Når hjernen ikke står stille.

Sover jeg? eller er jeg vågen?
Sveden pibler ned af panden, hjertet banker af sted.
Prøver at trække vejret men det er som om der er nogen der sidder på min brystkasse.
Jeg ser blodet og ryster hænderne, er det rigtigt eller er det et trick?
Jeg vandrer fra den ene væg til den anden, det hjælper kort..
Men intet virker for evigt..

Mit sind er som en tornado, den river alt med sig.
Minderne flyver rundt og jeg kan ikke skille dem ad, tankerne kører hurtigst og farligt.
Jeg har kastet rundt med ting og bagefter pænt ryddet op. Jeg bliver ved med at sige til mig selv at det er okay at være i min lejlighed men angsten vil ikke falde til ro og i stedet løber jeg rundt.
Jeg kigger på telefonen og overvejer mit næste træk men intet fungerer lige nu.
Jeg vil løbe ud i natten og gemme mig men selv mørket er alt for farligt nu.
Jeg tror ikke engang at personalet er klar over at jeg er hjemme, det virker ikke sådan hvert fald.
Prøver at ligge mig i sengen men jeg kan ikke finde ro, selv ikke når lyset er tændt.

Æder piller for at finde ro men det hjælper ikke og jeg er bange for at jeg bliver ved med at sluge dem hvis ikke jeg gemmer dem væk igen - jeg vil bare gerne sove indtil jeg har det bedre men ingen forstår vist rigtig at jeg har det skidt indeni udover min faste kontaktperson - alle andre bliver lukket ude og jeg magter ikke at sige noget som helst. Har lyst til at være helt stille, aldrig mere sige noget som helst, forsvinde ind i en verden uden ord.