Ord fra mit indre..

"Er du ved at blive syg igen?".. jeg mærker hvordan hele mit indre ryster.
"Hvad spiste du igår?" spørger min mor og jeg forsøger at undgå svaret med et grin men hun spørger igen og ser vred ud.
Jeg svarer hurtigt "Ris og kylling" og vandrer videre igennem butikken imens mit blik søger efter noget der kan ændre min mors behov for at snakke om min mad.
Spørgsmålene forsvinder og jeg er i et øjeblik lettet over ikke at skulle forklare og samtidig er der noget indeni mig der siger at jeg ikke længere kan besøge mine forældre for de er kun ude på at fede mig op og sørge for at jeg får spist.

 

Jeg er bange for at jeg er ved at miste mig selv.
Jeg føler at jeg har alting under kontrol, jeg kunne spise hvis jeg ville, jeg kunne droppe træningen hvis jeg ville, jeg kunne smide monsteret ud hvis jeg ville.
Men hvad hvis "jeg har alting under kontrol" bare er en undskyldning, hvad hvis jeg ikke kan få det til at stoppe?
Måske har det mere kontrol over mig end jeg har over det.
Jeg tænker ikke at det er slemt i øjeblikket, det er nok aldrig slemt nok.
Men når mine forældre blander sig, når min far klemmer mine arme og bliver vred over at kunne mærke knogler eller når min mor følger efter mig ud på badeværelset fordi hun mener at jeg kaster op - er det så værre end jeg selv syntes?
Jeg ved ikke om jeg kan stole på dem.
Jeg ved ikke om jeg kan stole på mig selv.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, jeg ved ikke hvordan jeg skal få det til at stoppe.
Jeg er bange fordi det endnu en gang skete..
Døren blev åbnet på klem og hele mit indre er fyldt med giften.

Morgenmaden blev til ingenting.
Dagvagten kom ind til mig i morges og da jeg stille vågnede op var mine første ord "jeg spiser ikke morgenmaden" hvilket kom bag på dagvagten.
Hun gik og kom tilbage igen med delmålet som min kp har lavet, hun var ikke sikker på hvad hun skulle gøre men jeg slap for morgenmaden og nu er endnu en dør åbnet for monsteret.
Jeg har en lang dag i morgen og jeg frygter for maden, jeg frygter for det sociale.