Når forvirringen får ramt på en.

jeg glor intens på min kalender og forsøger at komme frem til hvilken dag vi er nået til.
Men jeg kan ikke huske det og jeg kan heller ikke huske hvad det egentlig var jeg skulle.
Min hukommelse er et dybt mørkt hul hvor alting forsvinder.

Jeg er træt, det er ikke noget nyt.
Har taget min nat medicin tidligere end jeg plejer i håb om at falde i søvn og sove uden drømme eller mareridt der skræmmer mig fra vid og sans.
Jeg tager pillerne i håb om at føle mig mere "normal" når jeg vågner næste dag men det er aldrig tilfældet og jeg forsøger desperat at navigere i samtaler med andre mennesker.
Det er som om der er gået en klap ned, jeg husker ikke, jeg lagrer ikke og jeg lytter måske heller ikke det meste af tiden, måske er det mest af alt fordi jeg ikke rummer at finde en plads til alting indeni.
I morgen kommer min kontaktperson hvilket jeg ser meget frem til, syntes det er nogle hårde dage med noget personale jeg ikke rigtig kan finde ud af at bruge eller holde ud at være i nærheden af.
Jeg kryber under dynen med en film... og gemmer mig fra alt mørket og smerten.

Lad mine spor forsvinde i skovens mørke.

I mine drømme løber jeg.
Jeg hører deres hvisken, jeg hører deres råb og jeg hører deres stilhed.
Jorden under mine fødder truer med at opsluge mig imens kragerne skriger ovenover mig.
Jeg synker ned i mudderet og kalder på hjælp men jeg ved at hjælpen ikke er i nærheden.
Så jeg løber..

 

 

 

Jeg er udmattet selvom det har været en ganske fornuftig dag.
Mine tanker holder ikke op med at køre rundt og jeg forsvinder i et kort øjeblik for at vende tilbage til forvirringen og samtaler hvor ordene smuldrer.
Jeg gemmer mig i lejligheden endnu en aften imens den fyldes med røg fra de mange smøger der bliver røget og musikken fylder stilheden ud men alligevel kan jeg ikke finde ro.
Har mange ting at tage stilling til og samtidig vælger min hjerne at smide dem over i hjørnet "Det skal nok gå" siger min fornuft men forvirringen og en form for selv bebrejdelse rammer mig som et lyn tog og maser mig flad.
Jeg ville gerne fortælle om det hele men ordene kan ikke rigtig komme rigtig frem og jeg er bange for at forvirre mig selv endnu mere så stilheden er nok den bedste strategi lige nu.

 

 



Mørket udenfor.

Trætheden overmander mig og tvinger mig under dynens trygge omfavnelse.
Drømmene er forvandlet til mareridt der efterlader mig rystende og svedig.
Jeg ville nive mig i armen i drømmene hvis jeg kunne i et forsøg på at slippe væk fra det ubehagelige.
Men det sker aldrig, jeg er tvunget til at blive i mine mareridt indtil kroppen selv gisper efter luft.

Det er tirsdag.
Vejret udenfor er blæsende og koldt hvilket betyder at jeg har gemt mig væk under dynen.
Har hentet medicin på apoteket og jeg hader virkelig når det er den tid for apoteket er skræmmende og jeg tvivler på at medicinen de udleverer er godt for mig men så er det godt at have en kontaktperson med som giver tryghed ved hendes tilstedeværelse.
Har forsøgt at tage mig sammen til at rydde op men overskuddet er ikke helt i top så her sidder jeg stadigvæk med en smøg der sender små røgsignaler op i luften og musikken skruet godt op.
Denne uge byder ikke rigtig på det vilde og det er jeg taknemmelig for, det betyder nemlig at jeg kan få lidt ro på og lade lidt op til næste uges ræs.


Længe siden..

Dagene forsvinder, de smelter sig ind i hinanden og efterlader mig i tvivl.
En konstant tvivl der også sørger for at virkeligheden ikke er virkelig.
Hvad er mit og hvad ejer dæmonerne, jeg ved det ikke og måske finder jeg aldrig ud af det.

Jeg er rigtig ked af at bloggen har stået stille så længe men her er jeg igen.
Jeg startede med en indlæggelse på psyk. i januar og efter den er tiden forsvundet.
De har pillet ved medicinen og min fornemmeste strategi er at sove det svære væk.
Angsten kryber stadig frem fra hjørnerne af lejligheden og stemmerne er der stadigvæk.
Måske tænker du så "har du fået det bedre?" og skal jeg være ærlig så er jeg i tvivl om jeg har fået det bedre eller om jeg bare er blevet bedre til at balancere på den tynde snor.
Men nu er jeg jo så tilbage på bloggen og selvom jeg er i tvivl om hvorvidt jeg har noget spændende at blogge om så forsøger jeg alligevel - måske kan det blive ventilen igen, hvis altså ordene gør som jeg gerne vil have men det er ikke til at vide i skrivende stund.
Jeg bor stadig på bostedet og har det okay med dét de fleste dage men der vil altid  være mørke dage og denne dag er en af dem, en af de dage hvor jeg ikke orker de andre beboere eller personalet.
Jeg gemmer mig i lejligheden med film på tv'et og musik i højtalerne og så et utal af smøger der fylder rummet med en tåge der mildest talt kunne minde om den tåge der er inden i mig.
Jeg har stadig psykologen indtil sommeren træder ind af døren og det er vist planen at jeg skal have lavet en eller anden kognitiv test og det er jeg faktisk rigtig spændt på, måske kan den forklare hvordan min hjerne er smeltet og fyldt med mørke huller.
Psykiateren har jeg også og hun er bestemt en af de "gode" læger i det her system.
Min kontaktperson fra bostedet er her også stadigvæk og jeg nyder de dage hvor hun er på arbejde og hader sådan set de dage hvor hun ikke er her, det er nok trygheden der gør dagene lettere og utrygheden der ødelægger dagene..
Nå men.. her er jeg igen.