At ramme bunden og gemme sig under dynen.

Jeg trækker dynen over hovedet;
skriger i puden for at undgå folk.
Jeg smiler selvom det gør ondt;
har mistet lysten til alt.

´

 

Der er bare alt for meget igen, lasten på mine skuldre er for tungt.
Jeg vil gerne have det bedre men troen på det er væk.
Jeg prøver at komme igennem dagene

Jeg syntes der er for meget hjemme hos min familie der går skævt, jeg syntes der er alt muligt på bostedet som går skævt og generelt er mit indre fyldt med alt for høje bølger.
Jeg tror at folk tænker at jeg har det godt fordi jeg er i hopla og kommer helt vildt ud, men jeg har ikke energi til det eller overskuddet til at komme igennem dagene.
Lad mig sove og lad mig aldrig vågne op igen, det er for hårdt og jeg kaster håndklædet i ringen og hyler. Fuck den her lorte sygdom og fuck alt det der foregår i mit hoved hver eneste dag.
Jeg er træt. jeg er bare alt for træt.

 



Hold your head up, there's a light in the sky.
I know you're fed up, but you must try to survive.
Each moment's precious, don't let life pass you by-
Keep focused, keep your eyes on the prize.
- Macklemore

 

 

Dagene går men jeg syntes ikke det går bedre; jeg er bare bedre til at skjule det.
Jeg render i cirkler, tager hjem, tager ud, flygter fra min lejlighed.
Har været ude det meste af i dag igen og nu hvor jeg sidder i min lejlighed så begynder uroen og tankemylderet for alvor - og hvad hvis det aldrig forsvinder?
Undgår personalet fordi jeg ikke orker spørgsmålene, jeg undgår de andre beboere fordi de gør mig voldsomt usikre og jeg kan tydeligt mærke at specielt en beboer er skidt for mig - jeg kan genkende et mønster som jeg har mødt før og som var voldsomt skidt for mig og mit indre.
Jeg har ikke lyst til at blive her men jeg har bestemt heller ikke lyst til at bo i min egen lejlighed helt alene og forladt, jeg ved det vil ende skidt eller kaotisk måske.

Snart slutter mine faste samtaler med psykologen og det går mig på.
Jeg har været glad for at gå der selvom det var op af bakke i starten.
Jeg føler ikke jeg kan sige hvordan jeg har det, det er som om jeg lukker ned i tankerne.
Ville gerne sige "jeg har det a røv til og mit hoved går amok" men i stedet sidder jeg i stilheden og bider tænderne sammen, Jeg forsøger at sige "hjælp mig" men i stedet bliver det til et "jeg er ok".."jeg har det fint".."det går nok alt sammen" men det gør det jo bare ikke i længden.
Jeg er træt af medicinen og jeg er træt af at jeg ikke bliver ved med at have det godt når det går godt, jeg er træt af nedturen og de mørke huller..
Jeg er træt af mig.

 



Når det indre bruser over.

Jeg står midt i butikken og et enkelt ord bliver udløseren for kaotisk vrede.
Jeg smider alt hvad der er i kurven tilbage på hylderne og hidser mig mere og mere op.

Jeg kigger på min mor og får sagt alt muligt jeg ved jeg vil fortryde;
for til sidst at storme ud af butikken.

Jeg kan mærke at jeg er et presset menneske disse dage.
Har tilbragt de sidste dage hjemme hos min far imens min mor har været på tøse tur og stemningen har været tung og hård at være i og måske er denne sidste reaktion et tegn på at jeg er presset til kanten og eksploderer i selv de mindste situationer.
Jeg råbte af min mor i butikken, jeg råbte af hende i bilen og jeg råbte af hende da vi kom hjem og så gemte jeg mig under dynen imens tårerne pressede sig på.
Måske har jeg nået kanten? måske er det den ustabile medicin disse dage eller også har jeg bare fået nok?! Jeg bruger timerne på at spekulere på om det er min "sygdom" der viser tænder eller om det er mig der har fået nok af al elendigheden omkring mig? Jeg spekulerer på om der er andre med samme diagnose der pludselig eksploderer? Mon det er det der er sket når man hører om psykisk syge der går amok på bosteder og slår folk ihjel? og så bliver jeg bange fordi jeg mister mig selv i vreden - JEG forsvinder fuldstændig og har ikke kontrol over situationen. Jeg forsvinder i en tåge jeg ikke kan se igennem og så "vågner" jeg op under dynen grædende og forvirret.
Jeg bruger meget energi på at tænke over hvad der er "sygdommen" og hvad der egentlig er mig og det er en pisse svær øvelse og måske er det ikke sundt for mit skrøbelige hoved..
Jeg oplever i disse dage underlige situationer som fx at lyde bliver kraftige - den ene dag kunne jeg høre blomsterne sveje i vinden og skyerne der bevægede sig over mig. Den næste dag var jeg nød til at have solbrillerne på hele tiden fordi lyset skar i mine øjne og efterlod mig blind.
Jeg føler mig tosset og helt ødelagt og jeg søger en undskyldning for at smelte helt ned men frygter at folk ikke kan tackle min vrede og frustration men jeg mangler bare en god grund og tryghed til at gå i stykker.. for det er virkelig det jeg har mest brug for disse dage - at give slip.



Uro og tristhed.

Sidder hjemme hos mine forældre.

Alt lys er slukket og min far er gået i seng.

Hunden trisser rundt og jeg forsøger at få lidt ro på før natten men så sker dét jeg ikke orker - uro og angst der tvinger mig til at vandre rundt i huset og tjekke døre og vinduer.

Er udmatteet og har haft en lang dag men hold nu kæft hvor er det svært at slappe af lige nu.

Snakkede med psykologen idag og syntes egentlig samtalen var fin da jeg gik men nu sidder jeg her og kan ikke helt finde hoved og hale i samtalen, er virkelig i tvivl om hvad hun tænkte om mig og de ting jeg fik sagt højt - og ikke mindst de ting jeg ikke kunne få ud.

Kan godt lide psykologen men syntes hun er svær at læse og jeg ved slet ikke hvad jeg lige skal tænke eller hvordan jeg lige skal slippe tanken om at hun syntes det er spild af tid.

Jeg forsøger at finde ro og fjernsynet kører på random programmer men ja..

Har det okay i dag og alligevel ikke, men det er så svært at forklare når jeg ikke rigtig ved hvordan.

En masse tanker.

Jeg er træt og hjernen kører på fuld skrue.
Jeg ville allerhelst ligge i sengen og bare glemme denne dag men søvnen kommer ikke og i  stedet ligger jeg under dynen og piver.

Jeg kommer op og ryger nogle smøger, forsøger at tage mig sammen til at lave et eller andet imens jeg venter på at blive afhentet af en veninde. Vi skal på en lang tur og jeg magter det ærligt ikke men jeg bider tænderne sammen og forsøger at komme igennem dagen.
Der er personale møde i dag hvilket betyder at der ikke rigtig er noget personale at snakke om.
Min faste kp kigger over en gang imellem men jeg siger ikke noget, jeg mumler bare lidt og prøver at holde mig ovenpå, orker ikke at snakke eller forklare noget.

Syntes det er en dum dag... endnu en dum dag.

Høje bølger.

Jeg syntes det er svært i øjeblikket.
Det er svært at svare på "hvad er der galt?" når jeg ikke selv er klar over det.
Folk spørger hvorfor jeg har det skidt, hvordan de kan hjælpe.. det er fint men svært at svare på, jeg kører for hurtigt som altid og jeg er ved at knække nakken på det.
Har dog fået svar på kørekortet og jeg har fået det godkendt i 2 år hvilket selvfølgelig er bedre end slet ikke at få det tilbage igen og heldigvis kan jeg strege den bekymring af listen.
Jeg sidder i lejligheden og har musik og tv'et kørende, er træt men har svært ved at finde ro til at smide mig i sengen.. ryger den ene smøg efter den anden og tænker over alt og intet.
Er ikke glad for bostedet i øjeblikket og jeg har svært ved at finde en løsning på de ting der går mig på, men kan heller ikke blive ved med at tage hjem til mine forældre, jeg har brug for en tryg base og jeg kæmper desperat for at finde ud af hvordan jeg gør min lejlighed tryg igen.


du lille væsen.

Græd ej triste væsen;
Jeg vil trøste dig i mine trygge arme.
Jeg ved du vil give op;
Jeg ved det er kompliceret;
Jeg ved det er svært;
men græd ej.

Jeg holder dig i mine varme hænder;
du lille skrøbelige væsen.
Jeg passer på dig;
for jeg ved du er som glas.
Jeg aer din kind;
og tørrer dine tårer væk.

Du lille væsen;
fyldt med vrede og angst.
Jeg ved du kæmper;
jeg ved at du forsøger.
Verdenen er stor og skræmmende;
men jeg passer på dig.
Du lille skrøbelige væsen;
jeg er lige her.

 



De mørke timer..

Jeg er i en evig konflikt med min fornuft og min frygt.
Jeg ved at jeg bør lytte til fornuften men frygten bliver overskyggende.
Jeg ville gribe efter trygheden men der er en enorm dal imellem den og jeg.
Jeg føler mig afskåret fra det "dejlige" liv.


Det er de mørke timer, der hvor mit indre er i konflikt med søvnen.
jeg ville sove mig fra al verdenens elendighed hvis jeg kunne men min krop og mit hoved kan ikke enes og derfor sidder jeg her i mørket med en smøg der sender små røg signaler som ingen ser.
Jeg har en forfærdelig overvældende følelse af at være et dårligt menneske uden at kunne definere hvad et "godt" menneske egentlig er. Dagene går langsomt og jeg prøver bare at balancere på kanten.
Personalet gav mig i dag min nat medicinen i hånden "Godnat" hører jeg dem sige og så bliver døren til kontoret lukket og jeg står med pillerne i hånden og egentlig ved vi alle sammen godt at pillerne ryger i lommen og senere i et lille pille glas jeg har gemt i min ene skuffe.
Jeg ved at når jeg ikke får medicinen så sover jeg heller ikke og det er normalvis en skidt ting men måske har jeg for en gangs skyld brug for natten til at finde en ro i lortet.
Er i et turbulent forhold til alle menneskerne omkring mig, min familie, de andre beboere, mine "venner" og personalet - det er som om jeg er fremmed, jeg føles fremmed.
Jeg glor i spejlet men jeg kan ikke genkende det jeg ser og det gør mig bange.
De siger medicinen vil hjælpe på sygdommen og jo langt hen af vejen virker den vel også rigtig fin men der er bare nogle ting den ikke kan ændre og det gør mig vred eller måske nærmere trist.
Jeg føler mig ikke velkommen på bostedet og jeg frygter weekenden hvor jeg skal være sammen med en masse mennesker fra mit netværk som jo ellers er søde og rare mennesker normalvis hvert fald.
Det er som om tingene vælter lidt omkring mig igen eller måske blev mit tårn aldrig bygget ordentligt op under indlæggelsen, det er svært sådan at vurdere på stående fod men en ting er sikkert

 - jeg lever ikke, jeg overlever kun.