Selvvalgt ensomhed eller tvungen social.

 I går vovede jeg mig ud af lejligheden og forsøgte at opholde mig på fælles områderne.

En af personalerne spurgte mig igår om jeg ser andre end blot min familie, var der ikke nogen venner at være sammen med, nogen jeg kunne være social med udover min familie.

Det er hårdt at høre folks ord når de indirekte minder mig på at jeg burde have en kæmpe social omgangskreds i stedet for at isolere mig i lejligheden eller være sammen med min familie.

Jeg kan godt være social hvis det er i små mængder men jeg har nok valgt ensomheden.

Det er ikke fordi jeg ikke kan li andre mennesker men de dræner mig når jeg ikke helt forstår hvad der foregår eller jeg føler mig utryg eller udsat. Jeg har venner eller jeg ser dem som venner, folk på nettet som jeg chatter med hver eneste dag selvom jeg aldrig har mødt dem i virkeligheden.

Det passer mig fint med venner online for bag skærmen føler jeg mig tryg og i sikkerhed, og så kan det godt være at nogen vil mene at det ikke er en sund form for relation.

Jeg forstår ikke at man vil forsøge at tvinge folk til at være sociale og jeg forstår også godt at man ikke ønsker nogen der er fanget i ensomhed men det er noget jeg må bokse med selv uden at føle at jeg bliver trådt på fordi jeg har valgt at sådan er mit liv lige nu.

Før jeg blev sårn rigtig syg der havde jeg et kæmpe socialt netværk, jeg sad aldrig stille men havde planer hele dagen og hele ugen, jeg husker kun de år som en travl tid hvor jeg ikke kom ned og fik ro på og trak vejret - jeg havde for travlt med at være til stede overalt og det kostede mig i sidste ende også det sociale netværk da jeg ikke længere kunne løbe så stærkt og være så meget til stede.

Men jeg er glad for det sociale netværk jeg har selvom det ikke er særlig stort.

Jeg holder af at bruge tid med min familie og her er plads til at jeg kan smide mig i en seng og se fjernsyn hele dagen hvis det er det jeg har brug for. Jeg har nære venner som jeg ser fra tid til anden og det passer mig helt fint at det ikke er hver dag flere gange i ugen. Jeg vil hellere have få venner som er meget tæt på end et kæmpe netværk hvor ingen er tæt på.

Jeg er taknemmelig for de mennesker jeg har tæt på og selvom jeg godt kunne græde over at jeg ikke har et større netværk eller at jeg føler mig sølle fordi de fleste jeg snakker med er over internettet så er jeg stadig taknemmelig.

Onsdag..

Trækker dynen over hovedet.
Mørket truer med at opsluge mig og mit tanke helvede.
Fjernsynet kører for at kvæle stilheden men jeg kan ikke koncentrere mig om skærmen.
Kravler kun ud for at ryge men ellers gemmer jeg mig her.
Det er det eneste sted jeg sådan rigtig føler mig tryg.

Det er onsdag.
Jeg kan allerede mærke at det her er en skod dag som jeg allerhelst ville sove væk.
Har kortvarigt været ude og køre men ellers gemt mig i lejligheden.
Orker ikke at snakke og jeg har egentlig heller ikke lyst til at sige hvordan jeg har det for jeg aner det ikke rigtig udover at det gør ondt og det gør mig trist.
Jeg forsøger at holde ud i stedet for at flygte fra lejligheden men det er svært.
Min kontaktperson kommer i aftenvagten og jeg glæder mig til at se hende for jeg behøver ikke forklare - hun kan bare se og mærke på mig at det ikke er optimalt lige nu.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv i dag og jeg kravler hurtigt under dynen igen.

 



Drømme om fortiden.

Vågner op badet i sved.
Ligger i hospitals sengen med bippende maskiner omkring mig.
Var det et mareridt eller en drøm?

"Du er heldig at være i live" siger lægen.
Pillerne burde have sluttet det hele.
Jeg føler stadig og slangerne hjælper giften ud af kroppen.
Jeg har blødende sår de har dækket med bandager men blodet siver igennem.
Min familie sidder udenfor - de ved ikke om jeg overlever.
Jeg er stadig fyldt i smerte og hele verden er en tåge.
Jeg bevæger på mig og lægen kommer ind.
Mine øjenlåg glider i og jeg flyder ind i drømmene igen.
Jeg hører deres skrig i det fjerne men jeg vågner ikke.
Jeg kæmper for at leve imens jeg håber på det modsatte.
Min krop kramper og jeg forsvinder imens lægerne kæmper.
Jeg hører gud i det fjerne og det kendte lys.
Mit hjerte kæmper for at banke videre imens jeg forsvinder længere væk.
Jeg glider længere og længere væk.


En nat uden medicin bringer mareridt og drømme tilbage.
Jeg ved ikke hvad jeg skal føle eller tænke.
Sveden har gennemblødt mit tøj men jeg orker ikke at stå op.
Alt er stille omkring mig og jeg trækker dynen over hovedet.
Jeg har befundet mig i en tåge hele dagen og nu sidder jeg igen i min lejlighed med musikken der fylder rummet med larm så jeg ikke skal forholde mig til stilheden.
Ved ikke hvad jeg skal give mig til, alt virker alt for uoverskueligt.
Kigger på medicinen, lovede at aflevere det jeg ikke har taget men jeg har skubbet det væk i lageret og kan ikke give det fra mig, det virker alt for forkert.
Overvejer at rydde op men det er for sent at støvsuge og så tænker jeg nok hvad det hele skal nytte så.


Mørke tanker og trælse tanker.

Det er som en afhængighed som er svær at forstå.

De lå gemt over alt i frygt for at nogle ville tage dem fra mig.

Der var et særligt ritual der blev gjort hver nat når alle andre sov.

De eneste vidner var væggene og væggene sladrede aldrig.

Det er længe siden at de faste ritualer blev udført, måske har jeg egentlig tænkt at det var fortid.

Jeg har haft rigtig travlt med at dække mine ar med tatoveringer men de fleste af mine ar er ej dækket og jeg ved heller ikke om de nogensinde bliver det.

Jeg har stadig knivblade gemt rundt omkring men for første gang i lang tid har jeg købt nye blade.

Var inde i en butik med min mor og mit blik faldt hurtigt på bladene og jeg forsøgte at komme med en ide til at få dem købt uden at min mor ville spørge ind til dem.

Fik dog købt dem og min mor opdagede intet og nu ligger de og gløder i min lomme.

Jeg ved ikke om de bliver brugt men der er en sær tryghed ved at have dem.

Måske er det de trælse tanker, måske er det tristheden og stemmerne .. der var hvert fald meget i spil i de øjeblik jeg tog dem ned fra hylden og en del af mig er måske lidt bange.. 

Når månen forsvinder..

Tankerne har deres eget liv, nogle dage bliver jeg i tvivl om de er mine egne.

Jeg vandrer rundt i cirkler og forsøger at finde mening.

Hjertet banker og angsten kryber frem.

Rummet lukker sig omkring mig og jeg får svært ved at trække vejret.

Natten nærmer sig og jeg stirrer på pillerne.

Fjernsynet larmer i baggrunden og jeg stirrer på væggene.

Jeg har ondt i kroppen og jeg har ondt i sindet, men jeg kan ikke sige det højt.

Jeg ville ønske jeg kunne forklare men ordene kommer aldrig rigtig frem og måske er jeg egentlig bare træt af "åh du skal have det godt".. "det er også træls".. det er som om folk ikke ved hvad de skal sige eller også kan de ikke forholde sig til mine ord.

Jeg kunne grine af mine tåbelige tanker, fornuften siger at det ikke giver mening og at det ikke kan lade sig gøre men hvorfor bliver jeg så angst? hvorfor kan jeg ikke berolige mig selv?

Jeg flygter fordi jeg ikke magter at snakke længere.

Jeg havde lovet mig selv at tage de gode vaner med fra afdelingen når jeg kom hjem men personalet hjemme er helt anderledes end dem på afdelingen og jeg lukker mig inde.

Folk fisker efter grunde til at jeg har det som jeg har det, måske er jeg deprimeret? måske mangler jeg vitaminer? måske det ene og måske det andet men for helvede.. kan vi ikke bare blive enige om at jeg har brug for nærhed og forståelse - også selvom at jeg virker fattet og rolig.

Måske er jeg rolig udadtil men indeni hersker der kaos og angst og jeg kan ikke sige det højt..

Her til aften er den tanke der hersker mest - bliver jeg nogensinde rask og normal? kommer der dage hvor jeg ikke har lyst til at tage livet af mig selv? kan jeg en dag bare nyde alle dage? og vil der komme en dag hvor jeg ikke længere skal være bange konstant og usikker.. jeg er træt af usikkerhed og angst men det har været så stor en del i mit liv at jeg frygter at det aldrig rigtig forsvinder.

Stemmerne bider i mig her til aften og jeg ville helst sove men kan ikke finde roen..

Jeg tager flugten.

Jeg er som et jagtet dyr, jeg løber alt hvad jeg kan.

Jeg gisper efter luft imens jeg tonser igennem mørket.

Jeg hører deres stemmer men jeg svarer ikke.

Sveden pibler ned af ansigtet og min krop truer med at kolapse;

men jeg stopper ikke.. jeg bliver ved med at løbe.

Jeg forstår det ikke selvom jeg gerne ville.

Jeg vrider mit hoved for at finde svar men sandheden er måske sværere at finde end først antaget.

Jeg blev indlagt imens jeg havde det dårligt og jeg blev udskrevet med et håb.

Men håbet smuldrede imellem mine fingre og igen sidder jeg her - trist og frustreret.

Medicinen går okay, jeg er ikke stoppet 100% men der er dage hvor jeg ikke får den og selvom jeg ved at det betyder et kæmpe slag i ansigtet fordi min krop mangler det, så er der stadig en del af mig der desperat forsøger at holde fast i den der normalitet som jeg søger.

Jeg har svært ved at acceptere medicinen eller måske er det faktisk mere noget indeni mig, det er stemmerne og de tanker der er så ødelagte at jeg slet ikke kan forestille mig at det er mine.

Jeg ligger i sengen og ser film men jeg kan ikke følge med i hvad der sker, det er som om mit fokus er ødelagt og min koncentration er en by i Rusland.

Jeg er flygtet hjem til mine forældre, jeg orker ikke bostedet for jeg kan ikke snakke med personalet eller de andre beboere, føler mig fjern og forkert og akavet og ja.. 

Psykologen mener at det ville være godt for mig at få sådan noget socialfærdigheds træning men måske er jeg bare ikke typen der kan holde ud at være omgivet af mennesker.

Det er meget få mennesker jeg kan holde ud at være sammen med men disse kunne jeg tilgengæld også bruge alt min tid med - alle andre dræner mig for energi og overskud.

Jeg skal snakke med psykologen i næste uge igen men jeg orker det ikke, syntes vi står i stampe eller måske syntes jeg bare at det er noget lort jeg tager op til samtalerne og hun venter på at tiden er overstået så hun kan få noget mere vigtigt og interessant at give sig til..

 I virkeligheden er jeg ikke så interessant.. Folk er bare fulde af lort og ingen siger noget ægte eller sandt..

En ganske trist tirsdag

Presser ansigtet imod ruden og trykker næsen hel flad.
Skyerne truer med at lade regnen titte frem og jeg gemmer mig her under tæppet.
Ruller gardinet for vinduet og mørklægger hele værelset.
Der strømmer rolig musik ud af højtalerne og jeg forsøger at huske teksten.. som en slags afledning.. en af dem der alligevel aldrig virker rigtigt.

