Hold your head up, there's a light in the sky.
I know you're fed up, but you must try to survive.
Each moment's precious, don't let life pass you by-
Keep focused, keep your eyes on the prize.
- Macklemore

 

 

Dagene går men jeg syntes ikke det går bedre; jeg er bare bedre til at skjule det.
Jeg render i cirkler, tager hjem, tager ud, flygter fra min lejlighed.
Har været ude det meste af i dag igen og nu hvor jeg sidder i min lejlighed så begynder uroen og tankemylderet for alvor - og hvad hvis det aldrig forsvinder?
Undgår personalet fordi jeg ikke orker spørgsmålene, jeg undgår de andre beboere fordi de gør mig voldsomt usikre og jeg kan tydeligt mærke at specielt en beboer er skidt for mig - jeg kan genkende et mønster som jeg har mødt før og som var voldsomt skidt for mig og mit indre.
Jeg har ikke lyst til at blive her men jeg har bestemt heller ikke lyst til at bo i min egen lejlighed helt alene og forladt, jeg ved det vil ende skidt eller kaotisk måske.

Snart slutter mine faste samtaler med psykologen og det går mig på.
Jeg har været glad for at gå der selvom det var op af bakke i starten.
Jeg føler ikke jeg kan sige hvordan jeg har det, det er som om jeg lukker ned i tankerne.
Ville gerne sige "jeg har det a røv til og mit hoved går amok" men i stedet sidder jeg i stilheden og bider tænderne sammen, Jeg forsøger at sige "hjælp mig" men i stedet bliver det til et "jeg er ok".."jeg har det fint".."det går nok alt sammen" men det gør det jo bare ikke i længden.
Jeg er træt af medicinen og jeg er træt af at jeg ikke bliver ved med at have det godt når det går godt, jeg er træt af nedturen og de mørke huller..
Jeg er træt af mig.