Når tankerne slår badut spring..

Klokken er knap 01.00 og jeg er lys vågen..
Kan ikke finde ro, kan ikke finde fred, kan ikke falde i søvn.
Mine tanker lever deres eget liv og jeg føler mig fanget i et rum med 1000 mennesker.
Ingen forstår rigtig hvordan det føles før de står i det, det er min teori.
Stemmerne er der, så er de væk, så lyder de anderledes og jeg bliver i tvivl om der er kommet flere til eller om det bare er de samme stemmer. Jeg har ikke kræfter til at kæmpe imod de dårlige tanker.
Hele huset sover, ja selv hunden er langt væk i drømmeland og jeg føler mig virkelig alene.
Kan ikke sætte ord på, selv ikke når jeg inderst inde gerne ville.

Jeg kæmper med ordene, selv på skrift selvom det er der jeg føler mig mest sikker.
Skal snakke med lægen i næste uge men aner ikke hvad jeg skal sige udover at jeg er utålmodig, at jeg ikke kan "vente" på at medicinen "virker".. Jeg har ikke særlig stor tiltro til at det vil virke selvom jeg virkelig forsøger at være optimistisk. Det er svært at bevare håbet når man ligger dybt nede i hullet. Jeg ville gerne tale.. det ville jeg virkelig.. men jeg ved ikke hvad jeg skal sige.. udover .. hjælp mig før jeg giver op.