Vi er ved at være ved vejs ende for denne dag.
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige til idag udover at jeg har været udmattet og træt på trods af at jeg stod senere op end normalt.
Mit humør er stadig pain in the ass og jeg føler ikke rigtig jeg kan sætte ord på det.
I morgen fylder jeg 25 år og ser jeg frem til det? ikke rigtig.
Jeg har begravet mig under dynen det meste af dagen for det har virket som den lettelse løsning på et længere varigt problem med sindet. Min kæreste var forbi her til aften og det hjalp da lidt på det hele imens han var her, men nu hvor han er kørt igen kan jeg mærke at de mørke tanker tager over.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv udover at putte mere PN i hovedet, det er løsningen på alt i øjeblikket, flere piller og mere bedøvelse fra en verden der virker uretfærdig og uhyggelig.
Jeg ved ikke hvornår jeg kan forvente at det nye medicin begynder at virke ordentligt men indtil videre mærker jeg ikke rigtig nogen forandring og er det egentlig meningen at medicinen ikke kan tage toppen af det her stormvejr? Jeg skal starte med nogle samtaler hos en mand som jeg inderst inde er en smule bange for, vi skal tale om stemmerne og se om vi kan rykke på noget men jeg ved at stemmerne vil gå amok og at det der med at det ikke kan blive værre er en løgn.
Jeg ligger ned ja, men der er ingen der sparker til mig lige nu - men det ved jeg at stemmerne vil gøre så snart vi skal pille ved dem og deres eksistens. Ville ønske at der var en mirakel kur, et eller andet man kunne gøre som ville give øjeblikkelig lettelse i mit indre, men den findes ikke og jeg får bare lov at falde dybere og dybere i mørket og paranoiaen. Der foregår et eller andet på bostedet, ude i blandt andre mennesker, fremmed som kendte men ingen vil indrømme hvad det er. Jeg føler at jeg er i fare, der er nogen der er ude på at gøre mig fortræd og den bedste løsning er at blive i lejligheden selvom personalet forsøger at lokke mig ud med deres ord og smil, men har de rene intentioner? Føler alt jeg gør er forkert, bare det at trække vejret er en fejl. Jeg ved at jeg burde rose mig selv for bare at stå op af sengen hver dag men det føles ærligtalt ikke som om det er en sejr, det føles mere som fiasko. Føler mig umulig, føler mig splittet og mest af alt bange.
Jeg burde kunne stole på dem der er mig nærmest men er så usikker i alting, føler at jeg gør alting forkert, at det jeg siger ikke passer, at det jeg udstråler ikke stemmer overens med det der foregår indeni og det er hårdt at føle at folk ikke tror på at jeg befinder mig i det mørkeste helvede.
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige til idag udover at jeg har været udmattet og træt på trods af at jeg stod senere op end normalt.
Mit humør er stadig pain in the ass og jeg føler ikke rigtig jeg kan sætte ord på det.
I morgen fylder jeg 25 år og ser jeg frem til det? ikke rigtig.
Jeg har begravet mig under dynen det meste af dagen for det har virket som den lettelse løsning på et længere varigt problem med sindet. Min kæreste var forbi her til aften og det hjalp da lidt på det hele imens han var her, men nu hvor han er kørt igen kan jeg mærke at de mørke tanker tager over.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv udover at putte mere PN i hovedet, det er løsningen på alt i øjeblikket, flere piller og mere bedøvelse fra en verden der virker uretfærdig og uhyggelig.
Jeg ved ikke hvornår jeg kan forvente at det nye medicin begynder at virke ordentligt men indtil videre mærker jeg ikke rigtig nogen forandring og er det egentlig meningen at medicinen ikke kan tage toppen af det her stormvejr? Jeg skal starte med nogle samtaler hos en mand som jeg inderst inde er en smule bange for, vi skal tale om stemmerne og se om vi kan rykke på noget men jeg ved at stemmerne vil gå amok og at det der med at det ikke kan blive værre er en løgn.
Jeg ligger ned ja, men der er ingen der sparker til mig lige nu - men det ved jeg at stemmerne vil gøre så snart vi skal pille ved dem og deres eksistens. Ville ønske at der var en mirakel kur, et eller andet man kunne gøre som ville give øjeblikkelig lettelse i mit indre, men den findes ikke og jeg får bare lov at falde dybere og dybere i mørket og paranoiaen. Der foregår et eller andet på bostedet, ude i blandt andre mennesker, fremmed som kendte men ingen vil indrømme hvad det er. Jeg føler at jeg er i fare, der er nogen der er ude på at gøre mig fortræd og den bedste løsning er at blive i lejligheden selvom personalet forsøger at lokke mig ud med deres ord og smil, men har de rene intentioner? Føler alt jeg gør er forkert, bare det at trække vejret er en fejl. Jeg ved at jeg burde rose mig selv for bare at stå op af sengen hver dag men det føles ærligtalt ikke som om det er en sejr, det føles mere som fiasko. Føler mig umulig, føler mig splittet og mest af alt bange.
Jeg burde kunne stole på dem der er mig nærmest men er så usikker i alting, føler at jeg gør alting forkert, at det jeg siger ikke passer, at det jeg udstråler ikke stemmer overens med det der foregår indeni og det er hårdt at føle at folk ikke tror på at jeg befinder mig i det mørkeste helvede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar