Når det indre bruser over.

Jeg står midt i butikken og et enkelt ord bliver udløseren for kaotisk vrede.
Jeg smider alt hvad der er i kurven tilbage på hylderne og hidser mig mere og mere op.

Jeg kigger på min mor og får sagt alt muligt jeg ved jeg vil fortryde;
for til sidst at storme ud af butikken.

Jeg kan mærke at jeg er et presset menneske disse dage.
Har tilbragt de sidste dage hjemme hos min far imens min mor har været på tøse tur og stemningen har været tung og hård at være i og måske er denne sidste reaktion et tegn på at jeg er presset til kanten og eksploderer i selv de mindste situationer.
Jeg råbte af min mor i butikken, jeg råbte af hende i bilen og jeg råbte af hende da vi kom hjem og så gemte jeg mig under dynen imens tårerne pressede sig på.
Måske har jeg nået kanten? måske er det den ustabile medicin disse dage eller også har jeg bare fået nok?! Jeg bruger timerne på at spekulere på om det er min "sygdom" der viser tænder eller om det er mig der har fået nok af al elendigheden omkring mig? Jeg spekulerer på om der er andre med samme diagnose der pludselig eksploderer? Mon det er det der er sket når man hører om psykisk syge der går amok på bosteder og slår folk ihjel? og så bliver jeg bange fordi jeg mister mig selv i vreden - JEG forsvinder fuldstændig og har ikke kontrol over situationen. Jeg forsvinder i en tåge jeg ikke kan se igennem og så "vågner" jeg op under dynen grædende og forvirret.
Jeg bruger meget energi på at tænke over hvad der er "sygdommen" og hvad der egentlig er mig og det er en pisse svær øvelse og måske er det ikke sundt for mit skrøbelige hoved..
Jeg oplever i disse dage underlige situationer som fx at lyde bliver kraftige - den ene dag kunne jeg høre blomsterne sveje i vinden og skyerne der bevægede sig over mig. Den næste dag var jeg nød til at have solbrillerne på hele tiden fordi lyset skar i mine øjne og efterlod mig blind.
Jeg føler mig tosset og helt ødelagt og jeg søger en undskyldning for at smelte helt ned men frygter at folk ikke kan tackle min vrede og frustration men jeg mangler bare en god grund og tryghed til at gå i stykker.. for det er virkelig det jeg har mest brug for disse dage - at give slip.