Jeg mærker for alvor tristheden lige nu, hvordan selvmordstankerne tromler mig ned.
Det er gået op for mig hvor ligeglad min familie er, i virkeligheden er de slet ikke interesseret i at vide hvordan jeg har det, faktisk ville det nok være bedst for dem hvis jeg bare per automatik svarede "jeg har det fint" og hvis det modsatte kom frem så ville mine forældre smide penge på bordet og tilbyde mig ting i håb om at jeg ville få det godt igen.
Hele dagen har jeg fået skæld ud af min far fordi mine brødre aldrig sms'er ham eller svarer når han skriver til dem, hele dagen har jeg mærket hans frustration over mine brødre, hans frustration som er gået udover mig og jeg kan intet gøre - selvom jeg siger at det ikke er min skyld, at jeg ikke kan gøre noget ved det så er det stadig mig der får hele lortet læsset i hovedet.
Pludselig dukker min ene bror op, han skal hente nogle af hans ting som står derhjemme og min far nævner på intet tidspunkt hans frustration over manglende svar på sms'er eller lign.
Jeg mærker hvordan jeg langsomt og alligevel pludseligt lander nede i hullet igen på trods af at jeg egentlig har haft en okay dag.
Min bror spørger hvordan jeg har det og jeg svarer at jeg ikke er interesseret i at snakke om det, han spørger om jeg er trist og igen svarer jeg at det er jeg ikke interesseret i at snakke om. Han spørger om jeg skal indlægges og hvor ville jeg bare have sagt ja selvom det ikke lige er planen.
Min familie aner ikke hvordan de skal hjælpe og støtte mig og selvom min psykolog har tilbudt at hive dem alle ind til samtaler for at give dem nogle værktøjer og forståelse så vil de ikke.
Jeg sidder her og tænker..
Gad vide om de ville græde hvis jeg forsvandt? ville de savne mig? ville de overhovedet bemærke det? jeg ved det ikke og jeg er nok bange for svaret og alligevel tænker jeg at de hurtigt ville komme videre og at jeg ville være glemt hvilket nok også ville være det bedste.
Sidder her og sluger det ene pn efter det andet i et eller andet forsøg på at dumle tankerne og i et forsøg på at falde i søvn så jeg ikke længere skal forholde mig til verdenen.
De få meter der er fra hovedhuset og herover til mit hus, de tanker der fløj igennem hovedet imens jeg kiggede rundt og kiggede op på himlen, det er skræmmende og alligevel er jeg ligeglad.
Hvis der findes et sted efter døden, så håber jeg at det er et sted hvor alle har det godt, og hvor jeg vil få det godt og mødes med de mennesker jeg savner.
Jeg ville kigge ned på jorden og passe på dem jeg har kært og en dag ville vi mødes igen.
Jeg ved ikke.. for helvede hvor er det bare.. lort.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar