Når verden brister.

Jeg ved ikke hvad der sker, jeg forstår ikke.
Verdenen indeni brister og alt mørket og hæslighederne vælter frem.
Mærker en brændende tristhed, en kæmpe frustration, ustyrlig vrede og ja..
Alt har været kaos i dag, alt har været noget ja.. lort.
Skulle have været nede og træne men da jeg ringede derned for at få min kp, fik jeg afvide at hun ville ringe tilbage om 10 minutter og alligevel gik der 1 time uden at jeg havde hørt noget.
Ville ikke ringe derned, der måtte jo være en grund til at hun ikke ringede tilbage så jeg var nød til at droppe træningen men tog i stedet hen til en kammerat.
Vi var nede og brevstemme fordi min hjerne slet ikke kan håndtere at stemme på selve dagen med alle de mennesker der bare gerne vil have sat deres kryds og komme ud igen.
Men jeg var ikke den eneste med den fine ide og jeg måtte vente i 40 minutter før jeg kunne sætte et simpelt kryds og flygte ud af rummet.
Brugte det meste af formiddagen og starten af eftermiddagen med min kammerat og trissede rundt i gaderne og kiggede i butikker men jeg var alligevel fyldt før jeg tog afsted og ja..
Jeg mærker en frustration over alt omkring mig, at min nabo stadig ikke har fået flyttet hans lort så det i stedet skal fylde på gangen, at tingene fungerer anderledes efter vi er flyttet og at jeg mere eller mindre er overladt til mig selv og mørket.
Det er her jeg tænker hvad ideen er i at bo her, hvad hjælper det når jeg alligevel ikke får sagt "hjælp" eller at folk er opsøgende på mig.. Jeg bliver bare så trist og træt.
Samtidig kan jeg mærke en vrede når jeg snakker med min familie, eller en vrede er nok et dårligt udtryk men jeg er frustreret og ked af det.
Min bror ringer kun når han skal spørge om noget, vi bruger ikke længere tid sammen efter at han er flyttet ind hos en dame og en anden by, mine forældre mener at jeg er klar til at gå i gang med at uddanne mig til næste år, de forstår ikke hvordan de skal hjælpe mig eller støtte mig og når de så bliver tilbudt noget pårørende undervisning så er der ingen "ja det vil vi gerne" men nærmere "jo måske.." jeg står i en uvished og jeg magter det ikke..
Min psykolog er ligeså meget lort.. jeg magter slet ikke at skulle snakke med hende i morgen, ved ikke hvad jeg skal snakke med hende om og selvom det er et terapi forløb så føles det ikke som om det rykker noget som helst - vi snakker om nogle ting og hun prøver så at vende det om og overbevise mig om at det ikke er sådan, men hvad helvede skulle det rykke?
Jeg skal snakke med lægen i morgen om medicinen og jeg ved sgu ikke.. det er fint..
Tager nogle tunge beslutninger de her dage og prøver at finde ud af hvordan jeg skal præsentere dem for folk, men ja.. det skal vel nok gå.
Alting skal nok gå.. jeg skal bare overleve.. bare en dag mere og så bliver det vel bedre eller hvad?
Undskyld for mundlort og trælse tanker.. men for helvede hvor er jeg bare.. ramt i dag.