Kaotisk rod.

Det er torsdag, klokken er knap 07:30 og her sidder jeg.
Musikken strømmer ud af højtalerne, smøg efter smøg bliver tændt og fylder lejligheden med røg.
Jeg er træt, jeg er udmattet og ikke mindst øm i hele kroppen.
Normalvis ville jeg ikke være stået op på det her tidspunkt, men jeg er blevet vækket.
Om en time skal jeg ned forbi min læge og have taget blodprøver og jeg ser på ingen måde frem til det, jeg hader blodprøver og jeg hader tanken om at jeg skal have taget EKG.
Men sådan er det når man får leponex og det er vel også okay at de holder øje med at alt er som det skal være men jeg frygter sygeplejersken, jeg frygter at det er hende der er pisse sur.
I dag kommer VISO igen og jeg frygter det virkeligt.
Jeg frygter deres spørgsmål og deres reaktion når nu vi skal snakke om hvordan det er gået.
Jeg ved at de ikke vil have at jeg vejer min drikke yoghurt om morgenen men jeg kan ikke lade være, det kan slet ikke hænge sammen indeni hvis jeg ikke vejer den af.
Men her sidder jeg så og forsøger ikke at falde i søvn igen, jeg prøver at holde mig i gang men for pokker hvor er jeg smadret.
Jeg er tilknyttet et slags værested/aktivitets tilbud men har ikke været der de sidste 4 uger, men i går kom jeg af sted og var nede og træne, bagefter cyklede jeg ud til mine forældre og var der en del timer og så skulle jeg cykle hjem igen, men det var ikke nok bare at cykle direkte derud og direkte hjem så der blev tilføjet nogle omveje og det er nok det der koster mig ømheden i dag.
Jeg forsøger at sige til mig selv at det er hvile dag i dag men jeg mærker alligevel at mine tanker prøver at planlægge hvordan jeg skal cykle ned til lægen og hjem igen,.. suk.