En knugende fornemmelse.

Jeg forsøger, jeg forsøger virkelig.
Kampen for at vinde over de indre dæmoner er en massiv provokation og mit indre er et hav i stormvejr med meter høje bølger der truer med at vælte mig ud af båden.
Jeg kæmper med morgenmaden i form af en drikke yoghurt men jeg kan ikke, jeg prøver at presse mig selv med hjælp af min kp men jeg kan ikke rumme det indeni hovedet.
Jeg har det skidt, både fysisk og psykisk.
Jeg lavede aftensmaden og fik spist og aftalen var at jeg ikke skulle ud og cykle i dag, men en kommentar fra aftenvagten endte med at tvinge mig afsted på cyklen alligevel.
Det gør så pokkers ondt, min mave gør ondt, min krop gør ondt.
Jeg har virkelig lyst til at kaste håndklædet i ringen og sige at det ikke er nu jeg skal arbejde med den her del af mit indre, men jeg har selv bedt om hjælpen, og jeg ved at folk omkring mig gerne vil hjælpe hvis de altså bare forstod hvad deres ord gør ved mig og mit indre.
Jeg frygter i morgen, jeg frygter virkelig for endnu en kamp om at forsøge at drikke den fucking drikke skyr, jeg magter ikke flere slåskampe i mit indre.
Jeg har lyst til at græde, lyst til at kaste mig ned på gulvet og råbe og skrige, men i stedet sidder jeg her og skriver, imens min krop langsomt giver op pga. nat medicinen.
Jeg ville græde hvis jeg kunne, jeg ville skrige hvis jeg kunne, jeg ville gøre et eller andet, bare et eller andet der ville få alt det her til at stoppe.