Når tænderne kommer til syne.

Jeg forestiller mig at hun er en slags skygge.
En af de skygger der kan ændre udseende når der er brug for det.
Hun kan være den lille grædende pige, hun kan være monsteret med fråder om munden.
Hendes stemme gentager sig som et ekko i mit indre og blander sig i mine tanker på lige fod med stemmernes latter og trusler.
Hun kan virke så stille og blid men pludselig forvandles hun til monsteret der blotter tænder.
Hun har mange ideer og forslag, hun har regler for alting og de kan ændre sig fra time til time.
Det ene øjeblik trøster hun mig når jeg er ved at give op og det næste øjeblik råber hun.
Hun er en slags parasit der er kravlet ind i mit sind i løbet af natten, sådan en parasit der ikke findes en kur imod og ingen ved rigtig hvordan de skal gribe hende an.
Hun kan grine over kommentarer og bruge dem som skyts når jeg prøver at komme af med hende.
Den ene dag var der stille.. den næste dag kom hun..

Personalet roser mig til skyerne, de mener det er gået så fantastisk godt med morgenmaden.
De har ret i at det er gået "fantastisk" på den led at jeg har drukket hvad jeg skulle og jeg har ikke protesteret eller reageret på nogen som helst måde på denne udfordring.
Jeg hælder drikke yoghurten i et dl mål og hælder op i et glas og drikker det indenfor de 20 minutter ligesom planen ligesom har bestemt men det ændrer vel ikke på at der indeni mig er et kæmpe kaos.
Det er ikke meningen at morgenmaden skal påvirke aftensmaden, det var ikke meningen at træningen skulle tage over, det var hvad VISO sagde.
Sandheden er at det påvirker aftensmaden, det påvirker mit indre og det påvirker parasitten.
I dag stod jeg i træningsrummet nede på det her værested, frustreret over at blive forstyrret af folk hele tiden og langt væk i mine tanker.
Monsteret viste tænder og reglerne blev endnu en gang ændret, banen blev kridtet op.
Min mave gør forfærdelig ondt her til aften og maden fylder i mine tanker, jeg prøver at planlægge dagene og jeg prøver at komme igennem dem uden at reagere - for lige nu kan jeg nok bare ikke snakke med nogen omkring de her ting uden at de ville grine mig op i hovedet eller klappe mig på skulderen for min fysiske aktiviteter.. Jeg bliver rost fordi jeg kommer ud på cyklen, jeg bliver rost for morgenmaden og for at lave min aftensmad og det er vel også fint nok..
Frygter VISO's næste samtale, jeg frygter at de vil tvinge mere på planen og jeg frygter generelt deres tilstedeværelse eller måske er det monsteret..
Det er så svært at skille mig selv og monsteret fra hinanden, hvems tanker er hvad og hvem bestemmer egentlig i det her magt spil? Jeg ved at jeg skal genvinde magten men jeg har alligevel ikke overskuddet til at kæmpe imod lige nu.. Det er alt for hårdt, blot at skulle stå op hver morgen.. Og alligevel er det eneste folk ser - smilet.. Min bedste forklædning og mit største handicap..