 

Tirsdag.. endnu en rådden tirsdag.
Jeg orker ikke rigtig verdenen udenfor og derfor bliver dagene tilbragt i sengen.
Vil helst bare være alene lige nu, har ingenting at fortælle lige nu.
Jeg orker ikke rigtig noget og så er det bare lettere at gemme sig under dynen.
Filmene kører over skærmen men jeg ser dem ikke rigtig, det er kun brudstykker jeg får ud af dem.
Burde rydde op, burde støvsuge, burde faktisk komme ud men jeg orker ikke.
Skal mødes med nogle veninder i aften men det orker jeg heller ikke så det er allerede en lorte aften.
Prøver at fjerne alt det der stresser men det betyder at jeg er nød til at isolere mig fra alting og det er fint med mig - men ikke for dem omkring mig.

 

 

 

 

 



En overstået weekend.

 

Endnu en weekend er snart overstået.
Jeg glæder mig til hverdagen kommer igen for alt det her weekend forvirrer mig.
Har været ude og spise med min familie for at fejre min fars kommende fødselsdag og selvom besøget gik bedre end forventet så var det hårdt og har hevet tænder ud.
Jeg er slatten og væk indeni og jeg holder mig på afstand for jeg orker ikke snakken.
Sidder i min lejlighed og aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, måske burde jeg rydde op men det orker jeg ikke - men jeg orker heller ikke at ligge i sengen med en film.
Mit fokus er væk, koncentrationen er lig nul og jeg kan faktisk ikke rigtig holde ud at være indeni mig selv men alligevel er dét det eneste jeg kan lige nu.
Glæder mig til at tingene bliver som de plejer og jeg glæder mig til at det snart er mandag igen.




En svær samtale.

Har i dag været til samtale hos både lægen og psykologen.
Læge samtalen gik helt fint, jeg mærker forskel efter min indlæggelse og medicinen kører som den skal umiddelbart hvert fald. Samtalen var positiv og lægen lyttede.
Jeg skulle bagefter snakke med psykologen og jeg havde bestemt ikke regnet med at den ville være så hård - den efterlod mig urolig, forvirret og mest af alt træt.
Vi snakkede om isolationen, om at være sammen med andre og hvordan jeg skulle forsøge med små skridt men det er svært når det føles fremmed, at alle mennesker gør mig usikre eller ikke alle men langt de fleste og jeg vred mine tanker for at kunne komme med svar på hendes spørgsmål men det var svært, det var som om tankerne kom i bølger og det var svært at finde et konkret svar uden at usikkerheden blandede sig voldsomt. Jeg har sovet efter jeg kom hjem, jeg trængte til det og nu sidder jeg her med smøger og musik og prøver at finde ud af hvad jeg skal give mig til denne dag.
Har det rimeligt lige nu men ved at det kan svinge så jeg prøver at tage mine forholds regler..



Rastløs vandren i det indre.

Rastløse nætter tvinger hjertet til at banke hurtigere.
Jeg går fra den ene væg til den anden, igen og igen.
Banker hånden mod væggen og råber af mørket.
Væggene kommer tættere og tættere imens jeg kæmper for at holde dem væk.
Tankerne kører i flere baner ligesom en motorvej med 4 spor.
Bekymringerne forsvinder aldrig rigtig selvom jeg forsøger.

 

 

Det er en af de dage hvor jeg er forsvundet ind i mig selv.
Jeg kæmper desperat for at holde fokus men jeg glider hele tiden ind i tankernes skræmmende hul.
Jeg smiler og griner, jeg snakker og jeg pjatter, det hele er et desperat forsøg på at holde skyggerne væk men så snart jeg sidder i lejligheden igen så kommer de.
Jeg har lyst til at sove det hele væk, jeg har lyst til at råbe, jeg vil bare gerne have ro.
Alting river i mig og jeg er alt for udmattet til at kæmpe imod så jeg gemmer mig under dynen og ber til at det hele stopper hurtigt og jeg igen kan trække vejret uden at det gør ondt.
Jeg ved ikke hvad jeg skal sige og jeg ved ikke hvordan jeg skal gribe fat i de hænder der vil hjælpe, jeg ville så inderligt gerne men det bliver så kompliceret når jeg skal forklare mig.