en lang nat..

Jeg er udmattet.. ikke bare lidt men meget udmattet.
Har været oppe 4 gange i nat, vækket af stemmerne og angsten der river i mig.
Jeg ved ikke hvorfor det er så svært at sove her i lejligheden, hjemme hos mine forældre er det markant bedre og det er hårdt med disse nætter.
Jeg skal ud til mine forældre om et par timer og glæder mig til at bruge tid med hunden.
Fik snakket med en af de andre beboere her på bostedet om de nye afdelinger i vejle, fik svar på nogle af mine bekymringer men jeg kan stadig ikke rumme tanken om at skulle indlægges igen.

Jeg havde en hyggelig aften igår hvor min kp og jeg lavede alkohol frie drinks men jeg var godt nok smadret bagefter - jeg havde nok kørt i for højt gear i går og det betaler jeg jo så for nu.

En varm sommerdag med triste tanker..

 Der er ikke mange timer før jeg skal tilbage på bostedet selvom det er med angst i maven.
Aftenvagten har ikke givet lyd fra sig selvom de mødte ind for ja 4 timer siden og det giver ikke just lyst til at vende "hjem" jeg ville egentlig hellere blive her hos mine forældre men det er heller ikke optimalt for hverken mig eller dem når jeg har det skidt.
Min kontaktperson kommer heldigvis tilbage fra ferie og på vagt i morgen aften, så det er bare at holde ud lidt endnu - det er hvert fald den tanke jeg holder fast i.
Jeg har forsøgt at holde mig i ro, jeg har forsøgt at tage det roligt og ikke fylde mine dage med mange aftaler men alligevel har jeg det a helvedes til indeni og jeg føler mig ærlig talt meget alene med elendigheden. Jeg forsøger at finde ting der giver glæde eller bare en okay følelse indeni men jeg har intet overskud til noget som helst. Har forsøgt at være sammen med min kæreste men det er for hårdt at være "på" selv i kort tid men får det ikke sagt til ham fordi jeg ved at det går ham på når vi ikke ses selvom jeg har det skidt. Jeg går og tygger på hele min situation, hvad jeg kan gøre for at vende det her men jeg kommer ikke frem til nogen løsninger eller gode tanker.
Der har været snak om indlæggelse eller hvert fald muligheden for en men jeg har det virkelig svært med at skulle ind igen - primært fordi alting er nyt og jeg ikke aner hvem der arbejder der eller hvordan tingene fungerer derinde.. Jeg holder ud men hvor længe kan jeg? vil det her vende eller skal jeg give op? Jeg har svært ved at rumme tankerne men jeg har os svært ved at sætte ord på det hele.. Jeg føler at jeg forsvinder mere og mere, jeg gemmer mig mere og mere indeni. Jeg trænger til ro, jeg trænger til at få det bedre og jeg trænger til at medicinen snart virker optimalt..

En weekend fyldt med tanker..

Det er lørdag, klokken er knap 00:00.
Jeg sidder alene i mørket, mine forældre sover.
Kan høre hunden vandre rundt i huset men han kommer ikke når jeg kalder.
Har haft en underlig dag og har følt mig alene det meste af tiden.
Min kontaktperson er på ferie og jeg er på weekend hos mine forældre.

Har stortset ikke hørt fra bostedet og det hjælper på ingen måde på hele min tvivl om at vende tilbage til en lejlighed som jeg er pisse utryg i. Skal retur i morgen og jeg orker det virkelig ikke.
Aftenvagten sendte en sms og undskyldte for at jeg ikke havde hørt fra dem men der var "gang i butikken" og jeg forstår godt at der kan være kaos og ballade på bostedet men jeg har virkelig ikke lyst til at række ud efter den "hjælp" som personalet tilbyder de her dage.
Er fyldt med blandede følelser og fornemmelser.
Forsvinder mere og mere ind i mine egne tanker og verden men ingen forstår hvor skræmmende en verden det er.
Er blevet øget i medicin igen igen og vi har snakket lidt om en indlæggelse men orker ikke at blive indlagt og jeg er pisse bange for det - fordi det er en helt ny afdeling, nyt personale og nye regler som jeg ikke kender, det er pisse angst provokerende.
Skal retur til bostedet i morgen aften og jeg prøver virkelig at forberede mig på det værste.
Min kontaktperson kommer heldigvis tilbage på bostedet mandag og jeg glæder mig virkelig til at se hende igen og forhåbentligt få vendt lidt af det store kaos.. indtil da må jeg hænge i med begge hænder.

back on track.

Dette bliver et kort men muligvis "godt" oplæg.
Med ny computer og et stigende behov for at skrive alt mit kaos ud, er jeg tilbage her.
De læsere der fulgte med tidligere er nok forsvundet men hvert fald er dette indlæg et lille hej til dem der muligvis kunne være derude.
Hvert fald bliver det rart at have min online dagbog tilbage, jeg har manglet et sted at kaste mine tanker ud og heldigvis har jeg stadig bloggen her..
Så.. hej igen,