Et indre kaos.

På torsdag kommer Viso til endnu en samtale.
Jeg ved at de vil høre om hvordan det er gået med morgenmaden, at de ikke vil bifalde mit behov for at veje drikke yoghurten af og at de bestemt heller ikke vil bifalde at jeg stort set ikke får drukket noget af den.
Jeg ved ikke.. en del af mig ønsker forandring, en anden del af mig frygter at det aldrig bliver bedre.
Jeg ved godt at man aldrig ved om det bliver bedre før man forsøger, men for helvede.
Jeg er træt, jeg er uoplagt, jeg er rastløs og jeg er mest af alt ked af det.
Mit indre trækker så meget i mig, så meget af mig kæmper imod, så meget af mig er besat af mørke tanker og dæmoner og selvom jeg forsøger at kæmpe imod så kan jeg bare ikke.
Folk omkring mig forsøger, min kp forsøger og personalet forsøger, det kan jeg mærke.
Men de bliver fjenden for mine dæmoner og jeg er så fyldt af ambivalens og angst.
Jeg ved ikke.. det er et kort indlæg i know, men jeg er bare.. fyldt.