Jeg har besluttet at jeg vil skrive papirerne ind her på bloggen og derfor undskylder jeg også for at det bliver et langt og rodet indlæg men så er det hele i det mindste samlet.
30-11-2016 "Hvad er det der sker med mig?" - Dagen hvor jeg blev indlagt igen.
Væggene presser sig nærmere, gulvet truer mig med at opsluge mig.
Jeg vandrer rundt for at undgå gulvet og væggene.
I vandet gemmer stemmerne sig, de er der når jeg skal i bad eller bare vaske hænder.
De gemmer sig i lyde som blæsten der virvler blødende op, de er der når regnen slår mod mine vinduer. De er der hele tiden, diskuterer og skælder ud, de kommenterer alle mine handlinger og ord, det er udmattende. De fortæller om alt det jeg ikke kan stole på, at livet ikke er for mig, at medicinen er giftig og at jeg må kaste den op så snart jeg har slugt den.
Jeg flyder ud og sammen med andre, på gode dage er det lettere at skubbe væk men det er svært ikke at blive bange for det. Det er svært at holde fast i fornuften når der hele tiden sker surealistiske ting omkring mig. Nogle dage kravler der små dyr ud igennem stik kontakterne og jeg er nød til at dække dem til med tape for ellers kravler de under huden og æder mig op indefra og den eneste måde jeg kan få dem ud igen er ved at skære dybe kløfter i huden.
Jeg kan ikke bevæge mig alene udenfor, jeg er bange for alle de mennesker der stirrer, jeg er bange for at hvis de kommer for tæt på, at de så hører mine forfærdelige tanker. Jeg er bange for at de vil gøre mig ondt - jeg kan se i deres blikke at noget er galt og så tromler angsten mig over. Hjemme i min lejlighed har jeg bygget mig en hule hvor jeg kan gemme mig, jeg føler mig så sårbar og utryg. Angsten vælter frem når jeg hører hoveddøren smække eller når jeg hører de andre snakke på gangen. Jeg ved de snakker om mig og om hvilket forfærdeligt menneske jeg er. Er bange for livet, jeg kan ikke balancere, jeg kan ikke finde ud af det. Tankerne flyver rundt som en 100 sporet motorvej og jeg kan ikke rumme mere kaos eller smerte. Jeg kæmper men det virker ikke til at blive lettere og hvordan kan jeg leve når alting gør ondt konstant, når alting er så fucking skræmmende. Jeg har så meget uro og jeg føler ikke det bliver lettere at balancere selvom jeg virkelig forsøger.
30-11-2016 "den der verden udenfor" - dagen hvor jeg blev indlagt.
Forsøger at kvæle stemmernes larm med musik men det virker ikke.
Jeg føler mig som et kæmpe kaos. Stirrer ud på verdenen og forsøger at betragte noget der for mig virker uvirkeligt og skræmmende. Jeg trækker gardinerne for og skruer op for musikken. Intet ser ud til at virke og hvorfor er det så fucking forkert at vælge viet fra når det åbenlyst ikke er for alle. Vil jeg nogensinde lære at leve med mine dæmoner? Jeg lukker mine øjne og korte film klip flyver for mine øjne. Jeg gør hæslige ting og det gør mig bange - for er det virkeligt eller er det mig der er ødelagt - har jeg gjort noget hæsligt?
Jeg fyldes med afmagt, hvordan skal jeg leve når det gør ondt indeni, hvordan skal jeg leve når jeg ikke forstår reglerne? Er det virkelig så forfærdeligt at vælge livet fra?
Jeg er træt af tanke kaos, jeg er træt af smerten, jeg er træt af at kæmpe når kampen allerede er afgjort. Jeg rummer ikkke mennesker, jeg rummer ikke mig selv. Gemmer mig væk ,trækker gardinerne fra og trækker dem for igen, Der er nogen derude der vil mig ondt men jeg kan ikke forklare hvem eller hvorfor, kun at jeg er et frygteligt menneske der har gjort noget forkert. Jeg er så pokkers ambivalent, jeg ved ikke hvilket ben jeg skal stå på og jeg bliver ved med at falde selvom jeg kæmper for at stå oprejst. Jeg har nået min grænse og jeg kan ikke rumme mere lort. Jeg er overfyldt og jeg kan ikke sortere det fra længere. Mit indre tager alt ind og gør mig fucking bange!
01-12-2016 "tåge landet"
Jeg har det som om jeg bevæger mig i en tåge som jeg ikke kan navigere i.
Stemmerne skælder ud og opfordrer mig til at afslutte livet. De kommer med foreslag - tag pæren i lampen og skær dine håndled op, tag lagnet og riv det i stykker så jeg kan hænge mig fra døren. Det er svært at skubbe dem væk og jeg mister troen på at det bliver bedre.
Tager en dag af gangen men selv det er svært at overskue.
Jeg aner ikke hvad der skal ske med mig og jeg ved ikke hvad planen er hvilket gør det hele vildt frustrerende. Har svært ved at finde ro og når jeg ligger mig i sengen så føler jeg at jeg flyder igennem madrassen og det gør angsten værre men jeg føler ikke at jeg kan gøre noget som helst for at det stopper. Jeg er frustreret over at medicinen ikke virker så godt som jeg ønsker. Føler mig udmattet og jeg er træt af at kæmpe den her kamp som jeg taber gang på gang. Det er udmattende ikke at have ro i hovedet og at utrygheden er så overvældende. Jeg mærker en krybende fornemmelse under huden, det er de små sataner der kommer ud af væggene, jeg ville skære dem ud hvis jeg kunne men jeg finder ikke noget brugbart her på afdelingen. Jeg har sat tape på alle hullerne og satser på at det gør at der ikke kommer flere. Jeg har det som om jeg befinder mig i et mareridt som jeg ikke kan vågne fra. Jeg ved sgu ikke.. jeg er bange for mig selv og hvad pokker der sker med mig.
02-12-2016 "Sirener i det fjerne"
Jeg hører sirener udenfor. Kommer de for at hente mig? Angsten springer frem og efterlader mig med svedige håndflader og et hjerte der banker så hårdt at det gør ondt.
Sluger min PN medicin men ved at jeg er nød til at gemme det, rationere det for ellers er der ikke nok.
Jeg bliver ved med at falde ned i mørket. I dag klikker jeg ind og ud, det gør mig bange for jeg kommer i tvivl om hvor jeg skal holde fast, hvilken side er den rigtige? Jeg er oprigtig i tvivl om hvor jeg befinder mig indeni. Har lyst til at gemme mig væk. Er utryg og forvirret, føler at jeg skal være på vagt hele tiden. Stemmerne gemmer sig i alle lyde og de advarer mig imod at snakke med personalet.
Jeg er splittet og det gør ikke angsten lettere eller mindre.
Jeg er meget taknemmelig for at være her på den lukkede for så slipper jeg for at kæmpe imod trangen til at stikke af men det er hårdt hele tiden at skulle forholde sig til selvmordstankerne uden at kunne reagere på dem. Jeg skriger efter fred men der er ingen.
04-12-2016 "Når balancen svigter"
Det er svært at balancere. Min hjerne klikker ind og ud hele tiden. Livet føles som et mareridt jeg ikke kan vågne op fra. Alt virker tåget og ubehageligt.
Jeg forsøger at snakke med personalet og de andre patienter men det føles som om der er en mur imellem dem og mig. Mine tanker er et stort rod og alting går så stærkt.
Jeg stirrer i spejlet men jeg ved ikke hvem det er som stirrer tilbage - er det mig eller dæmonerne?
Føler at jeg er ved at blive kvalt, noget indeni vil ikke livet og stemmerne kommer med foreslag hele tiden. Hæng dig selv, træk posen over hovedet, skær dine håndled over, gem din medicin.
Jeg er bange for dem og jeg er bange for mig selv for jeg føler på ingen måde at jeg har kontrol over mine tanker og handlinger. Jeg trænger til fred, jeg er ikke skabt til livet og jeg kan ikke finde ud af at leve - kun overleve, Jeg frygter for de beslutninger som stemmerne tager og jeg er så pokkers udmattet over at lytte til dem og være i evig ambivalens. Skal jeg stole på lægerne, personalerne og medicinen? Eller skal jeg høre på stemmerne og stoppe medicinen og give op.
04-12-2016 "De mørke timer"
Mine tanker ræser afsted og jeg kan ikke trække vejret.
Hjertet banker helt vildt og jeg er bange for at det snart flyver ud. Jeg kan ikke rumme det. Jeg har lyst til at tude men jeg kan ikke få tårerne ud. Det føles som om hele min krop er fyldt af parasitter der æder mig op indeni og jeg er desperat for at få dem ud men intet hjælper.
Angsten river i mig og jeg kan ikke holde mig i ro. Har lyst til at smide mig midt på gulvet og bare dø.
Jeg forstår ikke hvad der sker med mig og det gør mig bange! Jeg er fyldt med mørke og angst. Selvmordstankerne er alt for overvældende og jeg ved ikke om jeg kan blive ved med at holde dem i skak.
05-12-2016 - "tving mig ikke"
Tving mig ej ud i det farlige. Jeg gemmer mig under dynen, ingen skal finde mig. Lad mig rejse langt væk, lad mig blive kvalt i elendigheden for jeg kan ikke klare livet.
Galskaben opsluger mig og dyrerne æder mig op inde fra.
Jeg er bange for mig selv, jeg er bange for jer.
Jeg prøver at trække vejret men det gør ondt indeni. Mine tanker er et stort rod, jeg er i tvivl om tankerne overhovedet er mine for de virker så ukendte og forkerte.
Selvmordstankerne er massive og stemmerne bifalder dem. Jeg føler mig så desperat for at det her slutter og jeg får fred. Tør ikke fortælle hvad der sker indeni mig for jeg ved at de ikke vil tro på mig.
De ryster bare på hovedet så jeg holder det inde så længe jeg kan.
Enten dræber de mig eller os dræber jeg mig selv.
Det er det eneste valg jeg har.
05-12-2016 - "Bange for at give slip"
Jeg er bange for at give slip selvom jeg befinder mig et sted hvor de burde kunne rumme galskaben. Jeg ville gerne give slip så jeg kunne få luft men jeg er bange for deres ord og handlinger. Jeg spiser medicinen fordi de siger at den vil hjælpe mig. Men angsten vokser i takt med at medicinen spreder sig ud i kroppen. Jeg ville råbe, jeg ville græde, jeg ville hamre mine knoer imod den kolde væg igen og igen. Hvis bare nogen ville se dæmonerne og min smerte, et kram jeg ikke rummer men som jeg stadig har brug for.De siger at jeg ser helt okay ud men indeni er der et stormvejr og jeg drukner i de tårnhøje bølger.Jeg er bange for at de kommer alt for tæt på, de ville flygte hvis de kendte til mørket.
Jeg er bange for at være alene for jeg magter ikke kampen. Hvis bare jeg ikke følte noget som helst, ligesom robotterne udenfor. Lad mig sove for evigt, giv mig fred - det er det jeg ber om.
Min tvivl og angst angriber mig konstant og jeg dør langsomt. Enten er det dem der dræber mig eller også er det mig selv. Jeg ved ikke hvad jeres plan er men jeg passer ikke ind i den. Jeg løber, jeg skriger, jeg græder og jeg går i stykker. Min krop falder fra hinanden men ingen forstår det - de siger at det er noget indeni der er forkert men det ændrer jo for helvede ikke på at jeg falder fra hinanden.
05-12-2016 - "Et indre af kaos"
Mit indre er et stort kaos af angst og ondskab.
Jeg falder og jeg bliver ved med at falde, det er som om det aldrig stopper. Jeg retter ryggen op og tvinger et smil frem for så er der ingen der fornemmer at der er noget fuldkommen forkert indeni mig. Jeg gemmer mig i tågerne som gør det så besværligt at leve. Ingen forstår hvordan det er muligt at smile udadtil og være bange indeni. De kloge skriver deres diagnoser og bogstaver ned på små blokke og holder øje og skriver igen og igen.
Hvis bare de ville lytte til hvad jeg siger, hvis bare de ville se igennem det rolige ydre og give mig plads til at være bange og trist væsen der kæmper sig igennem mørket. Men de giver ikke lov og deres ord kvæler mig igen og igen. Jeg falder fra hinanden. Jeg ville skære dybe kløfter af sener og fedt, binde knuder om halsen og falde ned med et knæk. Jeg ville banke mit hoved mod væggen. Jeg kæmper en kamp som jeg har tabt men det forstår i ikke - det giver ikke mening i jeres tykke læge bøger.
Det er ikke alle der er født til at leve, jeg er ikke.
Jeg kan ikke klare jeres ros og klap på skulderen, i ved ikke hvem jeg er. Jeg er ren mørke og smerte og jeres fucking piller virker ikke som jeg ønskede. Kan jeg overhovedet stole på jer eller vil i som de sorte ulve ulve kaste jer over mig og rive mig fra hinanden? Jeg vil gerne give slip men jeg frygter jer.
05-12-2016 - "Desperat"
Jeg suger desperat på smøgen og forsøger at puste røgen ud så hårdt jeg kan,
Jeg ligger ansigtet mod hegnet og kigger ud på en verden jeg ikke forstår.
Det virker så skræmmende og jeg ved ikke hvordan jeg nogenlunde skal kunne "leve" med angsten og følelsen af at det hele er så falsk og opstillet. Gad vide hvordan de lever derude, hvordan folk kan hænge sammen uden at gå i stykker.
Jeg frygter det derude, kommer jeg nogensinde til at fungere sådan rigtigt? Lærer jeg nogensinde at leve og ikke bare overleve? Jeg slår hånden mod hegnet igen og igen men intet hjælper.
06-12-2016 - "Hænder der griber"
Jeg har svært ved at slippe aftenen igår. Jeg gav slip og jeg blev grebet.
Jeg er meget taknemmelig for at der var nogen på arbejde som var obs på mig og som oprigtigt ville hjælpe mig igennem tårer og skrig. Selvmordstankerne var voldsomme og alt for overvældende.
Stemmerne beordrede mig til at afslutte det, trække posen over hovedet og stoppe det hele.
Medicinen prallede af og intet så ud til at virke men personalet kæmpede sammen med mig og jeg blev set og hørt. Jeg er glad for at det var den aften jeg brød sammen men jeg er også rigtig ked af at hun ikke er på arbejde i dag for jeg følte mig tryg og jeg følte at det var okay at give slip på facaden.
Jeg ved ikke helt hvordan jeg har det idag, jeg syntes det er voldsomt svært at være herinde og ingen har rigtig været inde og snakke med mig omkring det der skete igår.
Til gengæld har jeg haft samtale med min behandler og jeg ved ikke hvad jeg skal tænke om det.
Min behandler herinde på afdelingen er min gamle psykolog fra ambulatoriet og til at starte med var jeg faktisk glad og lettet over at det var hende der var røget på mig men nu.. jeg ved ikke.. det er ikke den samme person jeg sad hos hver 14'ende dag til samtaler, hun har ændret sig og jeg ved ikke om det er mig eller om det er afdelingen.. Jeg kan ikke lide at snakke med hende længere, bliver urolig når hendes navn nævnes.. Hun snakkede om at jeg nok skulle udskrives i næste uge hvilket gjorde at jeg gik i panik men heldigvis kunne min kontaktperson fra bostedet komme ind og berolige mig lidt.
Jeg holder mig for mig selv i dag.. ryger kun når det er nødvendigt og gemmer mig ellers.
06-12-2016 - "brevet der aldrig kom videre"
Jeg er fyldt med dårlige tanker og ubehagelige fornemmelser.
Jeg ville gerne sige dem højt men ordene forsvinder så snart jeg forsøger, jeg frygter jeres blikke og deres ord. Jeg stirrer i spejlet men jeg genkender ikke dét som kigger tilbage på mig og det fylder mig med angst og ubehag. Jeg kæmper en desperat kamp for at trække vejret men det gør ondt helt indeni og jeg holder vejret for at undgå ubehaget og afmagten. Hele min krop spænder, jeg kan ikke slappe af, jeg er bange for at give slip for er der overhovedet nogen hænder til at gribe mig.
Jeg kender ikke personalet her i aftenvagten og jeg forsøger desperat at holde hovedet over vandet men alligevel bliver jeg trukket ned af mørket og ondskaben.
Jeg er fyldt med voldsom forvirring og ambivalens, skal jeg tage imod hjælpen eller ej? Skal jeg sige det højt eller ej? Jeg søgte selv hjælpen, jeg var og er stadig voldsom bange for dét der foregår indeni hovedet og jeg føler på ingen måde at jeg har kontrol over disse tanker og fornemmelser. Jeg stirrer ud af vinduet, ud på en verden jeg slet ikke kan finde ud af at manøvre rundt i. Jeg prøver at forstå hvordan folk "bare" kan gå nede foran, hvordan de kan snakke i deres mobil telefoner og smile, er det hele falsk eller er der noget jeg ikke kan forstå selvom jeg forsøger?
Jeg forstår ikke hvordan folk bare kan "leve" jeg forstår ikke hvordan de kan stå op hver morgen og drikke deres kaffe og gå på arbejde. Jeg kan ikke finde ud af at "leve" men kun "overleve" jeg føler ingen glæde ved at stå op hver morgen, jeg føler ingen glæde ved livet og tilværelsen. Jeg frygter samfundet og menneskerne derude, de vil mig ondt og jeg flygter for at redde mig selv. Jeg stirrer ud af vinduet og betragter robotterne der bevæger sig rundt imens jeg er spærret inde for ikke at gøre skade på mig selv men alligevel kører tankerne rundt og selvmordstankerne har ingen pause.
Jeg bliver konstant udfordret og mindet på at selvmordstankerne lurer.
Lige nu har jeg det ikke skide godt men jeg holder mig for mig selv, jeg orker ikke at snakke med aftenvagten, jeg ved ikke hvem hun er og jeg kan ikke åbne op. Det eneste jeg kan sige er "jeg er ikke ok" eller "jeg er ok" men jeg ville gerne fortælle hvis jeg kunne men jeg kæmper virkelig for ikke at falde fra hinanden.
Jeg er træt, jeg er udmattet. Mit hjerte er tungt ligesom byrden på mine skuldre.
Jeg kan ikke være i mig selv, det kribler under huden og selvom jeg har dækket stik kontakterne til så kommer de stadig frem om natten og kravler ind under huden.
Jeg ville skære mig hvis jeg kunne men jeg afleverede pæren i lampen til stor fortrydelse lige nu. Jeg har det som om jeg er ved at falde fra hinanden, mine fødder smelter sammen med gulvet og mit hjerte truer med at rive sig ud af kroppen.
Jeg prøver at bevare roen men det er svært når ingen andre forstår hvad der sker.
Jeg tør ikke ligge mig i sengen lige nu og jeg vandrer rundt i lejligheden imens jeg forsøger at skrive dette. Stemmerne begynder virkelig at køre op og selvom jeg tager min PN så virker det minimalt lige nu, måske fordi jeg ikke tager det i tide når først toget ruller, men det er svært. Det er svært at be om PN, jeg føler mig som en idiot og når de så spørger hvorfor så kan jeg ikke svare men kun sluge pillerne.
Jeg har det ikke godt med pillerne, jeg er splittet og det er en kamp.
Jeg prøver at sige til mig selv at pillerne er for mit eget bedste, at de vil gøre mig bedre, at jeg vil få det bedre og sådan noget men stemmerne klager over medicinen, de siger den er dårlig for mig, at den ikke virker fordi det ikke er meningen, at det er giftigt og en måde at styre mig på. Jeg magter ikke de evige diskussioner og jeg orker ikke at kæmpe konstant. Jeg ville bryde sammen lige nu hvis jeg kunne men igen er jeg ikke tryg ved personalet og jeg stoler ikke på at de vil samle mig op igen.
Jeg har det underligt indeni, jeg føler mig fanget, jeg føler at jeg bevæger mig i en tåge jeg ikke kan se igennem, det føles som om hvert skridt truer med at vælte mig.
Prøvede at se fjernsyn men kunne ikke samle mig om det der foregik selvom jeg virkelig forsøgte. Jeg har hørt musik og trisset rundt på stuen men uroen er forfærdelig og jeg ved ikke hvordan jeg skal stoppe det her.
Jeg ville gerne falde i søvn og aldrig mere vågne, det ville være det bedste for os alle. Så behøvede ingen at bekymre sig, så ville de få fred fra den byrde jeg er.
Jeg frygter verdenen og livet og jeg tror ikke der er plads til sådan en som mig.
Den virker skræmmende og angst provokerende, jeg stirrer på de mennesker der går forbi men hver gang er der noget indeni mig der går amok. Jeg er bange og jeg føler mig så sårbar og ængstelig.
07-12-2016. - "Dårlig kaffe og mærkelige fornemmelser"
Idag er det 1 uge siden at jeg blev indlagt. Jeg ville gerne skrive et eller andet smart og fancy om at jeg havde fået det markant bedre og at jeg syntes at jeg var klar til at komme hjem igen eller sådan noget..
Men sagen er den at jeg ikke har fået det synderligt meget bedre, det er meget små skridt.
Talte med dagens kontaktperson som netop sagde at det var svært at se fremgang når skridtene var så små og det er frustrerende når jeg egentlig gerne vil have det til at gå lidt hurtigere så jeg kan komme hjem. Jeg har som sådan intet imod at være herinde hvor de kan passe bedre på mig end bostedet men jeg har fået en dum seddel om aflednings metoder jeg skal forsøge at bruge og noget af det er bare ... lort.. og alt det andet er noget jeg i forvejen gør så hep hey for at jeg da gør noget rigtigt.
Jeg havde sådan håbet at Sidsel eller anne-mette ville komme på vagt idag men desværre ikke.
Føler mig lidt alene i blandt alt det her ukendte personale.. ber om PN og passer mig selv for jeg er så pisse usikker på hvad jeg bør sige eller gøre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar