tilbage i gamle minder..

Sidder hjemme hos mine forældre.
Døren er lukket og lyset er slukket.
Gamle minder kravler frem fra væggene og fylder mig med angst og forvirring.
For 20 år siden flyttede vi herud og jeg husker lyse dage hvor vi rendte fra have til have og legede ta-fat. Der var ingen bekymringer og de eneste tårer kom når man væltede på cyklen.
Den gang var der ingen der forventede at jeg ville ende hvor jeg er nu.
Jeg føler mig svag, ødelagt, forkert..
De seneste dage har jeg spekulereret mere over min fremtid end hvad jeg har gjort længe.
Jeg drømmer men mine drømme kan man ligeså godt krølle sammen og kaste i skraldespanden.
Jeg ved ikke hvad der skal blive af mig og det gør mig bange.
Vi har snakket meget om mit ressource forløb og hvad der skal ske bagefter - jeg forventer ikke længere noget for jeg ved sgu ikke om jeg kan regne med de tanker.
Det er hårdt ikke at vide hvad der skal blive af mig.. har brug for afklaring men kan ikke få det.

Har det ikke godt lige nu men orker ikke at snakke med bostedet.
Kan ikke sige til det til mine forældre for stemningen herhjemme er dårlig lige nu.
Jeg ville gerne sove men alligevel orker jeg ikke at forsøge.

Min bror og svigerinde samt lille nevø kommer i morgen og jeg orker det ikke.
Det plejer at være enormt hårdt at være på men heldigvis kan jeg trække mig fra det hele.
Havde håbet på en stille weekend men det tyder det desværre ikke på.