Havde håbet at behovet kunne blive skubbet længere væk men jeg må erkende at det nok har været den rigtige beslutning at lade mig indlægge.
Er sluppet for de låste døre og sidder i skrivende stund på en åben afdeling.
Her er så forfærdelig stille det meste af tiden udover når der kommer skrig fra den lukkede afdeling og alarmerne bipper og gangene fyldes af portører og sygeplejersker.
Jeg har været så heldig at få et fjernsyn ind på min stue og det eneste der lokker mig ud er smøgerne og måltiderne som går lettere herinde end jeg først havde forventet.
Jeg ved ikke hvad planen er, jeg ved ikke hvor længe jeg skal være her og jeg prøver så vidt som muligt at lade være med at tænke over det.
Jeg ved at de vil pille ved medicinen og at der i morgen kommer en fysioterapeut som skal lave nogle planer med mig omkring træningsrummet.
Min bror og svigerinde ville også komme forbi i morgen og det er okay tror jeg.
Har egentlig mest af alt lyst til at lukke mig inde og aldrig mere sige et eneste ord..
Jeg får PN medicin i en god strøm i løbet af dagen hvilket holder mit indre kaos lidt i skak men det er svært at balancere i alt det her og vænne sig til at være her.
Det er over 1,5 år siden jeg var indlagt sidst og alt har ændret sig her på afdelingerne hvilket var svært igår men jeg har fundet ud af det meste tror jeg..
Alt i alt må jeg sige at jeg er glad for at være her, det var det jeg havde brug for.
Jeg er min kontaktperson evig taknemmelig for at være ved min side hele dagen igår så jeg ikke var alene i det her med at blive indlagt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar