Jeg stirrer på væggen, en smøg i mundvigen der igen og igen sender små røg skyer op og så med den blide musik.
Har lige været ovre for at hente min nat medicin selvom en del af mig hellere ville undvære.
Aftenvagten er optaget af spil med de andre beboere og jeg er høflig, ber kun om min medicin og så er jeg væk igen, krøbet væk i skyggerne der er kastet op på væggene.
Mørket kommer snigende, det er fredag og mine jævnaldrende er allerede godt fulde i byens midte.
Jeg drikker ikke længere, jeg ved at det er skidt for mig for det har jeg prøvet tidligere med samme moralske tømmermænd dagen efter og med et gentaget løfte om aldrig at røre det igen.
Jeg ville ønske jeg kunne tåle den, at jeg kunne få den der pause, at være påvirket og væk fra sig selv.
Men i stedet ryger jeg mine smøger og hører musik, lader som om jeg har min egen fest med tristheden og med de deprimerende tanker.
Læste indlægssedlen på den nye medicin og studsede over en af advarslerne deri.
Der står at opstartsperioden kan give selvmordstanker og at hvis man før havde haft den slags tanker var mere udsat for netop at få den "bivirkning"
Jeg forsøgte i går at fortælle min KP at de er der, altså selvmordstankerne men jeg tror ikke hun forstod eller også hørte hun det stille råb på hjælp men vidste ikke helt præcis hvad hun skulle sige.
Jeg burde måske have nævnt det for psykologen eller lægen, men jeg er så vant til efterhånden at det ikke gælder at have selvmordstanker før der kommer et selvmordsforsøg.
Jo det er ved at være længe siden jeg havde mit sidste selvmordsforsøg, det er over 1,5 år siden.
Men tankerne skræmmer mig alligevel, specielt fordi tankerne er efterfulgt af "når jeg ikke længere har det der så kan jeg godt følge dem" og jeg er allerede ved at afskrive en masse ting med undskyldningen om at det ikke er godt for mig længere eller at det har taget for meget energi.
Det er små tegn som ingen ser, men for mig er det store skridt.
Jeg tolker mine mareridt som en måde mit sind bearbejder de her selvmordstanker og angsten der følger med når nu jeg drømmer om død og ødelæggelse for mig selv og andre.
Lægen nævnte i dag at tristheden nok ikke kan medicineres væk, at den stammer fra de ting der er sket i mit liv og måske blev der sagt imellem linjerne at det skulle ordnes i terapien.
Hun har vel nok ret i en eller anden grad, det er fortidens spøgelser der vender tilbage igen og igen.
Men det ændrer jo ikke på det faktum at jeg ikke får terapi uden at jeg selv trækker pengene ud af kontanthjælpen og at den terapi jeg bliver tilbudt lige nu i realiteten ikke er terapi men "nå hvad har du lige lyst til at snakke om i dag?" og jeg forlader bygningen med en knugende mave fornemmelse fordi jeg ved at det ikke rykker det vilde, dét der "terapi"
Jeg kryber rundt på gulvet og op til computeren igen og igen.
Tænder den ene smøg efter den anden, venter på at medicinen slår mig ud hvis den altså vil.
Jeg har en lang dag foran mig i morgen, godt nok ikke nogen planer som sådan men alligevel skal jeg ud og væk fra min lejlighed og bruge tid med mennesker.
Det er mit eget valg og jeg er ærlig talt glad for at komme lidt væk herfra igen..
Min kp mener ikke at det hjælper at jeg flygter og det har hun nok ret i, men hvad gør jeg lige når jeg ikke kan holde ud at være her og jeg ikke kan sige "hjælp mig" til personalet, fordi de er ligeså meget på bar bund som jeg er.. udover at jeg ligger på bunden og trækker vandet ned i lungerne imens de sopper rundt med badevinger og gummi dyr..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar