Rastløs vandren i det indre.

Rastløse nætter tvinger hjertet til at banke hurtigere.
Jeg går fra den ene væg til den anden, igen og igen.
Banker hånden mod væggen og råber af mørket.
Væggene kommer tættere og tættere imens jeg kæmper for at holde dem væk.
Tankerne kører i flere baner ligesom en motorvej med 4 spor.
Bekymringerne forsvinder aldrig rigtig selvom jeg forsøger.

 

 

Det er en af de dage hvor jeg er forsvundet ind i mig selv.
Jeg kæmper desperat for at holde fokus men jeg glider hele tiden ind i tankernes skræmmende hul.
Jeg smiler og griner, jeg snakker og jeg pjatter, det hele er et desperat forsøg på at holde skyggerne væk men så snart jeg sidder i lejligheden igen så kommer de.
Jeg har lyst til at sove det hele væk, jeg har lyst til at råbe, jeg vil bare gerne have ro.
Alting river i mig og jeg er alt for udmattet til at kæmpe imod så jeg gemmer mig under dynen og ber til at det hele stopper hurtigt og jeg igen kan trække vejret uden at det gør ondt.
Jeg ved ikke hvad jeg skal sige og jeg ved ikke hvordan jeg skal gribe fat i de hænder der vil hjælpe, jeg ville så inderligt gerne men det bliver så kompliceret når jeg skal forklare mig.