt" men der er mange på bostedet der har det værre og jeg gemmer mig væk og forsøger at lære mig selv at være i lejligheden uden at angsten og uden at væggene kvæler mig, hvilket ikke lykkedes så godt i øjeblikket.
Der er kaos på bostedet, folk flytter, folk bliver indlagt, folk har det skidt og jeg har rigtig rigtig svært ved alt det kaos der hersker her. Nogle gange overvejer jeg at pakke min rygsæk og løbe ud i skoven men jeg er pisse bange for mørket og hvad der gemmer sig i det så jeg kryber i stedet under dynen og tæller til 100 - igen og igen. Mangler min hule, mangler at føle mig tryg, ville gerne undgå angsten der kommer i og udenfor min lejlighed. Jeg vil allerhelst bare have det godt uden at tænke over hvordan døden så pludselig kan rive én væk. Det er hårdt.. men jeg står op.. indtil videre da.
I går sagde aftenvagten at jeg altid kunne sige til hvis jeg havde brug for noget, om det så bare var at få vasket tøj eller ryddet op. Men jeg har ikke lyst til at lukke dem ind i min lejlighed.
Den eneste der får lov er min faste kp, trygheden. Det har taget noget tid at gå med til at hun kan hjælpe med at få styr på det kaos der hersker ude omkring mig.
Jeg tager min medicin og det hjælper også, men ikke ligeså meget som ønsket og jeg ved at lægerne ikke kan gøre mere for mig - de har forsøgt og jeg er ligesom landet her.
Jeg ville gerne sige "nej jeg har det ikke godt" men der er mange på bostedet der har det værre og jeg gemmer mig væk og forsøger at lære mig selv at være i lejligheden uden at angsten og uden at væggene kvæler mig, hvilket ikke lykkedes så godt i øjeblikket.
Der er kaos på bostedet, folk flytter, folk bliver indlagt, folk har det skidt og jeg har rigtig rigtig svært ved alt det kaos der hersker her. Nogle gange overvejer jeg at pakke min rygsæk og løbe ud i skoven men jeg er pisse bange for mørket og hvad der gemmer sig i det så jeg kryber i stedet under dynen og tæller til 100 - igen og igen. Mangler min hule, mangler at føle mig tryg, ville gerne undgå angsten der kommer i og udenfor min lejlighed. Jeg vil allerhelst bare have det godt uden at tænke over hvordan døden så pludselig kan rive én væk. Det er hårdt.. men jeg står op.. indtil videre da.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar