Jeg er lige nu på ferie med mine forældre. Det var ikke med min gode vilje at tage afsted da jeg ikke har haft det super godt det sidste stykke tid men her sidder jeg alligevel i et koldt sommerhus og stirrer modløs på fjernsynet som er det eneste spændende her i huset. Jeg besluttede mig før jeg tog afsted at skrive mine tanker og oplevelser ned undervejs på ferien. Det bliver meget konkret og lige på - ikke så meget forklaring men forhåbentligt kan det hjælpe mig med at smide tankerne ud til højre.
Morgen stund..
Jeg stod op som den første i huset. Jeg vågnede af solens stråler i mit ansigt og af larm udenfor.
Jeg listede ned af trappen og prøvede at lokalisere larmen men det var som om at Københavns Hovedbanegård havde flyttet sig til vores hus. Kiggede ud af vinduerne, listede ud i vores lille gårdhave og rundt i huset men larmen var over alt.
Jeg opgav og kravlede under kædedynen igen, puden blev holdt imod hovedet men det hjalp ikke.
Opgav og stod op selvom jeg var voldsomt træt... Larmen forsvandt først noget tid efter mine forældre var stået helt op.
* skulle ned med skrald.
Jeg stod foran affalds containeren og brugte mange minutter på at spekulere over om personalet her tjekkede poserne igennem og om det der var i posen ikke måtte komme i den container.
Tænk hvis personaler ville banke på døren og sige at de havde kigget poserne igennem og at vores helt normale affald lige pludselig ikke var "normalt"
* En kort lur.
Efter morgenmaden besluttede jeg mig for at sove lidt igen. Jeg var træt og brugt ovenpå køreturen herop igår. Lukkede døren til mit værelse og kravlede under dynen. Jeg lukker øjnene og prøver at få ro på min urolige krop. Først kan jeg høre en kradselyd på døren og tænker at det nok er hunden. Jeg forsøger at ignorere det men beslutter mig til sidst at lukke ham ind - men da jeg åbner døren er der ingen hund. Jeg spurgte min mor om hunden havde været oppe men nej, hunden var nede i stuen.
Da jeg så ligger mig i sengen igen begynder jeg at flyde ud. Jeg holder hårdt fast i kæde dynen men det hjælper intet. Jeg må opgive luren.
*en tur ud af huset
Da jeg var vågnet ordentligt op og efter et massiv indtag af energi drik, skulle vi på tur.
Dagen var nogenlunde planlagt og jeg havde ligesom forberedt mig på en lang tur.
Det var mig der havde ansvaret for hus nøglen og få låst.
Mine stemmer begyndte så småt at vågne op. "Du har ikke låst døren".."imens i er væk så vil der være nogen i huset".."du har glemt at slukke for lamperne, nu går der ild i huset".. "Personalet låser sig ind i huset og roder dine ting igennem".. Jeg ville helst blive hjemme men turde ikke fortælle mine forældre om det, de ville ikke forstå det. Men det var på ingen måde rart at forlade området..
*en tur ud til fyrtårnet
Min far har længe talt om at han ville se det her fyrtårn fordi det om nogle år ville være ædt af havet.
Jeg syntes egentlig at det var fint at skulle se det men.. Først og fremmest skulle bilen parkeres langt langt væk og jeg gik i panik over om jeg havde låst bilen eller ej - tankerne kørte max "bilen er væk når vi kommer tilbage".."nogen stjæler den".. Turen derud var rigtig hård og min mor måtte give op da vi nåede sandet fordi hun ikke kunne balancere i det. Min far og jeg gik helt ud til fyrtårnet og det var hårdt for benene og for hovedet. Der var mange mennesker derude, solen var forfærdelig. Vi nåede frem og kiggede på vandet og så spurgte min far om jeg ville med op i fyrtårnet. Jeg overvejede det længe fordi jeg er så røv bange for højder. Vi forsøgte men jeg måtte give op på halvvejen men min far gik helt op. Jeg var pisse bange! Først og fremmest for om trapperne ville holde og om fyrtårnet ville vælte sammen. Jeg ventede meget utålmodigt på min far og var bare mega bange for at han ville klare den.
*en tur ud i byen
Efter fyrtårnet skulle vi ud i en lille bitte by. Det passede mig glimrende at skulle væk fra alle de mennesker. Men i bilen kom hjertebanken, svedige hænder og en rastløshed.
Vi ankom til byen og parkerede. Min far fik så denne "geniale" ide at vi skulle spise frokost på en cafe. Jeg fik dog lov at vælge cafeen og valgte den med færrest mennesker som dog også var uden sol så det var koldt. Vi får bestilt maden og spist men jeg kan slet ikke magte alle de mennesker der går forbi - de alle gloede helt åndssvagt eller sådan føltes det. Stemmerne kom på banen igen.
"Se de kigger på dig".."de holder øje med dig".."maden er giftig".."der er noget i den der er farlig".."du må ikke spise" .. Jeg kæmpede for at få spist og jeg endte på toilettet med fingrene nede i halsen imens panikken rev i mig. Måtte sidde derude i hvad der føltes som en evighed før jeg turde at forlade toilettet. Vi forlod hurtigt cafeen bagefter og jeg ville helst hjem men nej.
*butikker og havet.
Der var få butikker i denne lille by men de få der var skulle åbenbart også besøges.
Jeg traskede modvilligt ind og kiggede på alt andet end det der var. Krøb langs væggen og forsøgte at undgå flere blikke. Havde en markant følelse af at folk kiggede på mig - som om jeg havde et kæmpe skilt over hovedet. Stemmerne advarede igen og igen. Jeg var på ingen måde interesseret i tøj eller nips - jeg ville bare hjem. Vi nåede lige at runde stranden og der var heldigvis ikke andre så der kunne jeg slappe lidt af og stirre på vandet men så kom billederne i hovedet. Det er som en film der spiller sig for øjnene. Jeg så mig selv løbe ud i vandet, så langt ud at jeg ikke kunne bunde. Jeg skreg og væltede rundt. Det der trak filmen væk var min hund der puffede til min hånd og mine forældre der sagde at vi nu kunne køre hjem.
*når mørket så småt kommer frem
Jeg ligger i sofaen med fjernsynet. Jeg er træt og udmattet.
Satser på at gå tidligt i seng. Har en følelse af at gå i en tåge, som om alting er sløret og uvirkeligt. Jeg kan ikke tage noget ind. Jeg har det som om jeg drømmer. Det er vildt ubehageligt og frusterende. Har taget medicin og forsøgt med nogle af mine strategier men ja måske skal jeg bare tidligt i seng
Ingen kommentarer:
Send en kommentar