Et sidste farvel og en ødelagt bil.

Jeg sidder i venterummet.
Mit hjerte galoperer af sted mens jeg gnider mine hænder mod hinanden.
Jeg ved det er et farvel;
men jeg hader farveller.

 

Den seneste tid har været et kæmpe rod for mig.
Igår skulle jeg sige farvel til min psykolog som jeg troligt har været hos hver 14 dag i knap 2 år.
Det er helt forfærdeligt at tænke på for selvom jeg havde det svært med hende så var jeg jo også rigtig taknemmelig og glad for at have "vundet" hende.
Nu er det slut, hun skal på noget uddannelses halløj og jeg får ikke en ny psykolog.
På hendes skrivebord stod der 2 cult i en pose med et bånd omkring, dem havde hun købt til mig som en lille afskedsgave og jeg var glad indeni fordi det ligesom viste at hun kendte mig.
Men nu er det slut og jeg ved ikke rigtig hvad der nu skal ske - udover at jeg muligvis får en sygeplejerske på prøve for at se om jeg kan bruge vedkommende eller ej.
Men det er mærkeligt..

 

Dagen i går var både et farvel til psykologen og en bil der blev smadret.
Da vi var færdige på psyk og landede hjemme på bostedet skulle jeg af sted.
Jeg havde lånt min fars bil og aftalt at jeg ville komme ud til dem når jeg havde været til samtale.
Musikken kørte og jeg trillede af sted ud i den store verden.

Da jeg kører igennem byen bliver jeg påkørt af en anden bil.
Det var en voldsom oplevelse og jeg fik lov at prøve air-bagen. Jeg er blå og øm i hele kroppen i dag.
Har været forbi min læge og fået afvide at jeg har forstuvet mine muskler hvilket jeg ikke vidste at man kunne og så har jeg muligvis fået en mild hjerne rystelse.
Jeg ved ikke helt hvordan jeg har det ovenpå den oplevelse men det var vigtigt for mig at jeg ikke blev bange for at køre bil så jeg har allerede været på vejene i dag - dog med angsten tikkende i baghovedet. Jeg har fået nogle seriøse blå mærker og jeg er bare træt og øm.

Jeg sidder jo så nu i min lejlighed og ved ikke helt hvad jeg skal gøre af mig selv.
Har ikke rigtig lyst til at være her men kan heller ikke flygte.