Et sidste farvel og en ødelagt bil.

Jeg sidder i venterummet.
Mit hjerte galoperer af sted mens jeg gnider mine hænder mod hinanden.
Jeg ved det er et farvel;
men jeg hader farveller.

 

Den seneste tid har været et kæmpe rod for mig.
Igår skulle jeg sige farvel til min psykolog som jeg troligt har været hos hver 14 dag i knap 2 år.
Det er helt forfærdeligt at tænke på for selvom jeg havde det svært med hende så var jeg jo også rigtig taknemmelig og glad for at have "vundet" hende.
Nu er det slut, hun skal på noget uddannelses halløj og jeg får ikke en ny psykolog.
På hendes skrivebord stod der 2 cult i en pose med et bånd omkring, dem havde hun købt til mig som en lille afskedsgave og jeg var glad indeni fordi det ligesom viste at hun kendte mig.
Men nu er det slut og jeg ved ikke rigtig hvad der nu skal ske - udover at jeg muligvis får en sygeplejerske på prøve for at se om jeg kan bruge vedkommende eller ej.
Men det er mærkeligt..

 

Dagen i går var både et farvel til psykologen og en bil der blev smadret.
Da vi var færdige på psyk og landede hjemme på bostedet skulle jeg af sted.
Jeg havde lånt min fars bil og aftalt at jeg ville komme ud til dem når jeg havde været til samtale.
Musikken kørte og jeg trillede af sted ud i den store verden.

Da jeg kører igennem byen bliver jeg påkørt af en anden bil.
Det var en voldsom oplevelse og jeg fik lov at prøve air-bagen. Jeg er blå og øm i hele kroppen i dag.
Har været forbi min læge og fået afvide at jeg har forstuvet mine muskler hvilket jeg ikke vidste at man kunne og så har jeg muligvis fået en mild hjerne rystelse.
Jeg ved ikke helt hvordan jeg har det ovenpå den oplevelse men det var vigtigt for mig at jeg ikke blev bange for at køre bil så jeg har allerede været på vejene i dag - dog med angsten tikkende i baghovedet. Jeg har fået nogle seriøse blå mærker og jeg er bare træt og øm.

Jeg sidder jo så nu i min lejlighed og ved ikke helt hvad jeg skal gøre af mig selv.
Har ikke rigtig lyst til at være her men kan heller ikke flygte.


Konkrete tanker og oplevelser.

Jeg er lige nu på ferie med mine forældre. Det var ikke med min gode vilje at tage afsted da jeg ikke har haft det super godt det sidste stykke tid men her sidder jeg alligevel i et koldt sommerhus og stirrer modløs på fjernsynet som er det eneste spændende her i huset. Jeg besluttede mig før jeg tog afsted at skrive mine tanker og oplevelser ned undervejs på ferien. Det bliver meget konkret og lige på - ikke så meget forklaring men forhåbentligt kan det hjælpe mig med at smide tankerne ud til højre.

Morgen stund..
Jeg stod op som den første i huset. Jeg vågnede af solens stråler i mit ansigt og af larm udenfor.
Jeg listede ned af trappen og prøvede at lokalisere larmen men det var som om at Københavns Hovedbanegård havde flyttet sig til vores hus. Kiggede ud af vinduerne, listede ud i vores lille gårdhave og rundt i huset men larmen var over alt.
Jeg opgav og kravlede under kædedynen igen, puden blev holdt imod hovedet men det hjalp ikke.
Opgav og stod op selvom jeg var voldsomt træt... Larmen forsvandt først noget tid efter mine forældre var stået helt op.

* skulle ned med skrald. 
Jeg stod foran affalds containeren og brugte mange minutter på at spekulere over om personalet her tjekkede poserne igennem og om det der var i posen ikke måtte komme i den container.
Tænk hvis personaler ville banke på døren og sige at de havde kigget poserne igennem og at vores helt normale affald lige pludselig ikke var "normalt"

* En kort lur.
Efter morgenmaden besluttede jeg mig for at sove lidt igen. Jeg var træt og brugt ovenpå køreturen herop igår. Lukkede døren til mit værelse og kravlede under dynen. Jeg lukker øjnene og prøver at få ro på min urolige krop. Først kan jeg høre en kradselyd på døren og tænker at det nok er hunden. Jeg forsøger at ignorere det men beslutter mig til sidst at lukke ham ind - men da jeg åbner døren er der ingen hund. Jeg spurgte min mor om hunden havde været oppe men nej, hunden var nede i stuen.
Da jeg så ligger mig i sengen igen begynder jeg at flyde ud. Jeg holder hårdt fast i kæde dynen men det hjælper intet. Jeg må opgive luren.

*en tur ud af huset
Da jeg var vågnet ordentligt op og efter et massiv indtag af energi drik, skulle vi på tur.
Dagen var nogenlunde planlagt og jeg havde ligesom forberedt mig på en lang tur.
Det var mig der havde ansvaret for hus nøglen og få låst.
Mine stemmer begyndte så småt at vågne op. "Du har ikke låst døren".."imens i er væk så vil der være nogen i huset".."du har glemt at slukke for lamperne, nu går der ild i huset".. "Personalet låser sig ind i huset og roder dine ting igennem".. Jeg ville helst blive hjemme men turde ikke fortælle mine forældre om det, de ville ikke forstå det. Men det var på ingen måde rart at forlade området..


*en tur ud til fyrtårnet
Min far har længe talt om at han ville se det her fyrtårn fordi det om nogle år ville være ædt af havet.
Jeg syntes egentlig at det var fint at skulle se det men.. Først og fremmest skulle bilen parkeres langt langt væk og jeg gik i panik over om jeg havde låst bilen eller ej - tankerne kørte max "bilen er væk når vi kommer tilbage".."nogen stjæler den".. Turen derud var rigtig hård og min mor måtte give op da vi nåede sandet fordi hun ikke kunne balancere i det. Min far og jeg gik helt ud til fyrtårnet og det var hårdt for benene og for hovedet. Der var mange mennesker derude, solen var forfærdelig. Vi nåede frem og kiggede på vandet og så spurgte min far om jeg ville med op i fyrtårnet. Jeg overvejede det længe fordi jeg er så røv bange for højder. Vi forsøgte men jeg måtte give op på halvvejen men min far gik helt op. Jeg var pisse bange! Først og fremmest for om trapperne ville holde og om fyrtårnet ville vælte sammen. Jeg ventede meget utålmodigt på min far og var bare mega bange for at han ville klare den.

*en tur ud i byen
Efter fyrtårnet skulle vi ud i en lille bitte by. Det passede mig glimrende at skulle væk fra alle de mennesker. Men i bilen kom hjertebanken, svedige hænder og en rastløshed.
Vi ankom til byen og parkerede. Min far fik så denne "geniale" ide at vi skulle spise frokost på en cafe. Jeg fik dog lov at vælge cafeen og valgte den med færrest mennesker som dog også var uden sol så det var koldt. Vi får bestilt maden og spist men jeg kan slet ikke magte alle de mennesker der går forbi - de alle gloede helt åndssvagt eller sådan føltes det. Stemmerne kom på banen igen.
"Se de kigger på dig".."de holder øje med dig".."maden er giftig".."der er noget i den der er farlig".."du må ikke spise" .. Jeg kæmpede for at få spist og jeg endte på toilettet med fingrene nede i halsen imens panikken rev i mig. Måtte sidde derude i hvad der føltes som en evighed før jeg turde at forlade toilettet. Vi forlod hurtigt cafeen bagefter og jeg ville helst hjem men nej.

*butikker og havet.
Der var få butikker i denne lille by men de få der var skulle åbenbart også besøges.
Jeg traskede modvilligt ind og kiggede på alt andet end det der var. Krøb langs væggen og forsøgte at undgå flere blikke. Havde en markant følelse af at folk kiggede på mig - som om jeg havde et kæmpe skilt over hovedet. Stemmerne advarede igen og igen. Jeg var på ingen måde interesseret i tøj eller nips - jeg ville bare hjem. Vi nåede lige at runde stranden og der var heldigvis ikke andre så der kunne jeg slappe lidt af og stirre på vandet men så kom billederne i hovedet. Det er som en film der spiller sig for øjnene. Jeg så mig selv løbe ud i vandet, så langt ud at jeg ikke kunne bunde. Jeg skreg og væltede rundt. Det der trak filmen væk var min hund der puffede til min hånd og mine forældre der sagde at vi nu kunne køre hjem.

*når mørket så småt kommer frem
Jeg ligger i sofaen med fjernsynet. Jeg er træt og udmattet.
Satser på at gå tidligt i seng. Har en følelse af at gå i en tåge, som om alting er sløret og uvirkeligt. Jeg kan ikke tage noget ind. Jeg har det som om jeg drømmer. Det er vildt ubehageligt og frusterende. Har taget medicin og forsøgt med nogle af mine strategier men ja måske skal jeg bare tidligt i seng

Når hjernen ikke står stille.

Sover jeg? eller er jeg vågen?
Sveden pibler ned af panden, hjertet banker af sted.
Prøver at trække vejret men det er som om der er nogen der sidder på min brystkasse.
Jeg ser blodet og ryster hænderne, er det rigtigt eller er det et trick?
Jeg vandrer fra den ene væg til den anden, det hjælper kort..
Men intet virker for evigt..

Mit sind er som en tornado, den river alt med sig.
Minderne flyver rundt og jeg kan ikke skille dem ad, tankerne kører hurtigst og farligt.
Jeg har kastet rundt med ting og bagefter pænt ryddet op. Jeg bliver ved med at sige til mig selv at det er okay at være i min lejlighed men angsten vil ikke falde til ro og i stedet løber jeg rundt.
Jeg kigger på telefonen og overvejer mit næste træk men intet fungerer lige nu.
Jeg vil løbe ud i natten og gemme mig men selv mørket er alt for farligt nu.
Jeg tror ikke engang at personalet er klar over at jeg er hjemme, det virker ikke sådan hvert fald.
Prøver at ligge mig i sengen men jeg kan ikke finde ro, selv ikke når lyset er tændt.

Æder piller for at finde ro men det hjælper ikke og jeg er bange for at jeg bliver ved med at sluge dem hvis ikke jeg gemmer dem væk igen - jeg vil bare gerne sove indtil jeg har det bedre men ingen forstår vist rigtig at jeg har det skidt indeni udover min faste kontaktperson - alle andre bliver lukket ude og jeg magter ikke at sige noget som helst. Har lyst til at være helt stille, aldrig mere sige noget som helst, forsvinde ind i en verden uden ord.



Taber mod mørket igen.

Trækker dynen over hovedet.
Jeg burde stå op, men jeg kan ikke.
Det banker på døren men jeg orker ikke at rejse mig.
"er du okay?" spørger de alle og jeg ryster på hovedet.
Jeg er ikke okay.. intet er okay.

Jeg har dårlige dage, flere end gode i øjeblikket.
Jeg har været for stresset alt for længe selvom jeg ikke syntes jeg har formået at gøre noget.
Det startede i forgårs med tårer der trængte sig på, så blev jeg i sengen det meste af dagen i går - det var kun min faste kp der kunne få mig ud på en lille tur. I dag har det gentaget sig stort set.
At være under dynen med fjernsynet kørende for at der ikke er alt for stille.
Har ryddet lidt op i dag hvilket koster på kontoen kan jeg mærke - også selvom jeg ville have ordnet hele lejligheden og komme ud med skrald osv. Heldigvis er min faste kp på arbejde og hun har hjulpet mig med nogen af dagens opgaver.
Ryger den ene smøg efter den anden og prøver at mærke efter - hvad er der galt med mig?
Mine tanker ræser derud af og min energi er helt væk. Orker ikke engang at besvare et opkald på mobilen, min bror har ringet flere gange i dag men jeg orker bare ikke at snakke.
Jeg tager snart hjem til mine forældre igen, kan ikke overskue personalet der er på arbejde her i weekenden, men jeg ved heller ikke om jeg kan overskue at være hjemme hos mine forældre.



Når andre bemærker..

"Du virker distræt".. "er der noget i vejen?".. "du virker ikke til at være til stede"
Mit eneste svar er "Jeg ved det sgu ikke lige"
Jeg holder vejret og lukker mine øjne men tankerne kører stadig.
Jeg ville gerne sige det højt men jeg er tom for ord, sådan er det altid.

Jeg ved sgu ikke lige hvad der foregår. Har det som om jeg er fanget i min egen verden.
Kæresten har bemærket at jeg er distræt, min far siger jeg er stille og min mor brokker sig over at jeg altid er træt - det er min eneste undskyldning "jeg er bare træt.."

Jeg har svært ved at sige det højt selvom jeg har gode mennesker omkring mig.
I går sagde aftenvagten at jeg altid kunne sige til hvis jeg havde brug for noget, om det så bare var at få vasket tøj eller ryddet op. Men jeg har ikke lyst til at lukke dem ind i min lejlighed.
Den eneste der får lov er min faste kp, trygheden. Det har taget noget tid at gå med til at hun kan hjælpe med at få styr på det kaos der hersker ude omkring mig.
Jeg tager min medicin og det hjælper også, men ikke ligeså meget som ønsket og jeg ved at lægerne ikke kan gøre mere for mig - de har forsøgt og jeg er ligesom landet her.
Jeg ville gerne sige "nej jeg har det ikke godt" men der er mange på bostedet der har det værre og jeg gemmer mig væk og forsøger at lære mig selv at være i lejligheden uden at angsten og uden at væggene kvæler mig, hvilket ikke lykkedes så godt i øjeblikket.
Der er kaos på bostedet, folk flytter, folk bliver indlagt, folk har det skidt og jeg har rigtig rigtig svært ved alt det kaos der hersker her. Nogle gange overvejer jeg at pakke min rygsæk og løbe ud i skoven men jeg er pisse bange for mørket og hvad der gemmer sig i det så jeg kryber i stedet under dynen og tæller til 100 - igen og igen. Mangler min hule, mangler at føle mig tryg, ville gerne undgå angsten der kommer i og udenfor min lejlighed. Jeg vil allerhelst bare have det godt uden at tænke over hvordan døden så pludselig kan rive én væk. Det er hårdt.. men jeg står op.. indtil videre da.