opgivende tanker..

Jeg kan mærke at jeg snart ikke har mere energi til at kæmpe imod de triste tanker.
Nætterne er forfærdelige og jeg får slet ikke sovet nok til at jeg kan holde hovedet oppe.
Jeg er udmattet og jeg er trist, jeg er fyldt med tunge tanker.
Har en følelse af at psyk ikke rigtig ved hvordan de skal hjælpe mig, lige nu føler jeg mig som en forsøgs kanin med medicinen og jo det virker da os lidt men slet ikke nok til at jeg kan holde mig stabil og komme igennem dagene. Jeg forsøger at tage en time af gangen men det er hårdt og jeg er bange for at jeg snart kaster håndklædet i ringen og ligger mig i fosterstilling.
Har lyst til at kravle tilbage i hulen, for der føler jeg mig i det mindste lidt mere sikker.
Havde håbet at jeg kunne indhente noget søvn hjemme hos mine forældre men nej, selv der er nætterne umulige og ubehagelige. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv længere og jeg prøver at holde fanen højt og grine og være social men det river i mig og trækker min energi i bunden.

Jeg har forsøgt at få mine aftaler i bund men selvom jeg stort set ingen aftaler har i øjeblikket så kan jeg ikke slappe af eller tage den med ro.. Det gør ondt indeni og jeg har lyst til at tude over alting men tårerne kommer ikke, jeg er efterladt i kaos uden at kunne reagere på den.