Forvirring, angst og udflydende tanker.

Én dag vil jeg falde i søvn og drømme mig langt væk fra smerten.
Én dag vil jeg kunne trække vejret i mine drømme og smile.
Én dag vil jeg gribe lyset med hænderne og holde det tæt.
Én dag vil jeg være borte men glad.

Jeg er hjemme i lejligheden, fjernsynet larmer og smøgerne sender små røgskyer op under loftet.
Katten ligger i sengen og stirrer på mig med hans smukke øjne imens kløerne skubbes langt ned i madrassen og efterlader små mærker ingen kan se.
Jeg ved ikke hvordan jeg har det i skrivende øjeblik, modløs og trist måske, bange og urolig, jeg er faktisk slet ikke tilfreds med at sidde her foran computeren i min lejlighed.
Måske er det snakken ude på gangen der gør mig urolig, måske er det at en af dem jeg bor i hus med har besøg af en anden beboer som jeg ikke bryder mig om at være omkring.
Jeg har været sammen med personalet i en time men gik over til mig selv da jeg er alt for træt og mast til at kunne være "social" så det er lettere med en film på skærmen og smøger.
Jeg tænker nok for meget og det er nok dét der gør mig så utilpas i øjeblikket.
Selvmordstankerne er svære at holde på afstand og mørket virker dragende.
Drømmer at jeg pakker min rygsæk og forlader lejligheden og løber ud i mørket for at forsvinde.
Jeg har mærkelige drømme, jeg har mærkelige tanker og jeg har mærkelige fornemmelser men udadtil virker jeg måske til at have det okay, men hvordan skulle jeg kunne vise hvordan jeg har det når jeg ikke engang selv er klar over hvad der foregår.
Jeg er blevet tilbudt indlæggelse og jeg er meget ambivalent i forhold til dette - det er en chance for at falde sammen og gå i stykker men samtidig har jeg de her drømme hvor jeg bliver lagt i bælte og tvangsmedicineret med medicin jeg ikke kan tåle og jeg frygter at det vil ske selvom det er mange år siden jeg sidst endte i bæltesengen.. men jeg frygter det alligevel.

Jeg frygter livet.. jeg frygter at trække vejret.. jeg frygter.. mig selv.