At være fanget i et hjørne

Everyday feels like a battle and I always get hurtI was frequently told violence was never the answerBut life doesn't abide by the rules of a childI don't know how to fight only taught how to surrenderThere's a certain kind of darkness that does a reapingIt usually takes you right before you are sleepingIs it the crack in the door that it finds a way to creep in?Or the crack in your brain that wants you to drop deadI don't remember what it's like to see with clear visionI awake every morning like the dead has arisen


Klokken er snart 23.00 og her sidder jeg endnu en aften med rastløshed i kroppen og en angst der river i mig. Det føles som om at være fanget i et hjørne med glubske ulve der skiftes til at bide ud efter mig. Har idag siddet på min behandlers kontor med knoer der langsomt blev røde fordi jeg kradsede dem i et forsøg på at blive i samtalen og ikke forsvinde ind i mit eget never never land.
Ved ikke hvad jeg havde håbet men nu skal der igen pilles ved medicinen.
På trods af en høj dosis af deres "no crazy" medicin så er jeg stadig ødelagt.
Nu skal den ene slags piller skiftes ud med en anden og jeg burde have et håb ik? et håb for at det bliver bedre. Jojo det har været bedre men det er typisk at jeg så ender nede under jorden igen uden at vide hvorfor eller hvordan jeg endte der.
Lægen sagde "du har været mere stabil på mindre medicin" men hvorfor tager hun så ikke bare hele lortet væk igen? Går tilbage til den dosis der "virkede"? En del af mig frygter at der nu igen er tvivl om hvad der er galt med mig, hvorfor medicinen ikke virker ordentligt - er det mig den er gal med? eller er der i virkeligheden intet galt med mig? er jeg bare et sølle individ der ikke kan fungere i den her verden? og burde jeg så ikke bare ligge mig på den kolde asfalt og vente på at se lyset og de hvinene bremser, det høje brag og så intet?
Mine tanker skræmmer mig på sin vis og alligevel er de jo velkendte, ikke at det er en trøst men måske burde jeg bare forsøge at vænne mig til at mit hoved ikke fungerer og at der ikke er nogen kur imod det. Måske er jeg bare ødelagt for good, måske kan det bare ikke rettes op? måske burde jeg bare.. ja der er meget jeg burde, men alligevel er der noget indeni mig som stritter imod, det er nok den dårlige samvittighed over for dem der er omkring mig og som måske ville blive påvirket af det valg jeg kunne vælge at tage i netop dette øjeblik.
Jeg er forvirret, jeg er desorienteret og jeg føler mig virkelig.. ensom og alene i det her. Der er massere.. eller der er mennesker omkring mig som gerne ville lytte og snakke men jeg kan ikke sætte ord på, det er ligefør jeg ikke engang kan skrive det uden at det bliver kringlet og snørklet.


Jeg forsøger at gøre ting som burde "muntre" mig op men det har direkte modsatte effekt. Jeg kan ikke gøre de ting, selv ikke de mest simple ting..
At skrive.. at bruge ordet, at gribe betydninger og tanker, bare det er næsten umuligt for mig i de her dage. Ordene krøller sig sammen i min hjerne og kommer ud.. som møg.. som noget utydelig og uforståeligt. Føler mig hæmmet i mine talte ord og jeg føler mig uforståelig i det skrevne.. Kan skrive og krølle lortet sammen.

Lort.. det er netop det dét er.

"Du er dum.. dum dum dum!" ... "hop, hop ud foran den bil! nej vent! du må ikke krydse vejen" ... "Så dum.. kig på dig selv.. dum dum dum!"... "De kan se det! de kan se det!" ... "hallo?... hallo? hvorfor ignorerer du mig?"... "Du er ulækker!" .. "De kravler ind til dig når du sover, du må ikke sove".. "vågn op! du må ikke sove!""Hallo?... haaaallloooo?!" .. "De ved det... se! de kigger på dig!".. "Stop!".. "Det er dig de kommer efter"...  "De ser på dig, de kan se lige igennem dig" ... "STOP! STOP DET!"... "LØB! VÆK MED DIG!".. "du spilder tiden.." .. "Vi er de eneste der passer på dig" ... "Du er ingenting!".. "De kender alle dine hemmeligheder"... "du er værdiløs!" .... "Uden os er du ingenting!".. "Medicinen virker ikke..".. "stop med at tage din medicin.." .. "den er giftig, stop med medicinen!".. "de ved det.. den er giftig.. de ved det" ... "De kan se du er bange".. "kig på dig selv, du er så dum!".. "Det er mørkt, kom ud af mørket!".. "lås døren.. åben den.. lås døren.. åben den.. lås døren" .. 

Jeg er træt.. jeg er udmattet.. jeg kan ikke det her..

En lang nat og tankerne..

Er jeg død? eller er det en af de mareridt?
De forfærdelige mareridt? 
De virker til at vare for evigt.
Hvis jeg er i live, hvorfor? hvorfor?
Hvis der er en gud eller noget andet?
Nogen, noget.
Hvorfor er jeg blevet forladt af alt det jeg har kendt, jeg har elsket.
Strandet.
Hvad er lektien? hvad er pointen? 
Gud giv mig et tegn eller jeg må give op.
Jeg kan ikke mere.
Please lad mig dø.
At være i live gør alt for ondt..


Jeg holder ordene for mig selv selvom jeg ved at der er personale i hovedhuset.
Fuglene begynder at pippe og jeg har ikke fået sovet særlig meget i nat på trods af nat medicin.
Har været i hulen, jeg har forsøgt at aflede med spil, jeg har hørt musik.
Intet hjælper, det er som om hovedbanegården befinder sig indeni mit hoved.
Overvejer at gribe min jakke og høretelefoner og vandre ud i morgenen.
Min kp kommer tilbage fra ferie idag og det burde være en lettelse - hvilket det bestemt også er!
Men det er svært at være hjemme i lejligheden og det er nok os grunden til manglende søvn..
Kravler i hulen igen og håber på fred.. bare nogle timer tak.

At køre på reserverne..

Er taget på ferie hjemme hos mine forældre.
Jeg skal være herinde på søndag og så retur til bostedet.
Havde håbet på bedre søvn og lidt flere kræfter men det virker ikke til at ske.
Min nat har været mystisk, ligesom alle andre dage så er jeg vågnet 4-5 gange og samtidig haft en ubehagelig følelse af at der kryber små dyr under huden som spiser mig op indefra.
Jeg er virkelig udmattet og jeg er på grænsen til at falde fuldstændig ned i det mørke der omringer mig og æder mig op. Lægen har givet mig ekstra PN men jeg har mistet troen på at det bliver bedre, det er skræmmende at stå her og det er ikke første gang og nok ikke sidste gang.
Ville ønske jeg bare kunne få en hammer slået imod mit hoved som kunne sørge for at jeg fik sovet og jeg fik ro på. Jeg har brug for ro, jeg har brug for søvn, jeg har brug for lyset,

Endnu en underlig nat..

Klokken er 05.00, det er tredje gang jeg vågner denne nat.
Stemmerne råber og laver larm og det er umuligt at sove.

Jeg er udmattet, jeg er træt og jeg trænger virkelig til en nat uden larm.
Jeg ville ønske at jeg kunne falde i søvn og først vågne når jeg blev vækket af personalet men det er åbenbart et stor stort ønske. Jeg har ondt i hele kroppen, det er som om jeg spænder alt i kroppen for at holde ubehaget ud. Jeg er nød til at tage en time af gangen for ellers bliver det hele uoverskueligt.

opgivende tanker..

Jeg kan mærke at jeg snart ikke har mere energi til at kæmpe imod de triste tanker.
Nætterne er forfærdelige og jeg får slet ikke sovet nok til at jeg kan holde hovedet oppe.
Jeg er udmattet og jeg er trist, jeg er fyldt med tunge tanker.
Har en følelse af at psyk ikke rigtig ved hvordan de skal hjælpe mig, lige nu føler jeg mig som en forsøgs kanin med medicinen og jo det virker da os lidt men slet ikke nok til at jeg kan holde mig stabil og komme igennem dagene. Jeg forsøger at tage en time af gangen men det er hårdt og jeg er bange for at jeg snart kaster håndklædet i ringen og ligger mig i fosterstilling.
Har lyst til at kravle tilbage i hulen, for der føler jeg mig i det mindste lidt mere sikker.
Havde håbet at jeg kunne indhente noget søvn hjemme hos mine forældre men nej, selv der er nætterne umulige og ubehagelige. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv længere og jeg prøver at holde fanen højt og grine og være social men det river i mig og trækker min energi i bunden.

Jeg har forsøgt at få mine aftaler i bund men selvom jeg stort set ingen aftaler har i øjeblikket så kan jeg ikke slappe af eller tage den med ro.. Det gør ondt indeni og jeg har lyst til at tude over alting men tårerne kommer ikke, jeg er efterladt i kaos uden at kunne reagere på den.

Når søvnen ikke er nok..

Jeg kan ikke sove, jeg kan ikke slappe af.
Min hjerne kører på fuld blus og kroppen spændes.
De mørke tanker flyver omkring mig og væggene nærmer sig faretruende.



På trods af øgning i medicin så er min søvn stadig helt a helvedes til.
Befinder mig ude hos mine forældre og havde håbet at jeg kunne få sovet igennem men nej.
Jeg ved ikke hvad der skal til for at få en ordentlig søvn, havde jo håbet at medicinen kunne hjælpe men jeg har nok os for store forventninger omkring medicinen.
Det er svært at tage medicinen i forvejen men når den heller ikke virker som jeg ønsker, så er det sgu svært at holde hovedet højt. Kunne godt bruge en gummi hammer lige i baghovedet og søvn de næste 14 dage for jeg er så udmattet, jeg er så træt,
Humøret er som en rutsjebane der aldrig stopper, men det er aldrig helt godt.
Er trist det meste af tiden, forvirret, kaotisk og væk i mine egne tåger.
Kan ikke længere holde styr på ting som koden til mit hævekort eller mit telefonnummer. Er nød til at kigge flere gange på koden før jeg bare nogenlunde kan huske det og det gør mig bange.
Er generelt blevet mere nervøs fx. er det svært at køre bil eller sidde i en bil der kører.
Er bare et ødelagt menneske.. og jeg ved ikke om jeg nogensinde bliver samlet igen.