onsdag den 30. marts 2016

Lad mine spor forsvinde i skovens mørke.

I mine drømme løber jeg.
Jeg hører deres hvisken, jeg hører deres råb og jeg hører deres stilhed.
Jorden under mine fødder truer med at opsluge mig imens kragerne skriger ovenover mig.
Jeg synker ned i mudderet og kalder på hjælp men jeg ved at hjælpen ikke er i nærheden.
Så jeg løber..
 
 
 
Jeg er udmattet selvom det har været en ganske fornuftig dag.
Mine tanker holder ikke op med at køre rundt og jeg forsvinder i et kort øjeblik for at vende tilbage til forvirringen og samtaler hvor ordene smuldrer.
Jeg gemmer mig i lejligheden endnu en aften imens den fyldes med røg fra de mange smøger der bliver røget og musikken fylder stilheden ud men alligevel kan jeg ikke finde ro.
Har mange ting at tage stilling til og samtidig vælger min hjerne at smide dem over i hjørnet "Det skal nok gå" siger min fornuft men forvirringen og en form for selv bebrejdelse rammer mig som et lyn tog og maser mig flad.
Jeg ville gerne fortælle om det hele men ordene kan ikke rigtig komme rigtig frem og jeg er bange for at forvirre mig selv endnu mere så stilheden er nok den bedste strategi lige nu.
 
 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar