Her sidder jeg i mørket.
Jeg bider mig i hånden igen og igen.
Tankerne drøner af sted men ikke en eneste sidder fast.
Min hjerne er som et hav i stormvejr.
Jeg gemmer mig i mørket;
det er her jeg hører til.
Jeg bider mig i hånden igen og igen.
Tankerne drøner af sted men ikke en eneste sidder fast.
Min hjerne er som et hav i stormvejr.
Jeg gemmer mig i mørket;
det er her jeg hører til.
Der er gået lidt tid siden mit sidste indlæg hvilket jeg beklager.
Det er som om ordene ikke rigtig vil forlade mit hoved og jeg har ellers forsøgt at skrive flere gange men hver gang er det slettet og jeg har slukket computeren.
Men her sidder jeg nu imens smøgerne sender små røg signaler op i luften.
Der sker meget og alligevel sker der ingenting, sådan føles det hvert fald indeni.
Det her indlæg bliver mit puste rum og forhåbentligt kan jeg få lidt af det hele ud af systemet..
Jeg sidder i min lejlighed, fjernsynet kører og musikken pumper roligt lyd ud igennem højtalerne.
Jeg kan ikke holde ud at være i min lejlighed men jeg magter heller ikke at forlade den lige nu.
Føler mig fanget herinde fordi jeg ikke orker personalet eller nogle af de andre beboere, jeg orker ikke at være "på" eller lade som om jeg kan følge med i deres usædvanlige tempo.
Jeg er blevet rost for at komme ud af lejligheden og være social med de andre, det er så godt at jeg har fået så god kontakt med nogle af de andre men ingen forstår hvor meget det i virkeligheden dræner når jeg skal forsøge at følge med i samtalen eller komme frem til noget fornuftigt at sige.
Jeg føler mig som en elendig pause klovn med lamme jokes og desperate forsøg på at passe ind.
Det er rigtig fint at jeg har fået en fin kontakt med de to andre men samtidig er det ganske enkelt forfærdeligt og ødelæggende. Jeg føler mig som et tredje hjul i den relation og det gider jeg faktisk ikke - jeg orker det ikke og jeg orker bestemt heller ikke alt det fnidder der foregår.
Jeg bliver rost for noget som er dybt forfærdeligt, jeg bliver rost for noget der er alt for angst provokerende og alligevel magter jeg ikke at sige fra men i stedet nikker jeg bare og smiler.
I øjeblikket er der ikke mange mennesker jeg kan holde ud at være sammen med - min kontaktperson og mine forældre er stort set de eneste jeg kan omgås uden at rive hovedet af mig selv.
Det piner mig at jeg ikke kan ses med min kæreste, jeg ved han savner mig for det skriver han flere gange men jeg kan bare ikke holde det ud sådan som jeg har det lige nu.
Jeg tror det er svært for ham at forstå ligeså er det svært for mine forældre at forstå men jeg tænker at jeg måske bare er en af de menneske der har brug for usædvanlig meget tid alene, jeg har brug for nogle mennesker der træder varsomt og forsigtigt og det kan min kontaktperson - mine forældre er ved at lære det efter alle disse år, men alligevel føler jeg mig presset til at være social..
Jeg er ved at komme ovenpå efter uheldet med bilen.
Der sidder stadig en lille angst indeni mig hver gang jeg sætter mig bag rettet i den nye bil.
Jeg venter og venter på at det hele er afsluttet med forsikringen så jeg ikke skal bekymre mig længere og det ser faktisk ud til at sagen snart bliver lukket - hvert fald har værkstedet fået af vide at de skal fixe bilen så noget er der hvert fald sket. Ømheden i kroppen er stort set væk ligeså de blå mærker.
Jeg presser mig selv i bilen og kører gerne igennem det kryds hvor jeg blev påkørt imens hjertet sidder helt oppe i halsen. Min far prøver at opmuntre mig til at køre bil men samtidig er han også nervøs for at jeg kaster håndklædet i ringen og stopper med at køre bil - men dette sker ikke, det må ikke ske, jeg har kæmpet alt for hårdt for det kørekort og jeg skal satme køre bil!
Som skrevet i sidste indlæg så er jeg færdig med gå hos psykologen.
Der er mange splittet følelser i det og jeg kommer alligevel til at savne hende selvom det har været hårdt at skulle igennem det lange forløb.
Jeg har fået brev om at jeg skal møde en sygeplejerske som hedder Ditte, som muligvis skal overtage psykologens plads på den ene eller anden måde. Det er rigtig fint at jeg har fået tilbudt sygeplejersken så jeg stadig har en form for tilknytning til psyk. men samtidig er jeg meget nervøs for at starte forfra.
Min kontaktperson tager heldigvis med til den første samtale og så må vi se hvad der skal ske.
Det er som om ordene ikke rigtig vil forlade mit hoved og jeg har ellers forsøgt at skrive flere gange men hver gang er det slettet og jeg har slukket computeren.
Men her sidder jeg nu imens smøgerne sender små røg signaler op i luften.
Der sker meget og alligevel sker der ingenting, sådan føles det hvert fald indeni.
Det her indlæg bliver mit puste rum og forhåbentligt kan jeg få lidt af det hele ud af systemet..
Jeg sidder i min lejlighed, fjernsynet kører og musikken pumper roligt lyd ud igennem højtalerne.
Jeg kan ikke holde ud at være i min lejlighed men jeg magter heller ikke at forlade den lige nu.
Føler mig fanget herinde fordi jeg ikke orker personalet eller nogle af de andre beboere, jeg orker ikke at være "på" eller lade som om jeg kan følge med i deres usædvanlige tempo.
Jeg er blevet rost for at komme ud af lejligheden og være social med de andre, det er så godt at jeg har fået så god kontakt med nogle af de andre men ingen forstår hvor meget det i virkeligheden dræner når jeg skal forsøge at følge med i samtalen eller komme frem til noget fornuftigt at sige.
Jeg føler mig som en elendig pause klovn med lamme jokes og desperate forsøg på at passe ind.
Det er rigtig fint at jeg har fået en fin kontakt med de to andre men samtidig er det ganske enkelt forfærdeligt og ødelæggende. Jeg føler mig som et tredje hjul i den relation og det gider jeg faktisk ikke - jeg orker det ikke og jeg orker bestemt heller ikke alt det fnidder der foregår.
Jeg bliver rost for noget som er dybt forfærdeligt, jeg bliver rost for noget der er alt for angst provokerende og alligevel magter jeg ikke at sige fra men i stedet nikker jeg bare og smiler.
I øjeblikket er der ikke mange mennesker jeg kan holde ud at være sammen med - min kontaktperson og mine forældre er stort set de eneste jeg kan omgås uden at rive hovedet af mig selv.
Det piner mig at jeg ikke kan ses med min kæreste, jeg ved han savner mig for det skriver han flere gange men jeg kan bare ikke holde det ud sådan som jeg har det lige nu.
Jeg tror det er svært for ham at forstå ligeså er det svært for mine forældre at forstå men jeg tænker at jeg måske bare er en af de menneske der har brug for usædvanlig meget tid alene, jeg har brug for nogle mennesker der træder varsomt og forsigtigt og det kan min kontaktperson - mine forældre er ved at lære det efter alle disse år, men alligevel føler jeg mig presset til at være social..
Jeg er ved at komme ovenpå efter uheldet med bilen.
Der sidder stadig en lille angst indeni mig hver gang jeg sætter mig bag rettet i den nye bil.
Jeg venter og venter på at det hele er afsluttet med forsikringen så jeg ikke skal bekymre mig længere og det ser faktisk ud til at sagen snart bliver lukket - hvert fald har værkstedet fået af vide at de skal fixe bilen så noget er der hvert fald sket. Ømheden i kroppen er stort set væk ligeså de blå mærker.
Jeg presser mig selv i bilen og kører gerne igennem det kryds hvor jeg blev påkørt imens hjertet sidder helt oppe i halsen. Min far prøver at opmuntre mig til at køre bil men samtidig er han også nervøs for at jeg kaster håndklædet i ringen og stopper med at køre bil - men dette sker ikke, det må ikke ske, jeg har kæmpet alt for hårdt for det kørekort og jeg skal satme køre bil!
Som skrevet i sidste indlæg så er jeg færdig med gå hos psykologen.
Der er mange splittet følelser i det og jeg kommer alligevel til at savne hende selvom det har været hårdt at skulle igennem det lange forløb.
Jeg har fået brev om at jeg skal møde en sygeplejerske som hedder Ditte, som muligvis skal overtage psykologens plads på den ene eller anden måde. Det er rigtig fint at jeg har fået tilbudt sygeplejersken så jeg stadig har en form for tilknytning til psyk. men samtidig er jeg meget nervøs for at starte forfra.
Min kontaktperson tager heldigvis med til den første samtale og så må vi se hvad der skal ske.
Fik i dag et brev fra psykologen. Det var en slags vurderings papirer som også er sendt til jobcenteret.
Tingene deri overraskede mig ikke men alligevel sidder jeg med en mærkelig fornemmelse her til aften. Det var ikke særlig afklarende at læse brevet, altså.. det var ikke som om der var en ren konklusion om hvad der skulle ske med mig. Der stod at jeg ikke ville have nytte af mere psykoterapeutisk behandling og at det primært var det medicinske der var fokus på.
Jeg ville ønske der var en endegyldig konklusion og at jobcenteret ville rette sig 100% efter det men det ved jeg at de ikke vil gøre. Jeg er på ressource forløb nu og har vel 3 år tilbage før det skal revurderes men et eller andet sted ville jeg bare gerne have en klar udmelding og ikke bare 5 års prøve tid. Jeg føler efter at have læst papirerne at der stadig ikke er nogen der ved hvor jeg skal ende.
Et eller andet sted ville jeg ønske at de sagde "ja jo.. du får sgu en pension og så kan du passe din behandling og du skal ikke se mere til os" men det sker ikke.. jeg er alt for ung og der er alt for mange muligheder der skal afprøves men jeg har bare mest af alt lyst til at flytte ud til et stille sted og passe mig selv og kun få besøg af de mennesker der betyder allermest.. Men ja.. ingen afklaring og ingen ro.. suk
Tingene deri overraskede mig ikke men alligevel sidder jeg med en mærkelig fornemmelse her til aften. Det var ikke særlig afklarende at læse brevet, altså.. det var ikke som om der var en ren konklusion om hvad der skulle ske med mig. Der stod at jeg ikke ville have nytte af mere psykoterapeutisk behandling og at det primært var det medicinske der var fokus på.
Jeg ville ønske der var en endegyldig konklusion og at jobcenteret ville rette sig 100% efter det men det ved jeg at de ikke vil gøre. Jeg er på ressource forløb nu og har vel 3 år tilbage før det skal revurderes men et eller andet sted ville jeg bare gerne have en klar udmelding og ikke bare 5 års prøve tid. Jeg føler efter at have læst papirerne at der stadig ikke er nogen der ved hvor jeg skal ende.
Et eller andet sted ville jeg ønske at de sagde "ja jo.. du får sgu en pension og så kan du passe din behandling og du skal ikke se mere til os" men det sker ikke.. jeg er alt for ung og der er alt for mange muligheder der skal afprøves men jeg har bare mest af alt lyst til at flytte ud til et stille sted og passe mig selv og kun få besøg af de mennesker der betyder allermest.. Men ja.. ingen afklaring og ingen ro.. suk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar