Jeg er startet op med morgenmads projektet som VISO har sat i gang og allerede nu hader jeg det og vil kaste det væk og gemme mig under dynen.
Jeg tror at min kp mener at jeg skal presses lidt eller at spiseforstyrrelsen skal presses lidt, jeg skal over nogle af de grænser som den sætter for mig og det er vel også okay men det gør mig bange.
I dag gik jeg over grænsen, ikke med flere meter men bare en lille smule hvilket resulterede i at jeg var nød til at springe på cyklen og tage en tur selvom jeg var træt og slet ikke magtede det.
Tog ud til min bror og svigerinde for at hilse på den lille nye baby der kom for nogle dage siden og så ville jeg egentlig have cyklet hjem men min bror ville køre mig hjem.
Nu sidder jeg så her foran computeren og holder øje med uret, begynder at tage tilløb til aftensmaden men alligevel magter jeg det ikke.
Frygter allerede i morgen hvor jeg endnu en gang skal forsøge at drikke den drikkeyoghurt som VISO har foreslået, og selvom de mener at det var den letteste måde at starte på, så føler jeg stadig behovet for at veje den af hver morgen selvom det var meningen at jeg skulle slippe for den del.
Er så træt og udmattet, mine tanker ræser derud af og jeg hader mig selv mere og mere for at have sagt ja til at involvere VISO og bostedet i den her kamp.
Jeg ville ønske jeg kunne blive lagt i koma og få en pause fra mig selv og mine tanker, jeg ville så gerne bare have en time hvor jeg kunne trække vejret uden at det gjorde ondt indeni.
Men det er ikke muligt og jeg ved ikke..
Min bror mener jeg har det godt, at jeg har det bedre end jeg har haft længe, og det er nok også rigtig på nogle punkter men langt flere har jeg det ikke bedre, jeg er bare blevet bedre til at skjule det.
Jeg tager en dyb indånding og forsøger at gå i gang med maden.. suk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar