Lær mig at trække vejret.. Lær mig at leve..

De siger "det der ikke dræber dig, gør dig stærkere"
Men jeg ved ikke længere om jeg tror på deres ord.
Vægten fra verdenen bliver tungere og tungere, jeg går længere og længere ned i knæ.
Selv når jeg ligger ned så kan jeg ej sige "hjælp mig"

Jeg betragter menneskerne omkring mig.
Dem på gaden, dem i butikkerne, dem på stierne, dem i bilerne.
Jeg kan ikke lade være med at spekulere over hvordan de kan bare kan leve, hvordan de kan komme igennem dagene uden at råbe eller græde eller trække knivbladet over den bare hud.
Jeg bliver et mindre og mindre menneske i takt med at angsten bliver større og større.
Prøver at komme igennem dagene med musik i ørerne og kæde-rygningen men det virker ikke rigtig.
Jeg ender igen og igen under dynen med en bankende fornemmelse indeni, jeg kvæler skriget i puden og forbander hele verdenen langt væk, men alligevel er jeg bare et meget lille menneske.
De siger det er "dårligt selvværd" der gør at jeg ser på andre med frygt men jeg kalder det sund fornuft, jeg er kritisk overfor mine omgivelser og ja måske er det mig den er gal med eller også har jeg bare indset sandhederne, jeg har set det i menneskerne der bevæger sig hurtigt forbi mig.
Min far snakker om indlæggelse men jeg kan ikke, jeg kan ikke pakke min taske og gå ind på den afdeling der er fyldt med alle verdenens rædsler men samtidig kan jeg heller ikke længere sige at jeg sagtens kan holde mig i live men hvis jeg bare holder de ord for mig selv så låser de mig ikke inde.
Jeg ved ikke hvad jeg burde gøre, jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre og jeg ved ikke hvad jeg føler at jeg skal gøre, jeg er bare et kæmpe kaotisk menneske der ikke kan holde fast.
Mine hænder bliver ved med at glide og jeg vil helst bare låse mig indeni min lejlighed og aldrig komme ud igen, jeg vil ikke se endnu et menneske i øjnene og fortælle løgnene om hvor godt jeg har det eller at jeg bestemt ikke handler på mine tanker.. jeg vil helst bare være alene for så skal jeg ikke love noget til nogen igen.