Længe siden..

Dagene forsvinder, de smelter sig ind i hinanden og efterlader mig i tvivl.
En konstant tvivl der også sørger for at virkeligheden ikke er virkelig.
Hvad er mit og hvad ejer dæmonerne, jeg ved det ikke og måske finder jeg aldrig ud af det.

Jeg er rigtig ked af at bloggen har stået stille så længe men her er jeg igen.
Jeg startede med en indlæggelse på psyk. i januar og efter den er tiden forsvundet.
De har pillet ved medicinen og min fornemmeste strategi er at sove det svære væk.
Angsten kryber stadig frem fra hjørnerne af lejligheden og stemmerne er der stadigvæk.
Måske tænker du så "har du fået det bedre?" og skal jeg være ærlig så er jeg i tvivl om jeg har fået det bedre eller om jeg bare er blevet bedre til at balancere på den tynde snor.
Men nu er jeg jo så tilbage på bloggen og selvom jeg er i tvivl om hvorvidt jeg har noget spændende at blogge om så forsøger jeg alligevel - måske kan det blive ventilen igen, hvis altså ordene gør som jeg gerne vil have men det er ikke til at vide i skrivende stund.
Jeg bor stadig på bostedet og har det okay med dét de fleste dage men der vil altid  være mørke dage og denne dag er en af dem, en af de dage hvor jeg ikke orker de andre beboere eller personalet.
Jeg gemmer mig i lejligheden med film på tv'et og musik i højtalerne og så et utal af smøger der fylder rummet med en tåge der mildest talt kunne minde om den tåge der er inden i mig.
Jeg har stadig psykologen indtil sommeren træder ind af døren og det er vist planen at jeg skal have lavet en eller anden kognitiv test og det er jeg faktisk rigtig spændt på, måske kan den forklare hvordan min hjerne er smeltet og fyldt med mørke huller.
Psykiateren har jeg også og hun er bestemt en af de "gode" læger i det her system.
Min kontaktperson fra bostedet er her også stadigvæk og jeg nyder de dage hvor hun er på arbejde og hader sådan set de dage hvor hun ikke er her, det er nok trygheden der gør dagene lettere og utrygheden der ødelægger dagene..
Nå men.. her er jeg igen.