Det har været en dag fyldt med blandede følelser og oplevelser og jeg vil forsøge at skrive tankerne ned for dagen sammen med oplevelserne..
Min læge søgte for noget tid siden om at jeg kunne få tilskud til mit bivirknings medicin fordi det kostede mere end jeg kunne overskue og imens var jeg stoppet med at tage den og afventede så derfor svar fra dem der nu skulle beslutte om jeg måtte få tilskud til egazil'en.
I dag fik jeg så en mail fra min læge med den glædelige nyhed om at jeg har fået bevilliget tilskud med tilbagevirkende kraft hvilket betyder at jeg får nogle penge retur og samtidig vil det pågældende præparat også tælle med i den samlede CTR saldo hvilket er ret vigtigt når nu jeg om under et år skal søge om at få kroniker tilskud igen.
Det gode ved kroniker tilskuddet er ikke som sådan de tilskud jeg får til medicinen, det er mere det faktum at jeg kan få en ordning på apoteket hvor de trækker et max beløb om måneden og jeg derfor ikke skal bekymre mig om jeg nu har penge nok til at hente medicin - jeg kan hente hele måneden uden at trække pungen frem og modtager så ved den nye måned en regning som max er på 310 (med mindre medicinen ikke har tilskud..)
Lægen mener at vi sagtens kan søge til den tid, men jeg er nu stadig bekymret for om jeg når det gyldne tal der giver lov til at få kroniker bevillingen igen.
I dag er jeg så også startet på VISO's fine ide om at få morgenmad.
Aftalen er at jeg skal drikke en drikke yoghurt om morgen imens der sidder en personale ved siden af mig og støtter mig i det.
I opstarten vil det være min faste kp og i dag startede vi så.
Jeg ville veje den af før jeg skulle drikke den, hvilket jeg også fik lov til men da min kp så spurgte om jeg ville gøre det hver morgen og jeg så svarede ja, så var hun vist ikke helt sikker på om det var en god ide, men det ville være fuldkommen umuligt for mig hvis jeg ikke kunne veje den af.
Det er i forvejen umuligt og det lykkedes mig på ingen måde at drikke den her til morgen, en lille tår var det eneste jeg formåede og selvom det muligvis er et "skridt i den rigtige retning" så kan jeg slet ikke magte tanken om at skulle igennem det igen i morgen.
Jeg ved inderst inde godt at det er det der skal til for at jeg får det bedre, for at citere plejepersonalet på afdelingerne jeg har været på "mad er medicinen" men medicinen giver mig mave pine og stress i hovedet..
Har været hjemme hos mine forældre fra eftermiddagen da min kp tog hjem og aftenvagterne mødte ind, et valg jeg tog ret hurtigt da jeg indså hvem der var på vagt.
Har gemt mig under dynen og forsøgt at følge lidt med i alt det her valg halløj men efter at det ligesom blev fremlagt at det nok med stor sandsynlighed var blå blok der vandt så slukkede jeg fjernsynet og kørte hjem.
Jeg har fået en aftale med en frisør i næste uge, nu skal der ske noget med håret så jeg bedre kan magte det og forhåbentligt noget jeg kan blive glad for.
Er så netop kommet hjem og jeg er allerede træt af at være her.
Har fået min aften medicin og har gemt mig i lejligheden, afvist at aftenvagten skulle kigge over for det magter jeg simpelthen ikke.
De knap 10 minutter jeg var ovre og sige hej i hovedhuset efterlod mig en virkelig træls fornemmelse i kroppen.
En af dem der er på vagt er jeg så uendelig træt af, jeg bliver sur og jeg får lyst til at slå hende.
Hun blander sig evigt og altid i min behandling, kommer altid med hendes latterlige teorier om hvad der er bedst for mig og at hun muligvis mener at min behandler/læge gør de forkerte ting.
Nu mener hun at jeg skal have lavet en depressions test for at finde ud af om det overhovedet er en depression, for hvis det ikke er så er der jo ingen grund til at give mig anti depressiv medicin.
Mit svar var noget alla "noget skal jeg jo dø af.." og hentydede til at jeg var jævnt ligeglad med om jeg skulle tage det ene eller andet, i sidste ende er det ligegyldigt for mig.
Hun mente så ikke at det behøvede at være medicinen og at der ikke var nogen grund til at proppe sig med noget hvis det alligevel ikke virkede..
Jeg er bare træt.. jeg er træt af at personalet skal blande sig i den behandling som dygtige læger og psykologer sidder og laver, det er jo for helvede ikke for sjov at de har taget lange uddannelser.
Min behandling er forbeholdt mig og min kp, alle andre behøver ikke blande sig og komme med deres ene mening om hvad der er forkert til den anden om at diagnosen ikke er rigtig.
Jeg har tillid til at min læge og min psykolog gør dét som de mener er bedst og så kan alle andre vel for helvede være ligeglad.
Den korte samtale har efterladt mig vred og frustreret og i et øjeblik var jeg på ingen måde motiveret for at tage nat medicinen men jeg har gjort det fordi jeg ved at min kp og lægen ville sige at det var dét som var bedst for mig.
Men nu sidder jeg så her.. og er vred og har lyst til at smadre et eller andet, bare for at kunne få det ud af mit system.. men i stedet ryger jeg en masse smøger og lader musikken fylde mit hoved med dybe ord..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar