Jeg er i en evig konflikt med min fornuft og min frygt.
Jeg ved at jeg bør lytte til fornuften men frygten bliver overskyggende.
Jeg ville gribe efter trygheden men der er en enorm dal imellem den og jeg.
Jeg føler mig afskåret fra det "dejlige" liv.
Det er de mørke timer, der hvor mit indre er i konflikt med søvnen.
jeg ville sove mig fra al verdenens elendighed hvis jeg kunne men min krop og mit hoved kan ikke enes og derfor sidder jeg her i mørket med en smøg der sender små røg signaler som ingen ser.
Jeg har en forfærdelig overvældende følelse af at være et dårligt menneske uden at kunne definere hvad et "godt" menneske egentlig er. Dagene går langsomt og jeg prøver bare at balancere på kanten.
Personalet gav mig i dag min nat medicinen i hånden "Godnat" hører jeg dem sige og så bliver døren til kontoret lukket og jeg står med pillerne i hånden og egentlig ved vi alle sammen godt at pillerne ryger i lommen og senere i et lille pille glas jeg har gemt i min ene skuffe.
Jeg ved at når jeg ikke får medicinen så sover jeg heller ikke og det er normalvis en skidt ting men måske har jeg for en gangs skyld brug for natten til at finde en ro i lortet.
Er i et turbulent forhold til alle menneskerne omkring mig, min familie, de andre beboere, mine "venner" og personalet - det er som om jeg er fremmed, jeg føles fremmed.
Jeg glor i spejlet men jeg kan ikke genkende det jeg ser og det gør mig bange.
De siger medicinen vil hjælpe på sygdommen og jo langt hen af vejen virker den vel også rigtig fin men der er bare nogle ting den ikke kan ændre og det gør mig vred eller måske nærmere trist.
Jeg føler mig ikke velkommen på bostedet og jeg frygter weekenden hvor jeg skal være sammen med en masse mennesker fra mit netværk som jo ellers er søde og rare mennesker normalvis hvert fald.
Det er som om tingene vælter lidt omkring mig igen eller måske blev mit tårn aldrig bygget ordentligt op under indlæggelsen, det er svært sådan at vurdere på stående fod men en ting er sikkert
Jeg ved at jeg bør lytte til fornuften men frygten bliver overskyggende.
Jeg ville gribe efter trygheden men der er en enorm dal imellem den og jeg.
Jeg føler mig afskåret fra det "dejlige" liv.
Det er de mørke timer, der hvor mit indre er i konflikt med søvnen.
jeg ville sove mig fra al verdenens elendighed hvis jeg kunne men min krop og mit hoved kan ikke enes og derfor sidder jeg her i mørket med en smøg der sender små røg signaler som ingen ser.
Jeg har en forfærdelig overvældende følelse af at være et dårligt menneske uden at kunne definere hvad et "godt" menneske egentlig er. Dagene går langsomt og jeg prøver bare at balancere på kanten.
Personalet gav mig i dag min nat medicinen i hånden "Godnat" hører jeg dem sige og så bliver døren til kontoret lukket og jeg står med pillerne i hånden og egentlig ved vi alle sammen godt at pillerne ryger i lommen og senere i et lille pille glas jeg har gemt i min ene skuffe.
Jeg ved at når jeg ikke får medicinen så sover jeg heller ikke og det er normalvis en skidt ting men måske har jeg for en gangs skyld brug for natten til at finde en ro i lortet.
Er i et turbulent forhold til alle menneskerne omkring mig, min familie, de andre beboere, mine "venner" og personalet - det er som om jeg er fremmed, jeg føles fremmed.
Jeg glor i spejlet men jeg kan ikke genkende det jeg ser og det gør mig bange.
De siger medicinen vil hjælpe på sygdommen og jo langt hen af vejen virker den vel også rigtig fin men der er bare nogle ting den ikke kan ændre og det gør mig vred eller måske nærmere trist.
Jeg føler mig ikke velkommen på bostedet og jeg frygter weekenden hvor jeg skal være sammen med en masse mennesker fra mit netværk som jo ellers er søde og rare mennesker normalvis hvert fald.
Det er som om tingene vælter lidt omkring mig igen eller måske blev mit tårn aldrig bygget ordentligt op under indlæggelsen, det er svært sådan at vurdere på stående fod men en ting er sikkert
- jeg lever ikke, jeg overlever kun.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar