Tanker der fylder.

Jeg ville rigtig gerne komme med et fint indlæg hvor jeg forklarede hvordan dagen har været men jeg er simpelhen så udmattet indeni hovedet. Jeg er udmattet i den fysiske krop og det psykiske indre.

Det er svært at være indlagt og jeg kan mærke at jeg savner det derhjemme, jeg savner min egen seng og jeg savner min hund. Min mor sender videoer af hunden derhjemme og jeg ser dem imens tårerne presser sig på. Jeg har lyst til at gå herfra, vandre ud i mørket.. 

Jeg ville gerne uddybe tankerne men lige nu har jeg bare brug for at "sætte ord på dem" så her er en liste over tanker der har fyldt idag.

- Angstprovokerende gåtur i byen med mine forældre. En tur der virkelig sugede energien ud af mig og stressede mig mere end hvad godt var.

- hvor højt skal man falde for at dø og tanker om at forlade afdelingen for at gå over på sygehuset og løbe op af trapperne til jeg ved at jeg er så højt oppe at jeg ikke bare vil komme til skade men at jeg var fuldkommen død.

- angsten for personalet afholder mig fra at sætte ord på tingene herinde.

- jeg føler mig død, jeg føler mig ødelagt, jeg føler mig forvirret.

- hvorfor kan medicinen ikke bare virke 100% og hvorfor skal jeg trækkes igennem det her helvede igen og igen.

- Hvorfor skal jeg være så bange for andre mennesker.. bare at forlade min stue er angst provokerende..

Dårlig sygehus kaffe og tanker der tumler rundt.

Det er lørdag d. 16 januar.

Jeg er ikke tilfreds med at være indlagt og det er som om det bliver sværere og sværere dag for dag.

Er bange for det meste af personalet hvilket betyder at jeg gemmer mig væk, vil helst være for mig selv og gemme mig væk fra alt det der stresser.

Samtidig er jeg bange for at blive udskrevet de her dage for det er som om jeg ikke får det synderligt bedre - jo roen herinde lagde en god dæmper på nattens mareridt og jeg får sovet bedre om natten men er det medicinen eller trygheden herinde? 

Får besøg af min storebror og svigerinde idag - de ville komme her inden længe så jeg er i en eller anden vente position hvor jeg bare gerne vil have det overstået og alligevel er det rart at se andre mennesker end de skrigende sjæle herinde.

Drikker kander med dårlig sygehus kaffe og jeg ryger halve smøger fordi jeg helst vil gemme mig væk.

Jeg er ikke klar over hvad planen er lige nu, jeg ved ikke hvor længe jeg skal være her eller hvad der skal ske med medicinen men forventer at få svar på det på mandag..

Men en ting er sikkert.. jeg er ikke klar til at komme hjem endnu.. selvmordstankerne er stadig meget overvældende og jeg ved slet ikke hvor de tanker kommer fra men stemmerne kommenterer meget på dem og så spekulerer jeg over tankerne og får det så værre igen.. jeg kan sgu ikke finde ud af det her.

Ængstelige skrig og hvide vægge.

Så skete det, jeg blev indlagt.

Havde håbet at behovet kunne blive skubbet længere væk men jeg må erkende at det nok har været den rigtige beslutning at lade mig indlægge.

Er sluppet for de låste døre og sidder i skrivende stund på en åben afdeling.

Her er så forfærdelig stille det meste af tiden udover når der kommer skrig fra den lukkede afdeling og alarmerne bipper og gangene fyldes af portører og sygeplejersker.

Jeg har været så heldig at få et fjernsyn ind på min stue og det eneste der lokker mig ud er smøgerne og måltiderne som går lettere herinde end jeg først havde forventet.

Jeg ved ikke hvad planen er, jeg ved ikke hvor længe jeg skal være her og jeg prøver så vidt som muligt at lade være med at tænke over det.

Jeg ved at de vil pille ved medicinen og at der i morgen kommer en fysioterapeut som skal lave nogle planer med mig omkring træningsrummet.

Min bror og svigerinde ville også komme forbi i morgen og det er okay tror jeg.

Har egentlig mest af alt lyst til at lukke mig inde og aldrig mere sige et eneste ord..

Jeg får PN medicin i en god strøm i løbet af dagen hvilket holder mit indre kaos lidt i skak men det er svært at balancere i alt det her og vænne sig til at være her.

Det er over 1,5 år siden jeg var indlagt sidst og alt har ændret sig her på afdelingerne hvilket var svært igår men jeg har fundet ud af det meste tror jeg..

Alt i alt må jeg sige at jeg er glad for at være her, det var det jeg havde brug for.

Jeg er min kontaktperson evig taknemmelig for at være ved min side hele dagen igår så jeg ikke var alene i det her med at blive indlagt.

Billederne der kører i hovedet.

Musikken bankes mod murene som et ekko der aldrig stopper.
Overdøver alt det der gør mig angst og fylder rummet med røg.
Vandrer frem og tilbage med et bankende hjerte der truer med at bryde ud.
Gemmer mig under dynen men de finder mig altid.
Jeg kan ikke holde ud for mine hænder glider hele tiden på kanten.

Jeg føler mig ubeslutsom, jeg kan ikke komme frem til de rette valg.
I morgen skal jeg snakke med lægen og der skal vi drøfte indlæggelse og jeg er stadig ikke kommet frem til noget fornuftigt eller brugbart.
Mit indre er stresset og det viser sig på flere måder som bla. det her med de indre film der kører igen og igen men jeg kan ikke sætte ord på de her billeder for jeg kan ikke følge med.
Det ene øjeblik er jeg fastspændt i bæltet, det næste øjeblik hænger jeg i et reb fra loftet, under jorden i en kiste og så mange andre skrækkelige ting.
Jeg ber om ro og er det for meget at forlange? det føles sådan.
Jeg rydder op for at undgå at sidde stille men det hjælper ikke for jeg er mere forvirret end da jeg startede.. jeg kan bare ikke magte nogen beslutninger i dag.. det er alt for svært.



Forvirring, angst og udflydende tanker.

Én dag vil jeg falde i søvn og drømme mig langt væk fra smerten.
Én dag vil jeg kunne trække vejret i mine drømme og smile.
Én dag vil jeg gribe lyset med hænderne og holde det tæt.
Én dag vil jeg være borte men glad.

Jeg er hjemme i lejligheden, fjernsynet larmer og smøgerne sender små røgskyer op under loftet.
Katten ligger i sengen og stirrer på mig med hans smukke øjne imens kløerne skubbes langt ned i madrassen og efterlader små mærker ingen kan se.
Jeg ved ikke hvordan jeg har det i skrivende øjeblik, modløs og trist måske, bange og urolig, jeg er faktisk slet ikke tilfreds med at sidde her foran computeren i min lejlighed.
Måske er det snakken ude på gangen der gør mig urolig, måske er det at en af dem jeg bor i hus med har besøg af en anden beboer som jeg ikke bryder mig om at være omkring.
Jeg har været sammen med personalet i en time men gik over til mig selv da jeg er alt for træt og mast til at kunne være "social" så det er lettere med en film på skærmen og smøger.
Jeg tænker nok for meget og det er nok dét der gør mig så utilpas i øjeblikket.
Selvmordstankerne er svære at holde på afstand og mørket virker dragende.
Drømmer at jeg pakker min rygsæk og forlader lejligheden og løber ud i mørket for at forsvinde.
Jeg har mærkelige drømme, jeg har mærkelige tanker og jeg har mærkelige fornemmelser men udadtil virker jeg måske til at have det okay, men hvordan skulle jeg kunne vise hvordan jeg har det når jeg ikke engang selv er klar over hvad der foregår.
Jeg er blevet tilbudt indlæggelse og jeg er meget ambivalent i forhold til dette - det er en chance for at falde sammen og gå i stykker men samtidig har jeg de her drømme hvor jeg bliver lagt i bælte og tvangsmedicineret med medicin jeg ikke kan tåle og jeg frygter at det vil ske selvom det er mange år siden jeg sidst endte i bæltesengen.. men jeg frygter det alligevel.

Jeg frygter livet.. jeg frygter at trække vejret.. jeg frygter.. mig selv.

 

 

 

 



Lær mig at trække vejret.. Lær mig at leve..

De siger "det der ikke dræber dig, gør dig stærkere"
Men jeg ved ikke længere om jeg tror på deres ord.
Vægten fra verdenen bliver tungere og tungere, jeg går længere og længere ned i knæ.
Selv når jeg ligger ned så kan jeg ej sige "hjælp mig"

Jeg betragter menneskerne omkring mig.
Dem på gaden, dem i butikkerne, dem på stierne, dem i bilerne.
Jeg kan ikke lade være med at spekulere over hvordan de kan bare kan leve, hvordan de kan komme igennem dagene uden at råbe eller græde eller trække knivbladet over den bare hud.
Jeg bliver et mindre og mindre menneske i takt med at angsten bliver større og større.
Prøver at komme igennem dagene med musik i ørerne og kæde-rygningen men det virker ikke rigtig.
Jeg ender igen og igen under dynen med en bankende fornemmelse indeni, jeg kvæler skriget i puden og forbander hele verdenen langt væk, men alligevel er jeg bare et meget lille menneske.
De siger det er "dårligt selvværd" der gør at jeg ser på andre med frygt men jeg kalder det sund fornuft, jeg er kritisk overfor mine omgivelser og ja måske er det mig den er gal med eller også har jeg bare indset sandhederne, jeg har set det i menneskerne der bevæger sig hurtigt forbi mig.
Min far snakker om indlæggelse men jeg kan ikke, jeg kan ikke pakke min taske og gå ind på den afdeling der er fyldt med alle verdenens rædsler men samtidig kan jeg heller ikke længere sige at jeg sagtens kan holde mig i live men hvis jeg bare holder de ord for mig selv så låser de mig ikke inde.
Jeg ved ikke hvad jeg burde gøre, jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre og jeg ved ikke hvad jeg føler at jeg skal gøre, jeg er bare et kæmpe kaotisk menneske der ikke kan holde fast.
Mine hænder bliver ved med at glide og jeg vil helst bare låse mig indeni min lejlighed og aldrig komme ud igen, jeg vil ikke se endnu et menneske i øjnene og fortælle løgnene om hvor godt jeg har det eller at jeg bestemt ikke handler på mine tanker.. jeg vil helst bare være alene for så skal jeg ikke love noget til nogen igen.

 

 

 



Kaotiske fornemmelser og et helvede.

Som barn var man bange for monstre under sengen;
som voksen indser man at monstrene ikke er under sengen men indeni én.
De kommer i forskellige former og farver alt efter hvad sindet kæmper imod.
Jeg kender mine monstre, jeg ved bare ikke hvordan jeg vinder over dem.

Julen er ovre og væk er alt julemaden og slikket.
Et nyt år er startet og nu begynder det langsomt at blive hverdag igen.
Jeg vil gerne indrømme at det nye år ikke startede som jeg gerne ville, jeg havde nok håbet at have det godt og være mere klar til at tage kampene op.
Sandheden er at jeg har det skidt, selvom skidt er sådan et dårligt ord.
Jeg lukker mig inde, jeg sover dagene væk og jeg skubber hele verdenen væk fra mig.
Jeg har snart fødselsdag og jeg frygter den dag, jeg hader den dag og jeg vil på sin vis gerne have den overstået så hurtigt som muligt og alligevel har jeg inviteret gæster så jeg ikke skal føle mig helt ensom, men jeg ved sgu ikke om det er for min skyld at jeg har inviteret folk eller om det er den dårlige samvittighed som jeg ville sidde med hvis jeg ikke gjorde.
Jeg befinder mig i et kaotisk grænseland hvor jeg konstant bliver ramt af forvirring over mine egne tanker og fornemmelser, jeg har en følelse af ikke rigtig at være "vågen" jeg er forsvundet for mig selv og mine omgivelser, problemet er bare at jeg ikke ved hvordan eller hvorfor.
Kæmper mig igennem dagene og selvom jeg har været åben for mine forældre og sagt at jeg faktisk har det skidt så virker det som om de ikke helt forstår hvorfor - måske er det noget de har gjort forkert eller måske er det fordi at det er vinter eller noget helt tredje.
Problemet i alt dette er nok at det ikke kom pludselig, jeg kan se tilbage på 2015 og tænke over hvilket lorte år det egentlig har været - der har været dejlige mennesker ja, men jeg har ikke rigtig på noget tidspunkt følt mig helt vild stabil eller haft det godt i længere tid.
Folk søger efter en grund til at jeg har fået det skidt men jeg kan ikke komme med en grund, det er som om at vågne op en dag og tænke at livet bare ikke er for en selv.
Selvmordstanker, selvskadende tanker, spiseforstyrrelsen, depressionen, angsten, utrygheden, vreden er bare nogle af de ting der cirkulerer indeni mig og jeg efterlades i en tilstand hvor jeg ikke længere kan finde ord eller forklaring, allerhelst ville jeg bare gerne blive i søvnen.. for i søvnen har jeg ikke ondt og i søvnen kan jeg være i fred.