Tankerne har deres eget liv, nogle dage bliver jeg i tvivl om de er mine egne.
Jeg vandrer rundt i cirkler og forsøger at finde mening.
Hjertet banker og angsten kryber frem.
Rummet lukker sig omkring mig og jeg får svært ved at trække vejret.
Natten nærmer sig og jeg stirrer på pillerne.
Fjernsynet larmer i baggrunden og jeg stirrer på væggene.
Jeg har ondt i kroppen og jeg har ondt i sindet, men jeg kan ikke sige det højt.
Jeg ville ønske jeg kunne forklare men ordene kommer aldrig rigtig frem og måske er jeg egentlig bare træt af "åh du skal have det godt".. "det er også træls".. det er som om folk ikke ved hvad de skal sige eller også kan de ikke forholde sig til mine ord.
Jeg kunne grine af mine tåbelige tanker, fornuften siger at det ikke giver mening og at det ikke kan lade sig gøre men hvorfor bliver jeg så angst? hvorfor kan jeg ikke berolige mig selv?
Jeg flygter fordi jeg ikke magter at snakke længere.
Jeg havde lovet mig selv at tage de gode vaner med fra afdelingen når jeg kom hjem men personalet hjemme er helt anderledes end dem på afdelingen og jeg lukker mig inde.
Folk fisker efter grunde til at jeg har det som jeg har det, måske er jeg deprimeret? måske mangler jeg vitaminer? måske det ene og måske det andet men for helvede.. kan vi ikke bare blive enige om at jeg har brug for nærhed og forståelse - også selvom at jeg virker fattet og rolig.
Måske er jeg rolig udadtil men indeni hersker der kaos og angst og jeg kan ikke sige det højt..
Her til aften er den tanke der hersker mest - bliver jeg nogensinde rask og normal? kommer der dage hvor jeg ikke har lyst til at tage livet af mig selv? kan jeg en dag bare nyde alle dage? og vil der komme en dag hvor jeg ikke længere skal være bange konstant og usikker.. jeg er træt af usikkerhed og angst men det har været så stor en del i mit liv at jeg frygter at det aldrig rigtig forsvinder.
Stemmerne bider i mig her til aften og jeg ville helst sove men kan ikke finde roen..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar