Ord fra mit indre..

"Er du ved at blive syg igen?".. jeg mærker hvordan hele mit indre ryster.
"Hvad spiste du igår?" spørger min mor og jeg forsøger at undgå svaret med et grin men hun spørger igen og ser vred ud.
Jeg svarer hurtigt "Ris og kylling" og vandrer videre igennem butikken imens mit blik søger efter noget der kan ændre min mors behov for at snakke om min mad.
Spørgsmålene forsvinder og jeg er i et øjeblik lettet over ikke at skulle forklare og samtidig er der noget indeni mig der siger at jeg ikke længere kan besøge mine forældre for de er kun ude på at fede mig op og sørge for at jeg får spist.

 

Jeg er bange for at jeg er ved at miste mig selv.
Jeg føler at jeg har alting under kontrol, jeg kunne spise hvis jeg ville, jeg kunne droppe træningen hvis jeg ville, jeg kunne smide monsteret ud hvis jeg ville.
Men hvad hvis "jeg har alting under kontrol" bare er en undskyldning, hvad hvis jeg ikke kan få det til at stoppe?
Måske har det mere kontrol over mig end jeg har over det.
Jeg tænker ikke at det er slemt i øjeblikket, det er nok aldrig slemt nok.
Men når mine forældre blander sig, når min far klemmer mine arme og bliver vred over at kunne mærke knogler eller når min mor følger efter mig ud på badeværelset fordi hun mener at jeg kaster op - er det så værre end jeg selv syntes?
Jeg ved ikke om jeg kan stole på dem.
Jeg ved ikke om jeg kan stole på mig selv.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, jeg ved ikke hvordan jeg skal få det til at stoppe.
Jeg er bange fordi det endnu en gang skete..
Døren blev åbnet på klem og hele mit indre er fyldt med giften.

Morgenmaden blev til ingenting.
Dagvagten kom ind til mig i morges og da jeg stille vågnede op var mine første ord "jeg spiser ikke morgenmaden" hvilket kom bag på dagvagten.
Hun gik og kom tilbage igen med delmålet som min kp har lavet, hun var ikke sikker på hvad hun skulle gøre men jeg slap for morgenmaden og nu er endnu en dør åbnet for monsteret.
Jeg har en lang dag i morgen og jeg frygter for maden, jeg frygter for det sociale.


Når tænderne kommer til syne.

Jeg forestiller mig at hun er en slags skygge.
En af de skygger der kan ændre udseende når der er brug for det.
Hun kan være den lille grædende pige, hun kan være monsteret med fråder om munden.
Hendes stemme gentager sig som et ekko i mit indre og blander sig i mine tanker på lige fod med stemmernes latter og trusler.
Hun kan virke så stille og blid men pludselig forvandles hun til monsteret der blotter tænder.
Hun har mange ideer og forslag, hun har regler for alting og de kan ændre sig fra time til time.
Det ene øjeblik trøster hun mig når jeg er ved at give op og det næste øjeblik råber hun.
Hun er en slags parasit der er kravlet ind i mit sind i løbet af natten, sådan en parasit der ikke findes en kur imod og ingen ved rigtig hvordan de skal gribe hende an.
Hun kan grine over kommentarer og bruge dem som skyts når jeg prøver at komme af med hende.
Den ene dag var der stille.. den næste dag kom hun..

Personalet roser mig til skyerne, de mener det er gået så fantastisk godt med morgenmaden.
De har ret i at det er gået "fantastisk" på den led at jeg har drukket hvad jeg skulle og jeg har ikke protesteret eller reageret på nogen som helst måde på denne udfordring.
Jeg hælder drikke yoghurten i et dl mål og hælder op i et glas og drikker det indenfor de 20 minutter ligesom planen ligesom har bestemt men det ændrer vel ikke på at der indeni mig er et kæmpe kaos.
Det er ikke meningen at morgenmaden skal påvirke aftensmaden, det var ikke meningen at træningen skulle tage over, det var hvad VISO sagde.
Sandheden er at det påvirker aftensmaden, det påvirker mit indre og det påvirker parasitten.
I dag stod jeg i træningsrummet nede på det her værested, frustreret over at blive forstyrret af folk hele tiden og langt væk i mine tanker.
Monsteret viste tænder og reglerne blev endnu en gang ændret, banen blev kridtet op.
Min mave gør forfærdelig ondt her til aften og maden fylder i mine tanker, jeg prøver at planlægge dagene og jeg prøver at komme igennem dem uden at reagere - for lige nu kan jeg nok bare ikke snakke med nogen omkring de her ting uden at de ville grine mig op i hovedet eller klappe mig på skulderen for min fysiske aktiviteter.. Jeg bliver rost fordi jeg kommer ud på cyklen, jeg bliver rost for morgenmaden og for at lave min aftensmad og det er vel også fint nok..
Frygter VISO's næste samtale, jeg frygter at de vil tvinge mere på planen og jeg frygter generelt deres tilstedeværelse eller måske er det monsteret..
Det er så svært at skille mig selv og monsteret fra hinanden, hvems tanker er hvad og hvem bestemmer egentlig i det her magt spil? Jeg ved at jeg skal genvinde magten men jeg har alligevel ikke overskuddet til at kæmpe imod lige nu.. Det er alt for hårdt, blot at skulle stå op hver morgen.. Og alligevel er det eneste folk ser - smilet.. Min bedste forklædning og mit største handicap..


Efter stilheden..

Der har været stille herinde i noget tid nu hvilket jeg beklager.
Jeg har ikke fået skrevet som jeg gerne ville men det er som om ordene ikke rigtig giver mening, som om at tankerne forsvinder hurtigere end at jeg kan nå at risle dem ned så derfor har der været stille herinde men nu kommer der så et indlæg.

Det er sommerferie for rigtig mange og snart tager jeg selv på nogle små ferie ture.
Jeg frygter de her ture men prøver alligevel at trække vejret dybt ned i maven og tage de positive briller på.
Jeg kæmper med morgenmaden stadigvæk selvom det for personalet nok ser ud til at det går helt vildt perfekt og ja jeg får jo drukket det jeg skal men jeg får ikke sagt noget højt.
I dag var jeg så nede og træne og jeg havde så mange trælse tanker i processen og så hjalp det bestemt ikke at der hele tiden kom folk ind i trænings lokalet.
Sidder så i min lejlighed nu og kæmper med tankerne i stilhed.
Kan mærke jeg er rastløs og at jeg ikke ved hvad fanden jeg skal gøre af mig selv.
Min Kp kommer tilbage fra ferie på mandag og jeg glæder mig til at tingene igen bliver lidt mere normale selvom det jo egentlig er gået okay imens hun har været væk.
Jeg har fået massere af ros og jeg ved ikke helt hvordan jeg skal rumme den del.
Medicinen har dog kørt lidt skidt her i ferien og jeg prøver virkelig at tage den stabilt men det lykkedes ikke helt som jeg gerne ville men jeg har ikke givet op på den.

Alting føles mærkeligt indeni som om jeg er lidt væk fra skærmen og alligevel skræmmende meget til stede, det er som om at vandre rundt i en drøm meget af tiden og jeg ved ikke om jeg skal give medicinen skylden eller mig selv..

Morgenstunden..

Det er nogle dage siden jeg skrev det sidste indlæg hvilket irriterer mig helt vildt.
Nu sidder jeg så her, klokken er 06:30 og varmen stiger i lejligheden allerede nu.
Der er så mange tanker jeg gerne ville sætte ord på, men jeg har kæmpet for at finde ud af hvordan.
Min Kp er gået på 3 ugers ferie og selvom jeg var ved godt mod i går så mærker jeg uroen nu.
Min frygt for at blive overladt til mig selv er enorm, selvom jeg egentlig er dækket godt nok ind i forhold til personalet men jeg frygter det alligevel.
Maden går helt amok de her dage og jeg kan ikke holde ud at sidde stille i for lang tid af gangen, uroen er enorm og jeg kan ikke finde ro eller slappe af.
Der er blevet lavet en trappe hvor jeg hver uge skal drikke mere og mere af den der drikke yoghurt og selvom det her er første uge med 100 ml så føler jeg mig allerede kvalt og utilpas.
Træningen trækker tænder ud og løgnene kommer frem.
Var ude og cykle 30 km i går aftes hvor jeg valgte at ligge ruten forbi mine forældre hvilket jeg nok ikke skulle have gjort for det gav massiv skæld ud af min far.
Han mener jeg har tabt mig helt vildt siden han så mig sidst og jeg prøvede at afværge med grin men det hjalp intet så jeg cyklede hurtigt videre.
Har bemærket at jeg ikke hører meget fra mine forældre i øjeblikket, jeg ved ikke om det er fordi de har travlt med haven eller bare nyder sommeren men det gør mig utryg.
Søvnen er underlig for tiden ligesom den nok er for de fleste pga. varmen, men jeg kan simpelhen ikke holde nætterne ud - jeg får ikke sovet ordentligt og jeg vågner med uro og angst.
Jeg ved ikke..
Har sendt en lang mail til VISO og afventer svar med nervøsitet, den ene er gået på ferie så det forklarer hvorfor hun ikke har svaret og den anden har nok ikke været på arbejde men for fanden hvor ville jeg ønske at de ville svare på den skide mail så jeg ikke behøver gå og gruble over deres svar.
I dag står den ikke på noget vildt, jeg skal bare igennem dagen..

Kaotisk rod.

Det er torsdag, klokken er knap 07:30 og her sidder jeg.
Musikken strømmer ud af højtalerne, smøg efter smøg bliver tændt og fylder lejligheden med røg.
Jeg er træt, jeg er udmattet og ikke mindst øm i hele kroppen.
Normalvis ville jeg ikke være stået op på det her tidspunkt, men jeg er blevet vækket.
Om en time skal jeg ned forbi min læge og have taget blodprøver og jeg ser på ingen måde frem til det, jeg hader blodprøver og jeg hader tanken om at jeg skal have taget EKG.
Men sådan er det når man får leponex og det er vel også okay at de holder øje med at alt er som det skal være men jeg frygter sygeplejersken, jeg frygter at det er hende der er pisse sur.
I dag kommer VISO igen og jeg frygter det virkeligt.
Jeg frygter deres spørgsmål og deres reaktion når nu vi skal snakke om hvordan det er gået.
Jeg ved at de ikke vil have at jeg vejer min drikke yoghurt om morgenen men jeg kan ikke lade være, det kan slet ikke hænge sammen indeni hvis jeg ikke vejer den af.
Men her sidder jeg så og forsøger ikke at falde i søvn igen, jeg prøver at holde mig i gang men for pokker hvor er jeg smadret.
Jeg er tilknyttet et slags værested/aktivitets tilbud men har ikke været der de sidste 4 uger, men i går kom jeg af sted og var nede og træne, bagefter cyklede jeg ud til mine forældre og var der en del timer og så skulle jeg cykle hjem igen, men det var ikke nok bare at cykle direkte derud og direkte hjem så der blev tilføjet nogle omveje og det er nok det der koster mig ømheden i dag.
Jeg forsøger at sige til mig selv at det er hvile dag i dag men jeg mærker alligevel at mine tanker prøver at planlægge hvordan jeg skal cykle ned til lægen og hjem igen,.. suk.