udmattelse..

Min energi tank er drænet. Alt føles så hårdt og umuligt.
Det er en sejr hvis det eneste jeg har opnået er at stå op og ikke blive i sengen.
Jeg har ikke overskud til at lave mad eller passe min lejlighed, det hele vælter for mig.
Prøver virkelig at få ordnet alting før det vokser op over begge mine ører men det er svært.
Selv før jeg står ud af sengen er jeg udmattet. Sover for at slippe for alt smerten, ber til at det forsvinder når jeg vågner men det sker ikke.

Orker ikke at gå i bad, orker ikke at vaske tøj, orker ikke engang at skifte tøj.
Alting medfører et eller andet kaos. Alt er gråt og trist i min verden.
Jeg forsøger virkelig, det mener jeg men.. hvornår er nok nok? Jeg starter i et nyt behandlings forløb i næste uge hvor jeg skal arbejde med mine stemmer og det er virkelig skræmmende, jeg har så svært ved at overskue det og ved ikke helt hvad jeg skal gøre af mig selv i alt dette.
Medicinen er svær i øjeblikket, jeg kæmper med at få den taget og kan jeg slippe så går det galt.
Jeg ville allerhelst gemme mig under dynen for alt er så overvældende og hårdt.
Jeg er udmattet, fysisk og psykisk. Jeg ber bare til at tingene snart vender ordentligt.
Tænker stadig om en indlæggelse ville være det rette for mig men så minder jeg mig selv om hvilket kaos der er derinde og hvor skræmmende det egentlig er med den nye afdeling og nye mennesker.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv i alt dette... bare jeg kunne sætte ord på over for personalet men selv dette formår jeg på ingen måde.. auto svaret er "det er fint nok" eller "det er okay" men det er de færreste som ser forbi dette og ved at intet er fint eller okay..

Jeg er ikke ok.

Når alting smelter sammen.

Jeg flakker ind og ud af tågen.
Det er som om jeg det første øjeblik er klar i hovedet men pludselig forsvinder det hele.
Det har varet hele dagen og jeg ved ikke helt hvad der er rigtigt og forkert.
Føler at jeg vakler rundt i en tåge, hele verdenen er dækket af en tung tåge.
Jeg har vært ved at skille tanker og stemmer fra hinanden lige nu. 

Hvad er stemmer og hvad er tanker? Det kører i ring og jeg bliver tynget af tunge mørke tanker.
Kæmper med selvmords tankerne og selvskadende ideer. Min angst er som et tungt slag der skælver i hele kroppen, hjertet banker så hurtigt at jeg er bange for at det flyver ud.
Jeg er i skrivende stund hjemme på weekend hos mine forældre og selvom det er rart at være sammen med hunden, så er det også svært fordi jeg ikke bare kan falde sammen og isolere mig.
Det er svært... jeg kan ikke overskue at være nogen steder, jeg flygter rundt som en høne uden hoved.

snørklede tanker.

Gemmer mig under dynen med triste snørklede tanker.
Dæmonerne træder frem fra deres skjul og river mig ned.
Håber jeg kan sove, gemme mig væk og sove det hele væk.
Dagene smelter sammen og psyken er krakeleret.
Kroppen er udmattet, tankerne slår ihjel.
Jeg skjuler mig bag gardinet imens jeg holder mig for ørerne.
Ville give alt for en pause, en joint, en øl, for jeg falder så hurtigt, føler mig fastlåst i mit eget helvede. Jeg er indespærret i mit eget helvede, mine tanker bliver værre og værre.
Tristheden trækker et mørkt gardin ned over hele verdenen, alting virker så falsk og uvirkeligt.
Jeg ved ikke, alting gør ondt, alting forvirrer og jeg er alt for nervøs og bekymrende.

Lang dag, mange tanker..

Vi er ved at være ved vejs ende for denne dag.
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige til idag udover at jeg har været udmattet og træt på trods af at jeg stod senere op end normalt.
Mit humør er stadig pain in the ass og jeg føler ikke rigtig jeg kan sætte ord på det.
I morgen fylder jeg 25 år og ser jeg frem til det? ikke rigtig.
Jeg har begravet mig under dynen det meste af dagen for det har virket som den lettelse løsning på et længere varigt problem med sindet. Min kæreste var forbi her til aften og det hjalp da lidt på det hele imens han var her, men nu hvor han er kørt igen kan jeg mærke at de mørke tanker tager over.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv udover at putte mere PN i hovedet, det er løsningen på alt i øjeblikket, flere piller og mere bedøvelse fra en verden der virker uretfærdig og uhyggelig.
Jeg ved ikke hvornår jeg kan forvente at det nye medicin begynder at virke ordentligt men indtil videre mærker jeg ikke rigtig nogen forandring og er det egentlig meningen at medicinen ikke kan tage toppen af det her stormvejr? Jeg skal starte med nogle samtaler hos en mand som jeg inderst inde er en smule bange for, vi skal tale om stemmerne og se om vi kan rykke på noget men jeg ved at stemmerne vil gå amok og at det der med at det ikke kan blive værre er en løgn.
Jeg ligger ned ja, men der er ingen der sparker til mig lige nu - men det ved jeg at stemmerne vil gøre så snart vi skal pille ved dem og deres eksistens. Ville ønske at der var en mirakel kur, et eller andet man kunne gøre som ville give øjeblikkelig lettelse i mit indre, men den findes ikke og jeg får bare lov at falde dybere og dybere i mørket og paranoiaen. Der foregår et eller andet på bostedet, ude i blandt andre mennesker, fremmed som kendte men ingen vil indrømme hvad det er. Jeg føler at jeg er i fare, der er nogen der er ude på at gøre mig fortræd og den bedste løsning er at blive i lejligheden selvom personalet forsøger at lokke mig ud med deres ord og smil, men har de rene intentioner? Føler alt jeg gør er forkert, bare det at trække vejret er en fejl. Jeg ved at jeg burde rose mig selv for bare at stå op af sengen hver dag men det føles ærligtalt ikke som om det er en sejr, det føles mere som fiasko. Føler mig umulig, føler mig splittet og mest af alt bange.
Jeg burde kunne stole på dem der er mig nærmest men er så usikker i alting, føler at jeg gør alting forkert, at det jeg siger ikke passer, at det jeg udstråler ikke stemmer overens med det der foregår indeni og det er hårdt at føle at folk ikke tror på at jeg befinder mig i det mørkeste helvede.

Et nyt "halløj"

Sidst jeg skrev, var tilbage i august.
Bloggen har stået stille og jeg har ikke kunne sætte ord på mine tanker og oplevelser.
Men har de sidste dage mærket hvordan jeg har manglet min skriftlige skraldespand.
Jeg starter roligt op med dette indlæg.



Jeg sidder her foran computer skærmen, alt lys er slukket.
Mine tanker drejer rundt og jeg føler at hele rummet falder fra hinanden, det gør mig bange.
Mine tanker lever deres eget liv og jeg forsøger panisk at bremse dem med PN og afledning.
Jeg har i lang tid haft det skidt og frygten for at det bliver ved, at det er stationært, er forfærdelig.
Er startet op i ny medicin igen igen i håb om at det kan gøre stormvejret mindre.
Jeg mister hver eneste dag en smule af håbet for et bedre liv og jeg ved ikke.. burde jeg være et andet sted? jeg lukker mig inde og gemmer mig under dynen. Energien er væk og jeg kunne sove dagene væk hvis jeg måtte. Det er svært at være på bostedet, svært at række ud efter hjælpen, men hvor skulle jeg ellers være? ligemeget hvor meget jeg flygter så følger aben jo med.
Jeg har fødselsdag på onsdag og det er virkelig svært at forholde mig til, det er skræmmende at vide at jeg lige om lidt fylder 25 år og skal fejre den med familien og bostedet. Det sværeste er at jeg ikke troede at jeg ville fylde 18 år, at jeg ville dø før og nu fylder jeg så 25 - er det godt eller skidt? jeg ved det virkelig ikke og jeg føler ikke at jeg kan overskue det.