Et mørkt sind.

Klokken er 00:32.
Jeg har næsten lige fået min nat medicin fordi jeg blev opslugt af tanker og computeren.
Fik en hyggelig snak med natte vagten men jeg mærker hvordan jeg langsomt synker ind i min egen virkelighed og det skræmmer mig mere og mere.
Suser rundt og kaster bolde i luften for at undgå at mærke tristheden og paranoia.
Min krop kan ikke klare presset, jeg mærker angsten og frygten.
Ville gerne be om hjælp men hvordan gør man det når man ikke er klar over hvad der kan hjælpe.
Der har været meget med mine forældre men nu er det vist stille for en tid og jeg skal nu forsøge at komme igennem dagene uden at have 1000 bolde i luften.
Jeg er nu trappet helt ud af seroquelen og jeg har en følelse af abstinenser hvilket skræmmer mig og samtidig gør mig virkelig rastløs og usikker. Jeg har lovet mig selv at give abilifyen en chance men hvor længe skal jeg give det en chance når jeg har det a helvedes til?
Bliver mere og mere bange for at jeg skal have det sådan her fremadrettet, at det bliver det "normale" .. at det bliver på dette niveau og ikke bedre. Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal gøre af mig selv disse dage men jeg ved at jeg trænger til søvn, jeg trænger til ro, jeg trænger til at være "alene" inde bag gardinet i en mørk lejlighed og ikke komme ud før alting er blevet bedre..
Jeg kan ikke sætte ord på og det piner mig mere og mere. Jeg er SÅ forvirret over mig selv og mine tanker. Flyder mere og mere ud og føler at jeg glider igennem gulvet. Sover stadig under sengen pga. angsten om natten. Jeg vågner stadigvæk flere gange om natten pga stemmerne.
Der er kommet en ny stemme til og jeg ved ikke om jeg har lyst til at sige velkommen eller skrid.
Jeg føler ikke at jeg har kontrol over noget som helst.. Tristheden æder mig indefra og jeg prøver at smile og grine fordi jeg ikke orker snakken.. 

Når dagens oplevelser dræner helt..

Ligger under dynen.
Ville græde hvis jeg kunne.
Er så udmattet, er så skidt.
Har haft besøg af min bror, svigerinde og lille nevø.. det burde være hyggeligt og rart men jeg er så træt! så træt at jeg ikke orker at kæmpe imod mørket indeni.
Føler en vis ensomhed men kender den jo desværre alt for godt.

Orker ikke at snakke med bostedet, for hvad skal jeg egentlig sige til dem? De ved jo godt at jeg har det som en hængt kat og de aner ikke hvad de skal gøre ved det, og ærligt så ved jeg heller ikke hvad jeg skal gøre ved noget som helst.
Skal hjem på bostedet i morgen aften men har ikke lyst.. eller.. har bare ikke lyst til at være til lige disse dage.. eller det er sådan set os løgn.. det er ikke kun disse dage..
Ved ikke hvad jeg skal stille op.. medicinen virker ikke.. jeg virker ikke.. verdenen virker ikke.. 

tilbage i gamle minder..

Sidder hjemme hos mine forældre.
Døren er lukket og lyset er slukket.
Gamle minder kravler frem fra væggene og fylder mig med angst og forvirring.
For 20 år siden flyttede vi herud og jeg husker lyse dage hvor vi rendte fra have til have og legede ta-fat. Der var ingen bekymringer og de eneste tårer kom når man væltede på cyklen.
Den gang var der ingen der forventede at jeg ville ende hvor jeg er nu.
Jeg føler mig svag, ødelagt, forkert..
De seneste dage har jeg spekulereret mere over min fremtid end hvad jeg har gjort længe.
Jeg drømmer men mine drømme kan man ligeså godt krølle sammen og kaste i skraldespanden.
Jeg ved ikke hvad der skal blive af mig og det gør mig bange.
Vi har snakket meget om mit ressource forløb og hvad der skal ske bagefter - jeg forventer ikke længere noget for jeg ved sgu ikke om jeg kan regne med de tanker.
Det er hårdt ikke at vide hvad der skal blive af mig.. har brug for afklaring men kan ikke få det.

Har det ikke godt lige nu men orker ikke at snakke med bostedet.
Kan ikke sige til det til mine forældre for stemningen herhjemme er dårlig lige nu.
Jeg ville gerne sove men alligevel orker jeg ikke at forsøge.

Min bror og svigerinde samt lille nevø kommer i morgen og jeg orker det ikke.
Det plejer at være enormt hårdt at være på men heldigvis kan jeg trække mig fra det hele.
Havde håbet på en stille weekend men det tyder det desværre ikke på.

Når tankerne slår badut spring..

Klokken er knap 01.00 og jeg er lys vågen..
Kan ikke finde ro, kan ikke finde fred, kan ikke falde i søvn.
Mine tanker lever deres eget liv og jeg føler mig fanget i et rum med 1000 mennesker.
Ingen forstår rigtig hvordan det føles før de står i det, det er min teori.
Stemmerne er der, så er de væk, så lyder de anderledes og jeg bliver i tvivl om der er kommet flere til eller om det bare er de samme stemmer. Jeg har ikke kræfter til at kæmpe imod de dårlige tanker.
Hele huset sover, ja selv hunden er langt væk i drømmeland og jeg føler mig virkelig alene.
Kan ikke sætte ord på, selv ikke når jeg inderst inde gerne ville.

Jeg kæmper med ordene, selv på skrift selvom det er der jeg føler mig mest sikker.
Skal snakke med lægen i næste uge men aner ikke hvad jeg skal sige udover at jeg er utålmodig, at jeg ikke kan "vente" på at medicinen "virker".. Jeg har ikke særlig stor tiltro til at det vil virke selvom jeg virkelig forsøger at være optimistisk. Det er svært at bevare håbet når man ligger dybt nede i hullet. Jeg ville gerne tale.. det ville jeg virkelig.. men jeg ved ikke hvad jeg skal sige.. udover .. hjælp mig før jeg giver op.

Udmattet..

Min krop er udmattet.
Mit sind er udmattet.

Ingen har en "kur" til at hjælpe mig op af hullet igen.
Jeg forsøger at smile men det gør ondt indeni og jeg ved ikke..
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.
Kan ikke falde til ro, kan ikke falde i søvn, kan ikke slappe af.

De spørger om mine tanker, er det konkrete handlinger? Jeg ved det ikke længere.
Selvmord.. selvskade.. opgivenhed.. tristhed.. ligegyldighed.

Jeg er startet op på abilify men det er til at stikke op i røven.
Skal snakke med lægen i næste uge, jeg orker det ikke og jeg har mest af alt lyst til at gemme mig.
Gemmer mig bag lukkede gardiner, gemmer mig i mørket, gemmer mig under sengen.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv og jeg tror heller ikke at andre har svaret..